Samliv

Forfatter om 40-årige forældre: I elsker jeres børn for hårdt og for meget

De får trofæer og medaljer for alt, siger en amerikansk forfatter, der giver sit syn på, hvordan generation X fejlagtigt opdrager sine børn.

- Senere, når vores børn bliver ældre, vil de brokke sig over, at vi elskede dem for hårdt og for meget. At vi ikke lærte dem at tjene penge, holde et budget. At vi skulle lade dem lave flere fejl, gøre dem selv mere til grin. At de havde brug for flere regler, mere selvstændighed og mindre venskab, mindre skærmtid, mindre struktur.

Sådan skriver den amerikanske forfatter og litteraturanmelder Anjali Enjeti i et blogindlæg på Huffington Post.

Et blogindlæg, der allerede nu har vakt meget diskussion blandt de amerikanske forældre. For generation X, som man populært kalder personer født fra 1967 til 1977, fik muligvis børn for sent – og er nu endt som sure, søvnbedrøvede 40-something forældre.

- De skifter klorfri, biologisk nedbrydelige bleer, mens Dora Explorer (red. tegneserie for børn) forvandler sig til en hormonel teenager lige for øjnene af os, skriver Anjali Enjeti, der inkluderer sig selv i generationen, der senere vil få skæld ud af sine børn.

Da generation X var børn, blev man nogle gange valgt sidst i rundbold – og ifølge Anjali Enjeti måtte man ikke græde over det. Man fik fortalt, at man skulle mande sig op, blive voksen og komme over det.

Samtidig blev priser givet til det ene barn ud af 256, der rent faktisk havde vundet konkurrencen. Resten var tabere. Og det var okay.

- Medaljer, trofæer, bånd og guldcertifikater for bedste bænkevarme eller bedste snack-henter dækker nu vores børns soveværelsesvægge linet op på boghylder, skriver Anjali Enjeti.

Børn styrer vores liv

I blogindlægget ser forfatteren tilbage på sin egen generations barndom. En barndom hvor man fik sin husnøgle om halsen, gik hjem fra skole alene, mens forældrene stadig var på arbejde, og man legede på byggegrunde og i bunker af jord, mens man fik besked på at komme hjem, når det blev mørkt. Ikke et sekund tidligere.

Anderledes behandler generationen sine egne børn, mener Anjali Enjeti.

- Vi kører vores børn til skak, robotklasser, baseball, ballet, cello, svømmeundervisning og fødselsdagsfester. Selvom de styrer vores liv som vanvittige regenter, insisterer vi på, at alle aktiviteterne gør dem til afrundede, sociale, intellektuelle, konkurrence-mindede og kreative, skriver hun.

De er vores blomsterknopper

Og børnene får ifølge forfatteren sjældent lov at være alene. 

For generations X’ børn er en forlængelse af forældrene. De bliver båret i slynger som babyer, rygsække og klapvogne som småbørn og senere fulgt med GPS og apps. Og så sover de i forældrenes senge til 10-års alderen.

- Blomsterknopper hængende fra vores stilke. Og kvalitet, holdbarhed og karakteren af deres flor er helt afhængigt af vores omhyggelige, afmålte og forsættelige pleje, skriver hun.

Dansk debat om opdragelse

I Danmark har debatten om forældre og opdragelse mange gange fået sindene i kog. TV 2 har fortalt historien om forældre, der kom på forældrekurser, fordi man var for dårlig til at sige nej og sætte grænser for sine børn. Ligesom hårde ord og nedsættende vendinger er faldet om såkaldte curlingforældre, som baner vejen for deres børn igennem livet.

Debatten om curlingforældre eksploderede for alvor sidste forår, da de såkaldte dyrekort udløste en klage til ombudsmanden fra en vred forælder. I Salling, Bilka og Føtex fik man en pakke med fire samlekort, hver gang man købte for hundrede kroner, og der var 140 kort i alt. Men 30 af de 140 kort var specialkort – og ekstra svære at få grabberne i. Det fik Joan Vedel Andersen til at klage over kampagnen.

En sag, der fik Go’ Morgen Danmark-vært Morten Resen til at give en verbal røvfuld til de forældre, der ville klage over Dansk Supermarkeds kampagne.

Debatten om forældre, der ordner alting for deres børn, rullerede videre, da det kom frem, at flere unge har deres forældre med til jobsamtale. TV 2 fortalte historien om Jacob Friberg, der som 18-årig tog sin far med til jobsamtale – og denne historie fik mange danske til at skræppe op.