Samliv

Hvis der var ligestilling, ville mænd have flere rettigheder

​Som erklæret feminist mener jeg stadig, at der er masser at kæmpe for, selv om vi ofte hører især borgerlige både kvinder og mænd sige det modsatte. Og som feminist fejrer jeg dagen i dag...

Jeg glemmer aldrig min kusines meget forundrede udtryk, da vi for nogle år siden stod til en sommerfest, og hun fortalte, hvordan hun smurte kærestens madpakke hver eneste dag, hvortil min kommentar var: "Hvorfor gør han det ikke selv?"

Med løftede øjenbryn kiggede hun på mig og spurgte: "Gud, Lotte, er du da feminist? Altså sådan en ’ligestillings-en'?".

Den har jeg oplevet før. For hvordan kan man være erklæret feminist og gå ind for ligestilling, samtidig med at man har fået så pokkers mange børn, som jeg har?

Et eller andet sted forstår jeg godt hendes og andres undren, for sådan som samfundet er skruet sammen, har jeg helt klart taget det meste af barslen og dermed også det meste af tingene med hjemmet, børnene og så videre. Og ikke mindst har jeg stillet mig selv i en dårlig situation som gammel, fordi jeg har tjent mindre end begge mine mænd, været væk fra arbejdsmarkedet i meget længere perioder, end de har, og dermed også sat mig selv i en langt dårligere situation end dem, når jeg en gang skal gå på pension.

Men måske netop derfor er jeg erklæret feminist. Fordi der stadig er meget at kæmpe for.

Kæmp videre!

Der er noget at kæmpe for, når selv en såkaldt ’rød’ regering ikke kunne få sig selv til at indføre øremærket barsel til mænd, der ellers ville gøre en hel del for at ligestille kvinder og mænd på arbejdsmarkedet, hvis barslen mellem kønnene blev mere lige. Blandt andet fordi den øremærkede barsel ville gøre det en del sværere at forskelsbehandle kvinder på grund af graviditet og barsel.

Og ikke mindst burde mænd også kæmpe lidt mere for det, fordi de, hvis de tog en større del af barslen og dermed yngelplejen og omsorgen, også ville stå i en bedre situation, når det hver anden gang ender med skilsmisse. Så kunne de nemlig med rette sige, at de havde været lige så meget omsorgspersoner for børnene, som mødrene havde.

Mænd har en tendens til at brokke sig over, at moren for ofte ’får’ børnene eller i hvert fald har mere tid med dem, end de selv har, og at det er urimeligt og mangel på rettigheder for mændene. Men den snak handler ikke om køn. De beslutninger tages ud fra, at børnene skal være hos den forælder, der har taget sig af dem. Og det er stadig mest mødrene. Kvinderne.

Det ene udelukker vel ikke det andet?

Der er masser at kæmpe for, når der stadig er enorm forskel på antallet af kvinder og mænd i bestyrelserne og på direktionsgangene rundt omkring i landets store virksomheder, og ingen endnu har villet tage det skridt at indføre kvoter. Eller når virksomheder laver målsætninger om mindst en 40/60 fordeling. Hvorfor ikke have en 50/50 fordeling, når der alene er tale om en målsætning og ikke et krav? Det forstår jeg ikke.

Ligesom jeg heller ikke forstår, hvorfor man som kvinde og feminist gang på gang skal have at vide, at det er noget pjat at gå op i ligestilling derhjemme, når der er kvinder andre steder i verden eller fra en anden kultur, der har det langt værre end os. Vi bør da være glade, ikke? Men at andre har det værre, er vel ikke grund nok til at stoppe kampen for ligestilling? Og det ene udelukker vel ikke det andet?

Eller når vi får at vide, at vi burde kæmpe lige så meget for et forbud mod drengeomskæring som mod pigeomskæring. Måske nok, men der er faktisk et par ret store forskelle. Den ene er, at man faktisk laver en form for omskæring på drenge af medicinske årsager som forhudsforsnævring. Og den vigtigste; at når man omskærer piger, gør man det alene for at fjerne deres nydelse ved sex. Den mister drenge eller mænd ikke ved omskæring, selv om vi sagtens kan diskutere, om det er rimeligt at gøre eller ej.

Man stjal milliarder fra kvinderne

Og den vi altid hører, når vi taler om fortsat at kæmpe for ligestilling er, at der jo heller ikke er ligestilling for mænd – og så er vi gerne tilbage i skilsmissediskussionen. Men heller ikke den holder. For hver eneste gang en mandeorganisation gør opmærksom på de uretfærdige tilstande, sker der noget med det samme. Man behøver bare tænke på Forældreansvarsloven og de efterfølgende skilsmisse-pakker, der alle - på trods af budskabet om barnets tarv - alene er blevet udmøntet i at handle om fædres og dermed mænds rettigheder – ikke barnets.

Og så bliver man også nødt til at nævne loven, der fra den ene dag til den anden fjernede deling af pensioner i forbindelse med skilsmisse og stjal milliarder fra kvinderne. Uanset at de var gift under en anden ordning og uden skelen til, hvilken aftale ægtefællerne havde lavet imellem sig. En lov der med et slag gjorde fraskilte kvinder til fattige pensionister.

Der er masser at kæmpe for. Men vi kan ikke gøre det alene, som det ellers gerne fremføres. Alene gør ikke stærk – det gør fællesskab. Det er bevist gang på gang gennem fagforeninger, andelsbevægelsen, og i disse dage ser vi det med de utilfredse interessenter i Nykredit. Vil vi have resultater, må vi kæmpe sammen. Og gerne med mændene på vores side.

De er heldigvis også så småt ved at komme frem, hvor flere og flere mænd erklærer sig som feminister. Og hvor selve ordet ’feminist’ igen er ved at skifte karakter fra et fy-ord til et plus-ord.

Det vil jeg fejre i dag...