Da Mads’ mor døde, afslørede hans far hemmelighed fra 1968
Mads Cort havde altid troet, han var en del af en solid kernefamilie. Men da moren døde, fortalte faren en hemmelighed, som ændrede hans selvbillede.
Døden kom som en befrielse.
Omgivet af sin nærmeste familie åndede Inge Lise Hansen ud på Vejle Sygehus klokken 14.08, søndag den 22. juni 2008. I 21 år havde hun kæmpet en pinefuld kamp mod dissemineret sklerose, en kronisk og invaliderende lidelse i centralnervesystemet, og da hun endelig fik fred, var det derfor afslutningen på et modbydeligt sygdomsforløb. For familien var det både en sorgens og lettelsens dag.
I et forsøg på at bearbejde dagens indtryk samlede faren, Bendt Cort, sine to sønner, Jesper og Mads, til gravøl i forældrenes gule parcelhus lidt nord for Vejle Fjord. Et følelsesladet øjeblik i en familie, hvor der ellers ikke blev talt om følelser.
Over en håndfuld Pokal Classic vekslede samtalen ved køkkenbordet mellem lethed og dybde, indtil faren rejste sig op for at hente endnu en omgang. Med nyåbnede pilsnere i hånden åbnede han samtidig for en hidtil ukendt side af sig selv.
- Der er noget, jeg gerne vil fortælle, sagde Bendt Cort – afdæmpet men bestemt – til sine to sønner:
- Jeg havde et kvindeligt bekendtskab i Svendborg, før jeg mødte jeres mor.
Og med sin næste sætning blotlagde faren en hemmelighed, som med ét slag ændrede Mads’ selvopfattelse.
- Senere blev jeg indkaldt til – og idømt – en faderskabssag, afslørede faren.
I mere end 31 år havde brødrene Mads og Jesper troet, at de blot havde hinanden, men nu viste det sig, at de havde en halvbror. I et forsøg på at finde en passende grimasse, grinede de alle tre ved tanken.
- Det kan jo ske for enhver, udbrød Mads en smule famlende, mens broren, vel vidende at faren havde været sømand i mange år, tilføjede:
- Er der andre havnebyer, vi skal lede i?
Men med tiden meldte to helt grundlæggende spørgsmål sig for Mads Cort: Hvorfor havde han ikke fået noget at vide før? Og hvor var hans halvbror nu?
De spørgsmål søger Mads Cort svarene på i TV 2-dokumentaren ”Hemmeligheder og løgne – den ukendte halvbror", der bliver sendt tirsdag aften klokken 20 på TV 2. Med hjælp fra familien får han i sidste ende afdækket hemmeligheden og ender med svar på mere, end han søgte.
Pludselig var den indre balance væk
Morens død afsluttede et kapitel, men farens afsløring åbnede et nyt. Selvom Mads Cort, der er folkeskolelærer, kun fem uger efter morens død tog til Grønland for at undervise, jage og fiske, kunne selv ikke landskabets harmoni genskabe den indre balance. En afgørende brik i Mads’ selvbillede manglede, og en stor del af forklaringen på, hvorfor det betød så meget for ham, skulle findes dybt i hans asatro.
På sin krop, formet af mange års boksetræning, bar Mads to tatoveringer, Soltegnet og Thors hammer, som begge – i kraft af deres centrale plads i nordisk mytologi – vidnede om tætte bånd til fortiden og naturen.
- Jeg betragter vores historie som essentiel for vores kultur og identitet. Asatroen er en naturtro, hvor vi er ét med vores oprindelsessted og vores slægt, eller vores æt, fortæller Mads Cort i dag.
- Det er som en rød tråd og helt afgørende for vores selvforståelse.
Med andre ord: Man er nødt til at kende sin familie, hvis man skal kende sig selv. Hvis Mads skulle forstå sin kultur og samle et fuldgyldigt billede af sin identitet, måtte han have slægtens oprindelse og nylige forgreninger på plads.
Uvisheden gav uro. Tanken om en mulig halvbror – og de spørgsmål det medførte – lurede konstant i hans underbevidsthed og kom jævnligt op til overfladen. Hvad var farens og senere familiens rolle i faderskabssagen? Burde man overhovedet rode i farens fortid? Hvem var halvbroren? Hvor boede han? Og havde han det godt?
I februar 2015, efter lang tids tilløb og flere års Google-søgninger, besluttede Mads Cort sig endelig for at sætte alt ind i jagten på sin biologiske halvbror.
