Det så du ikke på tv: Her er Pers uhyggelige hemmelighed
32-årige Per fremstår i BS-programmet som en initiativløs person, der overlader alle beslutninger til sin kæreste. Men hans lade adfærd har en årsag.
Klokken 10.09 mandag d. 8. maj 2014 trængte tre maskerede mænd ind i Danske Banks Hørsholm-afdeling, hvor de med en kniv og et koben truede personalet til at åbne og gå væk fra kasserne.
Blandt de chokerede medarbejdere, som straks adlød og kastede sig ned på gulvet, var den dengang 30-årige bankrådgiver Per Clasen, der for øjeblikket er aktuel på tv i 'BS & manddomsprøven'.
- Jeg kan huske, at den ene af røverne havde en lang kniv, som var ret skræmmende. Jeg sad med ryggen til, da røverne kom ind i banken, så situationen virkede ekstra ubehagelig på mig, siger Per Clasen til TV 2.
Hør Per fortælle om bankrøveriet i det eksklusive fraklip øverst.
Kraftigt angstanfald
Efter oplevelsen med bankrøveriet fik Per Clasen og bankens øvrige medarbejdere tilbudt hjælp af en krisepsykolog, hvilket Per takkede ja til.
- Jeg fik ti konsultationer hos krisepsykologen, og på det tidspunkt følte jeg, at det gik okay. Der skete mig jo heller ikke noget fysisk under røveriet. Jeg blev hverken sparket eller slået, bare truet, ræsonnerer Per, som derfor regnede med, at alt var i sin skønneste orden.
Men en måneds tid senere, da Per skulle til at holde sommerferie med kæresten Jeanette og deres lille datter, Sophia, fik han en uventet reaktion på den traumatiske hændelse.
- Jeg kan huske, at jeg stod i brusebadet og var fuldstændig afslappet, da jeg pludselig blev ramt af et meget kraftigt angstanfald. Jeg blev pissebange og følte et kæmpesug i maven. Min puls gik fra nul til hundrede på ingen tid, og jeg følte, at jeg skulle flygte. Men der var jo ikke noget at flygte fra. Det er noget af det mest modbydelige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg anede jo ikke, hvad det var, konstaterer Per Clasen.
Blev deprimeret og ligeglad
Angstanfaldet var i sig selv en skræmmende oplevelse, men endnu værre var det, at det førte til en ændret sindstilstand hos den ellers så glade og udadvendte Per.
- Efterfølgende røg jeg ind i en depressionslignende tilstand, hvor jeg ikke havde lyst til nogetsomhelst, og ingenting interesserede mig. Jeg lå på sofaen i tre dage med min mobiltelefon og havde ingen energi eller overskud til min familie, fortæller Per om sin følelsesmæssige nedtur.
Selv om Per fortsat formåede at passe sit arbejde som bankrådgiver, krævede det så meget af hans energi, at der ikke var plads til noget andet.
- Når jeg kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, var jeg så træt, at jeg ikke orkede at lave noget sammen med min kæreste og datter. I en lang periode var jeg også meget lydfølsom og reagerede voldsomt på larm. For eksempel kan jeg huske, at jeg røg helt op i det røde felt, da min datter væltede et glas vand, siger han.
I feburar i år skiftede Per arbejdsplads til en anden Danske Bank-afdeling i Virum, som er kontantløs. Han behøver derfor ikke længere at frygte røveri. Se præsentationen af Per i introklip fra 'BS & manddomsprøven' nedenfor.
- Jeg var en sur, gammel stodder at være sammen med
Som det fremgik af præsentationen af Per Clasen i første afsnit af 'BS & manddomsprøven', har han i en lang periode været svær at leve sammen med, fordi han har nægtet at tage stilling til noget og har overladt alle beslutninger til sin kæreste.
- Jeg gad ikke at tage diskussioner om for eksempel, hvilken lampe vi skulle have i stuen. Om det skulle være en standerlampe, eller én der hang ned. Det var nemmere bare at lade Jeanette afgøre det. Kort sagt: Jeg var en sur, gammel stodder at være sammen med, erkender Per med et grin.
Pers ligegyldighed og lade adfærd var da også årsagen til, at hans kæreste et halvt år efter episoden med bankrøveriet foreslog, at han skulle melde sig til BS-programmet.
Imponeret over BS: - Han læste mig som en åben bog
I forbindelse med en særligt udfordrende opgave på den øde Stillehavsø i 'BS & manddomsprøven', afslørede Per Clasen via sin adfærd, at hans problemer lå dybere, end de fleste nok lige havde regnet med. Og under en efterfølgende samtale på tomandshånd fandt BS Christiansen hurtigt frem til, hvor skoen trykkede.
