Lola i opsang til forældre: Du skal ikke være negativ hele tiden

Lola Jensen anbefaler alle børneforældre, at de i deres opdragelse bruger redskabet reformulering, så de ikke skal skælde ud hele tiden.

Børnene gider ikke spise det til aftensmad, som du har stået og kokkeret. De gider ikke dæmpe sig. Eller måske er de ikke kommet hjem til tiden.

Alt sammen er velkendte situationer for de fleste børnefamilier. Situationer, hvor du kan få lyst til at hæve stemmen i frustration. Men det skal du ikke gøre. Istedet skal du vende den negative situation til noget positivt, forklarer familierådgiver Lola Jensen.

Hvis dit barn for eksempel løber skrigende igennem huset, så skal du gøre følgende:

- Noget af det bedste, jeg har givet familierne, når jeg kommer derud, er at sige: "Du har ikke et barn, der støjer. Du har et barn, der udnytter hver kvadratmeter." Når du har den tilgang til dem, så bestemmer du som voksen, hvad det skal udvikle sig til, forklarer familierådgiveren.

Det samme gælder, hvis dit barn er lidt ældre og over skrigefasen. Hvis dit barn for eksempel kommer for sent hjem, så lad være med at skælde ud. Du skal i stedet se på, hvad du kan gøre for at give dit barn mod til at være ærlig, når han eller hun kommer hjem.

- Fokuserer jeg på løgnen, så har det en selvopfyldende fornemmelse, så barnet begynder at sige: "De tror alligevel, at jeg altid bare er den, der lyver, så jeg tør ikke at fortælle sandheden, fordi jeg er nervøs for reaktionen hos de voksne." Så alt kan lade sig reformulere. Det er fantastisk at kunne, siger Lola Jensen.