”En meget køn dreng”
Halvbroren hed Christian, han havde mørke øjne og var med en fjern slægtnings ord ”en meget køn dreng.” Mere vidste Mads Cort ikke. Men med hjælp fra morens kusine og morens kusines kusine føjede han langsomt brikker, navne, steder og datoer til puslespillet. Trods vildspor, der indledningsvis pegede i retning af både Randers og Rudkøbing, lykkedes det med tiden at indsnævre familiesøgningen til 179 personer, der havde det rigtige efternavn.
Der manglede til gengæld så mange detaljer, at Mads – efter megen betænkningstid – besluttede sig for at tage den følelsesladede samtale med faren. Farens sager var trods alt også hans, men Mads frygtede, at han ville stille sig på bagbenene. Eller endnu værre: At han ville tage søgningen efter Christian ilde op og måske sætte en stopper for den.
Det var derfor med en vis uro, at Mads satte sig i sofaen i farens hus i Bredballe og knappede en øl op for at tage en snak om fortiden.
- Fatter, jeg har arbejdet lidt i den proces med at finde Christian, indledte Mads Cort, men det var straks tydeligt, at han havde bekymret sig unødvendigt.
Faren tog situationen roligt, var positivt stemt og bakkede ubetinget op om sønnens søgen. En endelig afklaring på faderskabssagen var også vigtig for faren, kunne Mads fornemme. Og da faren først begyndte at fortælle, stod det pludselig klart, hvorfor han aldrig tidligere havde talt om Christian.
To mænd blev indkaldt til byretten
Bendt Cort var sømand, uddannet i værfts- og industribyen Svendborg, hvor alle kendte til livets hårdhed og vigtigheden af at opsøge livets lethed. På søen skulle man være i fuld kontrol, på land kunne man tillade sig at give slip for en stund. I en by fyldt med sygeplejersker, studiner og sømænd var der gang i nattelivet.
I Torvestræde lå et værtshus, hvor Bendt Cort, der ifølge sønnen var kendt som en festlig fyr, gik i byen og ikke sjældent faldt i snak med det modsatte køn.
Det var også tilfældet i 1967, året hvor faren gjorde sin styrmandsuddannelse færdig. Før han stod til søs, indledte han et forhold til Inge Lise, som senere blev hans hustru, men han havde også kendt en anden ung kvinde i et par måneder forinden.
- I 1968 sejlede jeg mere eller mindre hele året som styrmand på M/F Maren Skou, men modtog i foråret et anbefalet brev med posten, hvor jeg blev indkaldt til en faderskabssag, husker Bendt Cort.
På grund af sine mange måneder på havet kunne Bendt Cort indledningsvist ikke møde op, og for den 23-årige sømand var faderskabspåstanden både overraskende og usandsynlig. Den lille dreng, Christian, var kommet til verden i starten af året, men Bendt Cort kunne ikke få tidslinjen til at passe og protesterede med egne ord lige fra dag ét.
Da Bendt Cort igen lagde til dansk grund, betød det til gengæld, at han skulle gennemgå lægelige tests forud for sit møde i byretten. De skulle slå fast, om han rent faktisk var far til Christian. Samme tests gennemgik mindst én anden potentiel far, en maskinmester fra Svendborg, som også var blevet påbudt at møde i Københavns Byret.
Dommens dag
Selvom Bendt Cort vedblev at hævde sin uskyld, såede de medicinske tests tvivl om hans argumenter. I sidste ende blev Rigshospitalets blodprøve i kombination med en måling af Bendt Corts kranie afgørende. Målingen af kraniet, ved hjælp af den såkaldte dansemester-passer, som med indadbøjede spidser kunne måle både længde og bredde, pegede i retning af Cort som far. Eller måske rettere: Målingen pegede mere i retning af Cort end maskinmesteren.
Dommen blev afsagt. Bendt Cort blev udpeget som far og et månedligt børnebidrag aftalt. 500 kroner af en daværende månedsløn på omkring 2000 kroner i 10 år.
- Vi var kun to, der var inde at blive testet med blodtype, og der var min tilsyneladende mere sammenlignelig med barnets end ”kombattantens”, fortæller Bendt Cort i dag med et grin, men tilføjer mere alvorligt.
- Et eller andet sted følte jeg mig uskyldigt dømt.
Uforklarligt bekendte øjne
Tvivlen om faderskabet var årsagen til, at Bendt Cort havde holdt halvbrorens eksistens hemmelig for sine to sønner helt frem til morens død. Faktisk var Bendt Cort stadig fast overbevist om, at han ikke var faren, men for sønnen, der til daglig underviste folkeskole-elever i kemi og matematik, måtte der videnskabelig vished til. Slægten – og kendskabet til slægtens historie – var afgørende for Mads’ forståelse af sig selv og familien.
Med hjælp fra de oplysninger faren havde givet ham og research fra et familiemedlem, lykkedes det endelig at forbinde stregerne i stamtræet.
