Sætningen ændrede alt: Jeg ser dig ikke som min egen datter
Charlottes forældre mødte hinanden for 32 år siden efter en festlig nat i byen og så aldrig mere hinanden. I stedet voksede Charlotte op med en løgn.
Charlottes mor var meget stille, da hun kom ud fra køkkenet i sit blomstrede, brunlige forklæde. Hun satte sig ned på hug til syv-årige Charlotte, der så tegnefilm. På skærmen havde tegnefilmens hovedperson, en lille pige der hed Sandybell, lige fået at vide af sin far, at han ikke var hendes far.
- Din far… begyndte Charlottes mor:
- Han er ikke din rigtige far.
Den mand, som Charlotte indtil da havde kaldt “far”, var ikke hendes biologiske far. Fra det øjeblik ændredes hendes verden.
I dag er Charlotte Rasmussen 31 år. Hun har selv en datter på fire år, og så er hun højgravid. Hun har aldrig kendt sin rigtige far.
Charlottes mor, Lena Rasmussen, har ikke set ham siden den nat i november for 32 år siden. Den nat, hvor hun blev gravid ved et tilfælde efter en koncert med puddelrockbandet Kiss i Hillerød.
Det er først nu, mange år efter at Charlotte fik nyheden foran fjernsynet, savnet for alvor rammer hende.
I TV 2-dokumentaren “Hemmeligheder og løgne - Min rigtige far” konfronterer Charlotte Rasmussen sin familiehemmelighed og går på jagt efter sin biologiske far. En jagt, der byder på mange forhindringer, men også hjælp fra en uventet kant.
Alle vidste det - undtagen Charlotte
De første år af Charlottes liv voksede hun op i det, der lignede en vaskeægte kernefamilie. Hun var ligesom alle de andre børn på vejen. Hun havde en far, en mor og et liv, hvor tiden gik med børnefødselsdage, konfirmationer og kærlige bedsteforældre. Alt var normalt, troede hun.
Men noget grundlæggende ændrede sig den dag foran fjernsynet, da hendes mor fortalte sandheden og afslørede den hemmelighed, hun ellers havde svoret at holde for sig selv.
- Jeg kan huske, da min stedfar kommer hjem... Jeg kigger sådan lidt ekstra på ham, siger Charlotte Rasmussen og tilføjer:
- De andre voksne i min familie har godt vidst det. Flere gange har nogle af de voksne i min mors familie forsøgt at få min mor til at fortælle mig sandheden. Min oldemor og min mors farmor kom tit og ofte til at sige højt foran mig, at sandheden altså skulle frem. Jeg hørte det bare ikke som barn.
Sandheden er, at hendes mor end ikke kendte efternavnet på den mand, der gjorde hende gravid. Hun vidste kun, at han hed Karsten.
Ikke længere som alle de andre
Men selvom Charlotte kun var en lille pige, der ikke forstod omfanget af den nye virkelighed, plantede den alligevel et lille hul i maven på hende. Noget var pludselig anderledes.
- Da jeg kommer i skole dagen efter, fortæller jeg alle de andre børn, at min far ikke er min rigtige far. Lærerne ringer selvfølgelig senere på dagen hjem til min mor og min stedfar og spørger, hvorfor jeg går og siger sådan nogle ting?
Charlotte var ikke længere som de andre børn på vejen.
Men med en mor og en far, som passede godt på hende – biologisk eller ej – fortsatte Charlottes liv stort set som hidtil. Charlottes stedfar og hendes mor, Lena, mødte hinanden, da Charlotte var blot ét år gammel, så derfor havde Charlotte altid set stedfaren som sin rigtige far. Det var først, da han mange år senere svigtede hende, at det billede krakelerede.
- Jeg har slet ikke tænkt på at lede efter min biologiske far som teenager. Jeg havde jo min stedfar. Han var min far. Jeg havde ikke brug for at finde noget andet, siger Charlotte Rasmussen.
- Men at det kom til at fylde så meget, så mange år efter. Dét havde jeg ikke regnet med.
Da Charlotte var 17 år, blev hendes mor og stedfar skilt. Selvom hun og hendes mor flyttede ud, så Charlotte ham fra tid til anden. Men alt det blev ødelagt med en enkelt telefonopringning.
- Jeg har ikke respekt for dig, og jeg gider ikke spilde min tid
Det var en sommeraften den 28. august 2008. Charlotte Rasmussen havde lige holdt fødselsdag og havde en ven på besøg. Det var varmt, så altandøren stod åben, da telefonen ringede.
