Klumme: Julen er (også) de knuste hjerters 'fest'

Man skal passe på hinanden og parforholdet i julemåneden og -ferien, for gør man ikke det, ender man hurtigt med en januar-skilsmisse - som rigtig, rigtig mange andre.

Der er to helt store skilsmissemåneder om året - august og januar. Eller sådan var det i hvert fald inden den nye skilsmisselovgivning, hvor man i dag kan klikke sig til en mere eller mindre instant divorce.

Jeg tvivler nu på, at det har ændret sig stort, for der er helt særlige grunde til, at netop disse måneder tegner sig for et skilsmisse-boom.

Hvis forholdet i forvejen vakler, er det gerne her, man lige giver det et sidste skud. En sidste chance for at overleve. Og en sidste mulighed for at se, om det ikke alligevel skulle lykkes at hygge sig til en forsoning, mere hygge, bedre sex – i det hele taget bare et bedre forhold.

Julen sætter forholdet under pres

Desværre forholder det sig desværre fuldstændig modsat, så ferier (uanset om det er sommer- eller juleferie) sætter vores forhold under yderligere pres.

Ingen af mine to skilsmisser havde med hverken sommer- eller juleferie at gøre. Alligevel kender jeg godt det pres, som især julen sætter parforholdet under. Og hvordan det kan kulminere hen over ferien med, at en eller begge udtaler S-ordet...

Det gjorde det første gang for otte år siden.

Efter en hård december med alt for mange arrangementer i børnehave, skole og SFO og en presset økonomi, der skulle bære ekstraudgifter til både julemad, konfekt, bagning, advents- og julegaver, nåede vi endelig frem til juleaften. Juleaften, der blev fejret med min mor og vores seks børn, hvor den mindste kun var halvandet. En hyggelig dag og aften, som selvfølgelig også var stresset, fordi der er alt for meget at nå på alt for lidt tid. Men trods alt hyggelig.

Da middagen, dans om træet, gaver, besøg af julemand og pakkeleg med de største var overstået, blev alle børn til sidst sendt i seng, og der sad vi to voksne sammen i sofaen og slappede af med et sidste glas vin. Jeg husker ikke meget andet af vores samtale der i sofaen, end at Jonas, min eksmand, sent denne aften sagde: "Jeg vil skilles…"

En afslutning på juleaften som man vel ikke kunne ønske sig bedre, vel?

Jeg begyndte at frygte julen

Vi blev ikke skilt det år, men året efter havde jeg det svært med jul. Rigtig svært faktisk. Så snart pebernødderne dukkede op i min lokale Netto, fik jeg også ondt i maven. Og jo længere hen vi kom i december, jo mere anspændt blev jeg. Men dette år blev julen overstået uden udtalelse af S-ordet, og jeg slappede lidt af.

Så blev det nytårsaften, og dér kom det, S-ordet - i skuffelse, stress og vrede, tænker jeg. For endnu en gang klarede vi os igennem og tog endnu et år sammen.

Men stort set hvert år herefter var skilsmisse et tema i december – for enten den ene eller begge af os. Og det var noget lort for at sige det rent ud. Noget virkelig L.O.R.T.

For nu var jul bare ikke længere noget, jeg glædede mig til, men i stedet noget, jeg frygtede. Frygtede, at det skulle blive endnu et år med skilsmisse på dagsordenen en af årets sidste dage.

År efter år gik det sådan med knude i maven og stress i hovedet, til jeg valgte at sige det højt. Sige, at jeg havde det ad Pommern til hver eneste december på grund af vores historie. Det blev en lang snak det år om det pres, vi udsatte os selv for. Og som vi blev udsat for udefra.

En snak om forventninger og ambitioner. Om at lave om og skrue ned. Men også om stadig at holde fast i nogle af vores traditioner. Det lykkedes – næsten…

Vi bruger tiden alle andre steder end derhjemme

Ægteskabet røg til sidst. Men ikke på grund af julen. Det kunne det det dog lige så godt have været. Som for rigtig mange par hvert år, hvor jul, familie, hygge og nytårsfest ender på Statsforvaltningens hjemmeside med en anmodning om skilsmisse.

Men der er ikke noget at sige til det.

Vi har alt for store forventninger til jul i familiens skød. Og endnu større skuffelser, når det alligevel ikke blev helt som julen i årets familiejulekalender på tv.

Og så er vi for pressede. Af skoler, institutioner, SFO’er og sportsklubber, der forventer, at forældre i årets travleste måned også kan klippe julehjerter, finde nissegaver og sælge juletræer på torvet.

Det værste er, at de har ret. At vi godt kan. Eller i hvert fald, at vi gør det. For i stiller jo op til alt, vi magter. Og ikke magter. Dropper julegaveindkøb med ungerne for i stedet at købe gaverne på nettet for at skaffe lidt ekstra tid. Vi deler os op, så den ene tager noget af det, og den anden noget andet. For vi kommer jo for fanden. Det skal man jo. Komme og vise sig som den ansvarlige, deltagende forælder, der støtter op om vores børn, deres sociale liv og fritidsaktiviteter.

Men det har en pris. Den største af dem betales i hjemmet, hvor der ikke længere er tid og energi til fællesskabet med dem, der betyder allermest for os – familien. Og parforholdet, der som december skrider frem ryger længere og længere ned af prioriteringslisten for at bakke op om alt det andet, som mange af os inderst inde faktisk helst er fri for.

Og når vi så har kørt denne rutine hele måneden, er det ikke så underligt, at vi efter jul og  nytår kaster håndklædet i ringen og udtaler S-ordet.

For vi har givet alt, vi havde et helt andet sted, så der ikke var tid og især energi til at give den der, hvor det egentlig batter. Derhjemme…