Lola Jensen: Sådan får du mere tid med børnene i det nye år
Mere tid med børnene. Sådan lyder nytårsforsættet hos mange børnefamilier, men det kræver planlægning, lyder det fra familievejleder Lola Jensen.
Vi kender alle sammen de klassiske nyhedsforsæt med at holde op med at ryge og tabe 10 kilo. Men det er ikke det, der tæller mest hos børnefamilierne. Det er derimod mere tid med hinanden.
Det mener familievejleder Lola Jensen, der i tirsdagens Go'morgen Danmark opfordrede forældre til at planlægge mere tid med familien i det nye år.
- Vi bliver nødt til at skema-planlægge os ud af familielivet, så vi får tid til brætspil og gåture, siger Lola Jensen.
Hun peger på, at mange familier efter nytår opdager, at de generelt bruger for lidt tid sammen. Desvære kommer handling ofte ikke til at stemme overens med de gode tanker, folk har.
- Der kommer så meget støj. Vi har fået mere fritid, men der er også kommet flere valg, så selvom man har besluttet sig for at bruge mere tid sammen, så ringer telefonen pludselig, og så er alt tilbage ved det gamle, siger Lola Jensen.
For at få mere tid til hinanden kan man, ifølge Lola Jensen, oprette en kalender med familiens navne og en masse aktiviteter, som man gerne vil nå. Det kan være højtlæsning, gå i svømmehallen eller deltage i madlavningen.
- Hvert familiemedlem kan så tjene 10 kroner ved at deltage, og de penge bliver samlet i en pulje, som eksempelvis kan gå til en fælles tur i biografen eller i sommerland, forklarer Lola Jensen, der ikke mener, at man skal tage det så tungt, at familiemedlemmer skal betale for at være mere sammen
- I dag virker det bare ikke, hvis man laver sådan nogle systemer, siger Lola Jensen.