- Hej farmand! sagde Charlotte Rasmussen som sædvanlig. Hun kunne straks høre på sin stedfar i den anden ende, at noget var helt galt.
- Jeg ser dig ikke som min egen datter. Jeg har ikke respekt for dig, og jeg gider ikke spilde min tid. Så vil jeg hellere bruge min energi på nogle andre mennesker i mit liv, husker Charlotte Rasmussen at høre ham sige.
Han gjorde det helt klart, at han var færdig med at være hendes far.
Stedfarens svigt overvældede Charlotte Rasmussen. Mens han talte til hende i telefonen, smuldrede fundamentet i hendes liv.
- Det kom ud af det blå. Jeg havde slet ikke set det komme. Jeg mistede noget for den mandlige rolle – jeg mistede noget for mænd. Jeg mistede ham, man aldrig skal miste. Hvem vil så have én? Hvem vil så være en del af én, når ens far ikke engang vil være en del af ens liv? spørger Charlotte Rasmussen.
Tomrummet vokser
Charlottes stedfar har aldrig siden givet hende en forklaring på sin forsvinden. Beskeden ødelagde hendes liv, men satte også gang i en ny bevægelse.
- Mit liv ændrede sig helt vildt. Jeg gik ned med stress og måtte få psykologhjælp, siger Charlotte Rasmussen om tiden efter bruddet med stedfaren.
- Jeg havde troet, at jeg skulle have ham (stedfaren, red.) resten af mit liv, siger Charlotte Rasmussen.
Mens hun fik bearbejdet oplevelsen med sin psykolog, satte traumet efter stedfarens svigt en masse tanker i gang. Hun tænkte på beskeden, hun fik, da hun var syv.
Tankerne om den biologiske far begyndte at fylde mere og mere i Charlottes hoved. Hun har flere gange set mænd på omtrent sin mors alder i tv, der hed Karsten og tænkt på, om de mon kunne være hendes far.
Men det var først nogle år senere, da Charlotte blev gravid og fødte sin første datter, at hendes trang til at finde sin biologiske far havde vokset sig så stor, at hun ikke længere kunne ignorere det tomrum, hun følte indeni.
- Da jeg bliver gravid og så pludselig har det her lille menneske i mine arme, tænker jeg, at hun jo også har brug for en morfar, siger Charlotte Rasmussen.
Men det er først, da hun bliver gravid igen og venter sin anden datter, at hun beslutter sig for at for at finde sin far. Det skal dog vise sig at blive sværere, end hun havde troet.
Høj, slank og lyshåret
Charlotte kender intet til sin biologiske far. Hun ved kun, at han hedder Karsten, og at hendes mor tilbragte en enkelt nat med ham efter en farverig, våd hverdagsaften i byen i Hillerød i november, 1983.
Karsten havde været til koncert med rockbandet KISS i Frederiksborghallen, før han og hans kammerater besluttede sig for at tage videre på bodega.
Charlottes mor, Lena Rasmussen, var på dette tidspunkt 22 år. Hun husker, at de mødes på en bar kaldet “Jernstangen”, men aftenen på beværtningen og mødet med Karsten står dog en smule sløret i Lenas hukommelse.
- Han var høj, slank og lyshåret. Han var 19 eller 20 år, husker Lena Rasmussen i dag.
Lena husker hverken øjenfarve, eller at der bliver kigget særligt dybt i øjnene den aften. Efter nogle timer på bodega følges Lena og Karsten hjem til hendes lejlighed, hvor de tilbringer natten sammen.
Næste morgen følger hun ham til Birkerød station. Da de siger farvel, nævner han en enkelt ting, der 32 år senere skal vises sig at blive helt central for Charlottes chancer for at finde ham.
Karsten fortæller, at han bor kun fem minutter fra Rødovre Station.
Charlotte og hendes mor har med andre ord ikke andre oplysninger at gå efter end hans navn og anslåede bopæl for over 30 år siden. Alligevel går jagten på Charlottes biologiske far ind, mens bulen på hendes mave vokser.
Gammel politirapport dukker op
Hos politiet får Charlotte og Lena den nedslående nyhed. Politirapporten fra lige efter Charlottes fødsel, hvor man ledte efter hendes far, findes ikke længere i systemet. Derfor vælger Charlotte at kontakte en privatdetektiv, som heller ikke kan hjælpe hende, når der ikke er flere spor at gå efter.
Privatdetektiven foreslår i stedet, at Charlotte søger i Rigsarkivet. Så halvanden uge inden Charlottes termin, tager hun med sin mor i Rigsarkivet. Og der er jackpot.
Politirapporten fra 1983 findes stadig på Rigsarkivet.
Men da afgørelsen kommer med posten et par uger senere, står det hurtigt klart for Lena og Charlotte, at de ikke får meget ud af den. I politirapportens afsluttende konklusion har den ansvarshavende politimand skrevet en bidende kommentar om Lenas mangelfulde informationer:
”Jeg tror ikke, at vi kommer videre med denne sag. Han (Charlottes far, red.) kan lige så godt have heddet Alfred og boet i Helsingør. Hvem ved?”
- De har nok grinet lidt i krogene, siger Lena Rasmussen.
Men for Charlotte er hendes mors hullede hukommelse alt andet end sjov. Det ser nu næsten umuligt ud for Charlotte at finde frem til sin biologiske far. De er begge slået ud af den mangelfulde rapport og jagten på at finde Charlottes biologiske far ser ud til at have nået sin ende. Charlotte er tæt på at give op.
Det sidste desperate forsøg
Tre uger efter den nedslående nyhed bliver Charlotte mor til sin datter nummer to. De lykkelige omstændigheder sætter igen gang i en masse tanker i hovedet på hende. Behovet for at have en hel familie fylder mere end nogensinde.
- Når jeg sidder her med mine lille pige, så kan jeg jo godt mærke, hvor meget jeg savner min familie, og hvor meget det betyder for mig, at mine børn har en mor og en far og nogle bedsteforældre, siger Charlotte Rasmussen.
- Ved min første fødsel var det meget, meget tæt på, at min stedfar havde slået hånden af mig. Der lå han stadig i mine tanker – og jeg tænkte, at nu gik han glip af at blive morfar. Jeg mistede jo heller ikke kun ham. Jeg mistede også min farmor og farfar. Jeg mistede det hele, tilføjer hun.
- Det er vildt at tænke på, at den hemmelighed jeg fik fortalt, da jeg var en lille pige, ikke betød noget dengang, men nu fylder det så meget, at jeg bare må have svar.
Charlotte beslutter sig for at gøre et allersidste forsøg. Hun tager sagen i egen hånd og tager til Rødovre. Det sidste sted, hun ved, at hendes biologisk far har boet.
Hun hænger flyers op på gaden med de få informationer, hun har, selvom hun ikke ved, om han stadig bor i Rødovre. Hun deler også opslaget på Facebook.
”JEG LEDER EFTER MIN FAR”, lyder overskriften.
“Hej Charlotte…”
Opslaget bliver lynhurtigt delt over 2000 gange på Facebook.
Men på trods af de mange delinger på Facebook og de hundredvis af flyers går tiden uden, at Charlotte får nogle henvendelser. Charlottes far, Karsten, kan ligeså godt bo i Nordjylland, som i Rødovre - eller han kan ligefrem være død. Chancen for at hendes efterlysningen er nået frem til Karsten er lille.
Men pludselig en dag får Charlotte en besked på Facebook:
Efter mange års afsavn og søgen efter sin far, skal det vise sig, at et simpelt Facebook-opslag har gjort hele forskellen.
- At jeg kunne finde min far på så få informationer – på nogle få flyers. Det var helt vanvittigt, siger Charlotte Rasmussen.
Men er Nadias far virkelig også Charlottes? Charlotte tør ikke lade champagne-propperne springe endnu.
Afgørelsen
Charlotte, der næsten var ved at miste håbet, er målløs. Måske er hendes far og hendes nye familie lige på den anden side af Facebook-brugeren ”Nadia”. Selvom Nadia i beskeden fortæller, at hendes far matcher Charlottes beskrivelse, så tør Charlotte ikke tillade sig selv at reagere, før hun har fået taget en DNA-test.
Charlotte modtager med posten en vatpind, som hun skal gnubbe på indersiden af sin kind for at samle DNA fra slimhinden, og det samme gør Nadia. De sender begge deres prøver til et laboratorium, som skal afgøre, om de er i familie.
Charlotte må hun vente en hel nervepirrende uge, før svaret en dag dumper ind af brevsprækken.
