Han stiller 1600 nisser frem hvert år - konen kunne nøjes med færre...
Jan Thøgersen stiller hvert år 1.600 julenisser frem i sit hjem, hvor hans kone har givet ham to måneders 'fri leg'.
I Gørding øst for Esbjerg ligger et hus, som udefra ligner de fleste andre på vejen i den jyske by, men kommer man indenfor i familien Thøgersens hjem, er det en helt anden sag.
Manden i huset, Jan Thøgersen, er nemlig mere end almindelig glad for julenisser, og hvert år op til jul pynter han hjemmet med sine omkring 1.600 nisser.
- Og så kommer englene og grenene og kuglerne, og hvad der ellers ligger. Så der er rimelig meget, siger familiefaderen og tilføjer over for TV SYD, at det for ham er indbegrebet af ”julehygge”.
I starten af november åbner han sine 21 flyttekasser med julenisser, der sammen med tre julemænd i mandshøjde får lov at stå fremme indtil den 27. december – se Jan Thøgersen vise rundt i det julepyntede hus i videoen øverst.
Smider også julenisser ud
Jan Thøgersens nisse-samling tog sin start i 2004, og han køber nye nisser hvert år.
Men han smider til gengæld også nogle ud, så antallet er nogenlunde stabilt.
- Dermed ikke lovet, at der ikke kommer mere ind, siger han med et smil og nævner, at næste skridt kan blive familiens store have, hvor der er masser af plads til eventuelle havenisser.
- Kunne godt nøjes med mindre
Jan Thøgersens børn er glade for hans lyst til at pynte op, og det samme er hans kone heldigvis – hun glæder sig dog alligevel lidt til den 27. december, når nisserne ryger tilbage i flyttekasserne igen:
- Jeg synes jo godt, at man kunne nøjes med mindre, meget mindre. Men ja, hvis han skal bestemme de to måneder om året, så må jeg jo acceptere, at det er sådan, det er, siger Maria Frisk Thøgersen og tilføjer, at hun glæder sig til at få lidt ”luft” i hjemmet igen – og sine egne ting tilbage på hylderne og i vindueskarmene.
Hør parret kommentere det mildt sagt julepyntede hjem i videoen herunder:
Ikke noget for alle
Mens familien Thøgersen er glad for den julehygge, de 1600 nisser bringer til hjemmet, så er det selvsagt ikke noget for alle:
- Jeg hører da folk, der siger, det ser rigtig godt ud, men de er glade for, at de ikke har det derhjemme, siger Jan Thøgersen.
Han fortæller, at han ikke har nogen idé om, hvor mange penge han har brugt på de mange nisser igennem årene - men helt sikkert er det, at han ikke har købt den sidste til samlingen.
Danmarks vildeste julehus?
Hvor Jan Thøgersen indtil videre holder sin julepynt inden døre, så er det modsatte tilfældet for ægteparret Guldbrandsen i Karise på Sydsjælland.
I år har de overgået sig selv, og med 20.000 flere lyspærer end sidste år skinner der nu intet mindre end en kvart million julelys fra træer, vinduer, husgavl og flagstang ved familiens bopæl.
Læs hele historien her – og hør mere om det overvældende hus i indslaget herunder: