Samliv

Lola Jensen: Du skal ikke være for sød mod dit barn

Hvert fjerde barn får skældud. Ifølge familievejleder skal du hverken smælde og skælde, men du skal heller ikke være for overpædagogisk.

En ny undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø viser, at hvert fjerde barn i børnehaven får skældud. 

Hvorvidt det er rigtigt eller forkert at råbe af et barn, er der blandt eksperter delte meninger om. Familievejleder Lola Jensen mener ikke, at man skal råbe ad sit barn, men hun mener bestemt heller ikke, at man skal blive alt for sød og mild. I 'Go' morgen Danmark' giver hun sine bedste tips til at finde den rigtige tone, når barnet ikke lige gør, som man selv vil.

- Du skal lægge dig på midten, mener Lola Jensen helt overordnet.

Drop den oversøde tone

Hun går ikke ind for den meget søde tone, der har været fremherskende de sidste mange år.

- Der skal ikke være alle de ord, hvor du siger til barnet: "Jeg anerkender, at du synes, det er rigtig svært, at jeg skal sige til dig, at du skal blive siddende. Og jeg er også nødt til at respektere, hvad du synes, men jeg er også nødt til at være den, der viser dig, at du skal sætte dig ned," siger familierådgiver Lola Jensen, der altså mener, at det bliver lidt for meget af det gode at være pædagogisk.

Er man alt for pædagogisk, kan det ifølge hende nemlig føre til, at barnet så overreagerer på skældud og bliver skræmte. Men samtidig skal du altså heller ikke råbe af barnet.

- Jeg har de sidste to uger været med børnebørnene på ture ude i offentligheden, og der er da den skældud, som jeg ikke synes, der skal være, siger Lola Jensen og beretter om den grove tone, hun har hørt.

Vær tydelig

Hun opfordrer i stedet til, at man sætter grænser - men på den gode måde.

- Du skal da være en supertydelig voksen lige midt i. Du skal sige til dit barn: "Det er nu, der skal børstes tænder", og så tager du barnet op på skødet - uanset hvor meget de vrider sig rundt - og så tager du omsorgsfuldt fat i den ene arm og viser barnet helt med ro, at du er nødt til at gøre det, fordi du ved, hvad der er bedst for barnet og tænderne, siger Lola Jensen

Hør hendes eksempel på den gode tone i indslaget øverst.