Nadia havde ret. DNA-testen bekræfter, at Charlotte og Nadia med 99,8 procents sikkerhed er halvsøstre. Beskeden overvælder Charlottes mor:
- Du har fået en lillesøster og en far. Jeg havde aldrig, aldrig i livet troet på det. Og så bor manden stadigvæk i Rødovre, siger en overvældet Lena Rasmussen.
Charlottes far har siden sin ene nat med Charlottes mor - utroligt nok - levet i Rødovre, kun 10 kilometer fra Kongens Lyngby hvor Charlotte bor i dag. Han har i dag en enkelt voksen datter – Nadia, som valgte at skrive til Charlotte.
Men midt i lykken melder frygten sig.
Mødet med den nye familie
Charlotte er på en og samme tid lettet og overvældet. Men midt i glæden ved den store nyhed, bliver Charlotte også ramt af angsten for, at den nye familie heller ikke vil have kontakt med hende. At de vil vælge hende fra, som hendes stedfar gjorde.
- Jeg har det rigtig svært med, hvis jeg bliver afvist. Den der “Jeg vil ikke have noget med dig at gøre-situation”, som jeg har stået i med min stedfar. Derfor er jeg jo også rigtig bange for, at Nadia vil afvise mig – eller at min biologiske far ikke har lyst til at møde mig. Er jeg ikke god nok? Eller har han nok i det, som han har i forvejen? Jeg er bare utrolig bange for at blive afvist igen, siger Charlotte Rasmussen, der aftaler med Nadia, at de to skal mødes på en café.
Det gør de få uger senere. Charlotte er spændt og “død nervøs”, men angsten forsvinder ved første kram.
- Det var slet ikke akavet. Det var faktisk rigtig dejligt – vi snakkede virkelig meget og virkelig godt, siger Charlotte Rasmussen.
Charlotte og Nadia snakker i timevis på caféen, og det går hurtigt op for Charlotte, at hun ligner både sin far, Karsten, og sin farmor.
Der er bare ét problem: Charlottes biologiske far vil ikke mødes med hende.
Brevet til hendes far
Desværre vil faren ikke mødes med Charlotte med det samme. Nyheden om hans nye datter har overrasket ham så meget, at han ikke kan overkomme at se hende.
- Jeg forstår ham godt, siger Charlotte Rasmussen og uddyber.
- Det skal være i Karstens tempo, og ikke før, at han er klar. Det har jo været et lige så stort chok for ham som for mig - og jeg har haft længere tid end ham til at vænne mig til, at jeg havde en far, jeg ikke kendte. Han har jo aldrig kendt til min eksistens, siger Charlotte Rasmussen, der ikke ønsker, at han påtager sig en far-rolle for hende. Hun ønsker blot at møde ham.
- Jeg vil også rigtig gerne møde min farmor en dag. Jeg ligner hende rigtig meget på billederne. Vi har nogle af de samme træk.
Charlotte voksede op uden at kende til sin families store hemmelighed. En hemmelighed, der skulle vise sig at få omfattende konsekvenser for Charlotte og efterlade hende med et tomrum efter sin manglende far. Men for Charlotte er historien om hendes familie i dag kun lige begyndt at tage form.
- Jeg havde nok mere savnet den helt store kernefamilie. Det var min drøm. Men jeg har fået ro i sindet. Og det er enormt rart for mig, at min biologiske far ved, at jeg eksisterer, siger Charlotte Rasmussen.
I dag har hun fået en søster. En moster til sine børn og måske en dag en far.
- Det er jo ham, jeg har ledt efter, men når det så er sagt, så er det jo fantastisk og vildt, at jeg har fået en halvsøster, fortæller Charlotte Rasmussen, der har skrevet et brev til sin biologiske far:
”Kære Karsten
Det hele må være svært at forstå, at jeg pludselig kommer ud af det blå. Jeg har igennem hele mit liv tænkt på dig, og jeg har altid håbet på, at jeg en dag skulle være så heldig, at jeg en dag skulle møde dig; se dig i øjnene, give dig en stor krammer og snakke om hvert vores liv – og hvad vi har oplevet.
Jeg ved fra Nadia, at du var meget god til at spille guitar, da du var ung. Sjovt nok har jeg altid ville spille guitar, og jeg købte én for to år siden. Måske du vil lære mig det? Jeg håber, at vi ses en dag.
Knus Charlotte, din datter.”
Hun har ikke sendt brevet endnu, men hun håber, at de en skønne dag kan mødes.