- BS imponerede mig virkelig, da han ret hurtigt fandt frem til, at mit grundlæggende problem er, at jeg er bange for at miste. Jeg føler, at han læste mig som en åben bog. Som han så rigtigt sagde, bunder mine angstanfald formentlig i en dødsangst, der kom op til overfladen under bankrøveriet, men som har været der hele tiden, siger Per uddyber.
- Da jeg blev far for seks år siden, blev jeg overvældet af en kæmpestor frygt for at miste min datter. Bare hun hostede lidt om natten, sprang jeg straks ud af sengen for at tjekke, om hun trak vejret. Så jeg fik ikke meget søvn det første år af hendes liv, siger han med et lille grin.
I videoklippet nedenfor fortæller Per og et par af de øvrige deltagere i et interview i 'Go' Morgen Danmark' om, hvorfor de er med i BS-programmet.
Fik mest ud af at få hverdagen væk
At tage på overlevelsestur med BS og de syv andre mænd på den øde ø viste sig at være den helt rigtige kur for Per, som da heller ikke er i tvivl om, hvad der har gjort den største forskel for ham ved at deltage i tv-projektet:
- Jeg fik mest ud af at få hverdagen væk. For jeg havde nok brug for noget alenetid til at finde mig selv igen. På øen var der tid og plads til at reflektere over tingene. Solen gik ned kl. 18.00, og så var der bælgmørkt i de næste tolv timer, hvor man bare kunne være sig selv, forklarer Per, der desuden er glad for at have fået nogle gode, mentale redskaber af BS Christiansen.
- BS arbejder i praktiske løsninger, og han har blandt andet givet mig et meget effektivt og simpelt råd til, hvordan jeg kan stoppe angsten. Det lyder nok lidt skørt, men når der er optakt til et anfald, skal jeg bare råbe: "Nej, fandeme NEJ!". Jeg var nærmest chokeret over mig selv, da jeg prøvede det første gang. Men det virkede, og det var rigtig fedt, konstaterer han og tilføjer.
- Det er nok urmennesket i én, der viser sig, når man råber højt på den måde. I hvert fald giver det en følelse af, at man er i kontrol, mener han.
Er fysisk aktiv og har omlagt kosten
De mange fysiske udfordringer i BS-eksperimentet har samtidig givet Per lysten tilbage til at komme udendørs og bruge sin krop aktivt. Så nu er det slut med at ligge på sofaen i tide og utide.
- Jeg får det meget bedre, når jeg kommer ud og bevæger mig. Bare det at gå en tur i en times tid, hjælper. Så nu er det mig, der står og hopper hver søndag formiddag for at komme ud og fodre ænderne, lyder det fra BS-deltageren, som tidligere var aktiv sportsudøver og spillede håndbold på højt niveau, men måtte stoppe på grund af skader.
- Når det gælder den fysiske aktivitet, har jeg måttet starte helt fra bunden med gåture og træning i fitnesscenter, men jeg kan mærke, at det giver mig mere energi og overskud. Jeg har også omlagt kosten efter paleo-metoden, hvor man skal undgå kulhydrater. Jeg bager endda mit eget paleo-brød, siger han stolt.
Er blevet en bedre kæreste
I det hele taget er livsgnisten og lysten til at deltage i beslutninger på hjemmefronten vendt tilbage hos Per, som nu af egen fri vilje tager med på indkøbsture i IKEA, involverer sig i datterens kommende skolegang, og endda har pondus til slå igennem, når det gælder.
- Vi har lige købt ny bil, og det var mig, der bestemte, hvad det skulle være for én. Vi havde kig på to modeller, der mindede om hinanden. Men jeg VILLE have den ene. Så dér satte jeg foden ned. Og jeg fik fandeme lov!, triumferer Per, som også er blevet en meget bedre kæreste efter hjemkomsten.
Opholdet på øen fik ham til at indse, at han måtte gøre noget drastisk for at sende et signal til sin bedre halvdel om, at han var kommet videre med sig selv.
- Jeanette har stået model til rigtig meget, mens jeg har haft min nedtur, så jeg tog beslutningen om, at jeg ville fri til hende, når jeg kom hjem. Jeg gik på knæ i lufthavnen, og hun sagde heldigvis ja. Så nu er vi i gang med at spare op til brylluppet, lyder det glad fra Per Clasen.
Se andet afsnit af 'BS & manddomsprøven' mandag kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play