Forlod sin hjerneskadede mand: Nu strømmer det ind med sympati og hjerteskærende historier
Mette Line Boserup stod i et svært dilemma, da hun gik fra sin mand efter en blodprop. Brugerne på Facebook støtter op om hendes svære valg.
Et år efter Mette Line Boserups mand Kristian fik en blodprop, træffer hun et svært valg. Den mand, hun giftede sig med, er ikke længere den samme. Og derfor går hun fra ham.
- Det er simpelthen et ledt dilemma at skulle vælge sin syge mand fra for at kunne overleve selv, fortæller Mette Line Boserup til TV 2.
I forbindelse med dokumentaren 'Dem vi var' har TV 2 fortalt historien om familien Boserup i den svære tid efter manden og faren Kristians blodprop. Læs deres historie HER.
På TV 2 Nyhedernes Facebook-side debatterer brugerne Mette Line og Kristians historie. Her udtrykker mange sympati og forståelse for Mette Lines valg. Blandt andet fortæller brugeren Line Tønder-Carlsen, at hun selv har et hjerneskadet barn, som hun aldrig kunne finde på at forlade, men alligevel forstår hun Mette Line.
- Men hvis det var min ægtefælle, der pludselig "forsvandt" på samme måde. Jeg tror, det ville blive for hårdt.
Dokumentarfilmen ‘Dem vi var’ har på onsdag premiere i 50 biografer hele landet over. Sine Skibsholt står bag dokumentaren.
Voksede op med far, der forlod mor
Brugeren Charlotte Amgild fortæller, at hendes far gik fra hendes mor, efter hun havde haft to aneurismer i hjernen.
- Hun havde ændret sin personlighed så meget. Det skete da jeg var seks måneder, så jeg har aldrig kendt min mor, som den hun var før ulykken. Men jeg ved, at jeg er enormt glad for, at min far traf det valg, som han gjorde. Han gjorde det for vores skyld, da min mor ikke var i stand til at passe et barn og give omsorg. Så ja, det er okay at gå fra sin hjerneskadede ægtefælle, da det skal være et godt liv for alle parter, skriver hun på Facebook.
Også Dorte Sloth Andersens far har lidt af en hjerneskade, men hendes mor valgte at blive hos faren.
- Min far blev hjerneskadet i 1965, da mine forældre var nygift, og min mor har valgt at blive sammen med min far, fordi hun synes, at man ikke forlader en syg mand. Men hun lider under det og er dagligt meget frustreret over at livet blev sådan. Så jeg har ofte sagt til hende, at hun skulle vælge at flytte fra min far, men det vil hun simpelthen ikke. Jeg lytter dagligt til hendes frustrationer, idet hun stadig ikke har accepteret situationen. Jeg synes, at det er et rigtig svært valg, man står overfor i denne problematik, skriver hun.
Blev skilt efter blodprop
Linda Gammelgaard Bodentien oplevede selv at blive skilt halvandet år efter, hun havde haft fire blodpropper i hjernen. Og hun forstår og accepterer hendes mand gennem 19 års valg.
- Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner "den gamle Linda" og mit trygge, stille og velfungerende familieliv, som det var dengang. I dag har jeg indset og forstået, hvad der skete, og jeg bebrejder ikke min eks for, at han forlod mig. Den person, han forelskede sig i og giftede sig med, er væk og hun kommer ikke tilbage, skriver hun.
Brugerne på TV 2 Nyhederne skriver både for at fortælle deres egen historie, men også for at støtte op om Mette Line, fordi hun har valgt at stå frem.
- Mette Line Boserup, tak fordi du sætter fokus på et svært emne! Flot, I står frem! Jeg ønsker dig, dine børn og deres far en lykkelig fremtid, på den måde I bedst kan skabe den, skriver Maria Dinesen.
- Beundrer din handling og mod. Og modet til at stå så ærligt frem, skriver Solveig Rytter.
'Det kan man ikke være bekendt'
Mette Line valgte at gå fra sin mand, fordi han blev en anden. Derfor havde hun også svært ved at sove med ham og kysse ham, fordi han føltes som fremmed. Men det er ikke alle, der forstår Mette Lines valg. Det gælder blandt andet Jacob Gadensgaard, der skriver:
- Det synes jeg simpelthen ikke, at man kan være bekendt. Bare fordi man bliver syg. Hvad hvis det var hende selv det gik udover?
Mette Line Boserup har selv været inde for at forklare i Facebook-tråden, hvad der ligger til grund for hendes valg. Her svarer hun blandt andet, at man umuligt kan sige, hvad der er rigtigt og forkert, før man selv har stået i samme situation.
- Mennesker tror, de ved så meget, fordi meninger bliver til lov uden erfaring behøver at tælle som faktor. Jeg tror simpelthen, at egoisme gør os dumme og dovne. "Jeg synes, ergo ved jeg!". Man kender ikke valget før man selv har gået på stien.
Mette Line deltager i debatten og giver også udtryk for, at hun sætter pris på de brugere, der udtrykker forståelse.
- Det at det kommer frem, giver mig jo et håb om, at nogen bedre vil kunne forstå, så de bedre kan hjælpe deres nærmeste en anden gang. Tak for omsorg, skriver hun.
Hvad ville du have gjort? Debatten er allerede igang på TV 2 Nyhedernes Facebook-side, hvor du også kan deltage.