Samliv

Der er jo ingen, der bryder sig om Valentins Dag

Hvorfor skal vi en gang om året tvinges til at fejre kærligheden? Og hvis vi virkelig skal, hvorfor så kun en gang om året? Og hvorfor egentlig overhovedet, når langt de fleste mænd hader denne dag af et godt hjerte?

Som single betyder Valentins Dag ikke noget særligt for mig. Jeg bliver hverken ked af det eller deprimeret. Det er, hvad det er, og det er helt i orden. Den holdning er jeg slet ikke ene om. Ifølge flere forskellige undersøgelser, betyder ’de elskendes dag’ ikke ret meget for singler. Ikke de danske i hvert fald. Vi hverken dater mere eller er mere opsøgende op til denne dag. Det er bare ikke en singledag. Det er en dag for mennesker i parforhold. Eller er det?

For måske er det faktisk mest af alt en dag for kvinder i parforhold? En anden undersøgelse viser nemlig, at hele 98 proent af de danske mænd er ret kede af Valentins Dag. Kun to procent synes, at det er en rigtig god ide. To procent!?

Men hvordan kan noget som helst være en god ide i et parforhold, hvis det kun er den ene halvdel af parret, der synes det? Det kan de fleste vel blive enige om faktisk er alt andet. Hvis kun kvinden synes, at Valentins Dag er en god ide, så må den vel siges at være en dårlig ide. En rigtig dårlig en faktisk. Det kan da aldrig være godt at tvinge sin partner til noget, som han (eller hun) ikke har nogen synderlig lyst til, vel?

Én dag om året er for lidt

Nu har mine tidligere mænd været så heldige, at dagen aldrig har haft nogen større plads i mit hjerte på trods af et fast parforhold eller kærlighedsbudskabet. Måske fordi jeg slet ikke forstår dagen. Forstår ikke, hvorfor der skal være én særlig dag om året, hvor vi fejrer kærligheden. Og måske mest af alt forstår jeg ikke antallet. For kærligheden skal da fejres langt oftere end kun på en enkelt dag om året. Eller sagt på en anden måde, hvis vi kun fejrer kærligheden én gang om året, tror jeg hurtigt, langt de fleste parforhold må give fortabt og kaste håndklædet i ringen. Det er simpelthen for lidt!

Så måske vi kunne gøre det til en månedlig fejring i stedet med Valentins 1, 2, 3 og så videre op til 12 – fuldstændig som den engelske julesang, ’Twelve Days of Christmas’, hvor en elsker giver sit livs udkårne større og større gaver, jo nærmere de kommer julen. På den anden side, ville tolv kærlighedsdage om året heller ikke kunne gøre det, vel? En ugentlig dag var faktisk nok meget mere på sin plads... Eller måske to? Så kunne vi jo udvælge hver onsdag og lørdag til Valentins Dag, og så ved vi alle sammen også, hvad klokken har slået, ikk’?

Igen vil lige præcis de dage så nok skrige til himmelen for rigtig mange mænd, da det også er typiske fodbolddage, men så kan vi jo lade det være tirsdag og fredag. Præcis hvilke dage er jo nemlig ikke vigtigt.

Kærligheden skal hele tiden fejres

Men det, der rent faktisk er vigtigt, er, at vi bør fejre kærligheden. Bør fejre den langt mere og oftere end, vi rent faktisk gør. At én dag om året er alt for lidt, fordi det er langt mindre, end de fleste allerede gør i forvejen, medmindre der er noget helt forkert i deres parforhold. Og også at en dag, der lægger et kæmpe pres på den ene part i et parforhold, aldrig kan være en god ide for netop parforholdet.

Så ja tak til fejringen af kærligheden. Men nej tak til at det kun skal være en gang om året. Og nej tak til at det skal være en dag, der giver mænd koldsved og rystende hænder. Det er ikke fedt for nogen. Kærligheden - arbejdet for den, at give den optimale betingelser og dermed også fejringen af den er et fælles projekt. Så gør det endelig gerne på søndag på Valentins Dag. Men husk det også i næste uge. Og ugen derefter. Helst også flere gange om ugen. Hvis du da ikke vælger at gå all in og fejre kærligheden med maner hver eneste dag. For det ville da være en ’rigtig’ Valentin værdigt.