Lad nu børn være børn!
De seneste dage er en video af fire-årige Mie, der ikke synes, det er sjovt at blive testet i børnehaven, blevet delt en del gange på nettet. Det fors
Som led i et forskningsprojekt gennemgår 11.000 børnehavebørn i øjeblikket diverse test, der skal vise, hvad de "kan" af ord, begreber og genkendelse af forskellige billeder. Nogle synes, det er sjovt. Andre ikke. Men uanset hvad, de synes om det, forstår jeg det slet ikke. Forstår ikke vores trang til at teste vores børn igen og igen. Og vores trang til at berøve dem noget af det dyrebareste og smukkeste, de har – deres barndom.
Og det her er desværre ikke kun noget, der foregår i udvalgte børnehaver som del af et projekt. Jeg kender til flere børnehaver, der for år siden indførte lærings- og handleplaner for børnene. Og test, der skulle afklare deres evner som, ja, som hvad egentlig? Som børn? Deres evne til at være barn? Nej, vel? Hvorfor så?
Børn lærer forskellige ting på forskellige tidspunkter. Nogle er gode til noget, andre til noget andet. Så hvornår stopper vi den evindelige ensretning, hvor alle skal kunne det samme (mere eller mindre) på samme tidspunkt? Og hvornår stopper vi med at vurdere mennesker på, hvad de kan, i stedet for hvad de er? Og er jagten på at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet nu allerede startet i børnehaven?
Skal et spædbarn kunne sige soveværelse?
Jeg har selv rimeligt kvikke børn, men de har ikke nødvendigvis været fagligt dygtige lige fra den tidlige børnehavealder. Jeg husker tydeligt, da jeg mødte op med en otte måneder gammel Sylvester på Landbohøjskolen, fordi jeg havde sagt ja til at deltage i undersøgelsen ’Bedre sundhed for mor og barn’, og blev spurgt, om han kunne sige soveværelse?
Jeg var helt målløs, fordi han på det tidspunkt vel nærmest ikke kunne ret meget andet end pludren. Min første tanke var, at de da måtte have givet mig et forkert spørgeskema, for som den fjerde i rækken af børn fra min krop, havde jeg heller ikke tidligere givet liv til et barn, der kunne sige ’soveværelse’ i den alder.
Da han var godt et år, var vi sammen med et vennepar, der havde en jævnaldrende dreng, som meget tydeligt sagde: ’Fly-ve-ma-ski-ne’ og pegede op på himlen, da sådan en fløj henover haven, mens jeg og Sylvesters far kiggede på hinanden med blikke, der sagde: ’Hold da kæft...!’, fordi vi bege udmærket vidste, at vores søn ikke var i nærheden af det kendskab til ord ord og udtale.
Men så kunne han sikkert noget andet. Og det var godt nok.
Det burde det være for alle børn. Om de så går i vuggestue, børnehave eller skole. Men især når de er så små, at de endnu ikke er begyndt i skole, skal de ikke testes på, om de kan genkende et slips eller ej. Om de kan se forskel på, hvor katten løber efter kaninen eller omvendt, og også lige have med, at det skal være det billede, hvor kaninen er hvid.
Børnehavetest avler endnu flere stressede 12-tals piger
I børnehaven handler det allermest om at være barn og lære de sociale spilleregler. Det er den sidste mulighed, de har for bare at være. Være barn. Være et sted, hvor der ikke stilles en masse krav udover at blive lidt mere selvhjulpen, så de i deres eget tempo efterhånden lærer helt basale ting som at tage tøj af og på, selv gå på toilettet, cykle på trehjulede og hvordan man leger med andre og løser konflikter.
At de så også laver kreative ting, har gode ude-muligheder, temauger og alt muligt andet udviklende, er der nok ikke mange af os, der har noget imod. Men det er løbet helt af sporet, hvis de også skal til eksamen bagefter, så vi kan teste, hvor meget de så fik ud af det.
For er det ikke bare helt lige meget? Og ender vi ikke bare med at gøre endnu flere børn til stressede 12-tals piger og drenge, hvis vi allerede i børnehaven fortæller dem, at det eneste, der har værdi, er, hvad de kan?
Det tror jeg. Lige som jeg tror, at min fire-årige nok havde reageret præcis lige som Mie, hvis hun blev stillet over for sådan en børnehavetest. Selv om hun (næsten) kan tælle til 20 og endda til 10 på engelsk. Men det er kun fordi, hun synes, det er sjovt, og hun er ikke ret glad for at skulle bevise det. Hun kan ikke ugens dage i den rigtige rækkefølge og har heller ikke styr på, at hun har fri lørdag og søndag. Men hun ved, at fredag er ’slik-dag’, og så har hun vel styr på det, der er det vigtigste, når man er fire år, ikk’?