En sen efterårsaften 2015 satte Mads sig til computeren for endnu en gang at gennemgå de søgetjenester, som han havde kigget på siden sommeren 2008. Men til forskel fra alle andre aftener de seneste syv år, stirrede der denne gang et par uforklarligt bekendte øjne tilbage. Endelig var der kontakt.
Svaret kom efter ni dage
”Kære Christian,” indledte Mads sit håndskrevne brev:
”Jeg kunne selvfølgelig skrive mangt og meget om mig og min familie, men jeg vil meget hellere fortælle dig det over en kop kaffe, derfor vil jeg spørge dig, om du vil mødes med mig til en uforpligtende snak.”
Endelig var Mads snublende tæt på at få svar på det sidste spørgsmål, som han havde brugt så meget energi på at besvare. Ni dage senere, den 28. september klokken 21.43, kom der endelig svar fra Christian. Med pejsen buldrende i baggrunden satte Mads sig til computeren og læste højt af den e-mail, han havde modtaget.
”Kære Mads, tak for dit brev. Det er et fint og sobert initiativ. Jeg er bekendt med, at min far ikke er min biologiske far, og at han har adopteret mig, men min mor har jeg nu altid haft,” skrev Christian.
Vigtigst af alt havde Christian det tilsyneladende godt og ville gerne mødes.
Tog til mødet med udstyr i lommen
- Det er en lang proces, som når sit klimaks nu, tænker Mads forud for sit længe ventede møde med Christian i slutningen af oktober. Endelig kan han få vished for, om slægten har endnu en forgrening.
Det står til gengæld også klart, at kontakten til Christian har ført til flere store spørgsmål for dem begge. Roder de for meget op i hinandens familiehistorie? Har de overhovedet noget til fælles? Og – måske vigtigst – er de overhovedet halvbrødre?
- Når man i syv år har gået med tanker om sin halvbror, så er det rigtig rart at nå dertil, hvor man kan møde personen ansigt-til-ansigt, men den tvivl jeg har om, hvorvidt han nu er min bror, gør nok, at jeg ikke lige falder i armene på ham.
De to potentielle brødre mødes ved et spisested lidt nord for København, giver hinanden hånden og går så en tur rundt om en nærliggende sø. Hurtigt viser det sig, at de har meget til fælles ud over øjnene. Så meget endda, at det ikke er svært at forestille sig familiebånd. Eller måske er det bare ønsket om familiebånd, der påvirker opfattelsen?
- Jeg er friluftsmenneske, og det er han også. Han havde et par vandrestøvler på og Fjällräven-udstyr med, og det er jo mig op ad dage. Også på andre måder kunne han godt minde om en sammensætning af min bror og mig, husker Mads Cort.
Efterårsbladene er ved at falde af træerne, og tågen hænger dovent over vandet, mens Mads på gåturen fortæller lidt om sin proces med at finde frem til Christian, om barndommen, morens død og farens oplevelse i byretten. Da de når halvvejs rundt om søen, skifter Mads til gengæld emne.
- Christian, du skal vide, at da min far møder op i retten, er der to mænd, som er kaldt ind, og eftersom de ikke brugte DNA-tests dengang, så har jeg en snert af tvivl om, hvorvidt du er min halvbror, så jeg har faktisk medbragt en DNA-test, fortæller Mads Cort og tager testkittet op af lommen.
Christian er dog ikke umiddelbart indstillet på at tage testen. En af hans bekymringer er ifølge Mads frygten for, at Bendt Cort måske vil kræve børnepengene tilbage, hvis det viser sig, at de ikke er i familie sammen. Men den frygt er ubegrundet.
- Pengene er forhistorie. Min far tænker ikke på penge, når de er brugt. Og han ved godt, at der er spist rugbrød og smør for de penge, fortæller Mads Cort.
I sidste ende indvilliger Christian derfor i at tage testen, og Mads sender prøven til Tyskland. Selvom øjnene ligner, og han og broren har mange interessefællesskaber med Christian, er han nødt til at være sikker.
Vished med posten
En overskyet efterårsdag sidst i oktober sætter Mads sig ned til vandet med sin kæreste Julie og hunden Molly. Der er kommet DNA-svar fra Tyskland, og her ved Elsehoved på Sydøstfyn, ikke langt fra Tiselholt Gods, er der fred at finde lige meget, hvad der måtte stå i brevet.
Mads har tænkt situationen igennem mange gange, før han åbner kuverten. Uanset udfaldet kan han gå fra strandbredden med fred i sindet, men alligevel banker hjertet en smule ekstra, da han sidder med brevet.
- Jeg er glad, fordi jeg har mødt en fyr, som jeg rigtig godt kunne lide. Men jeg er også bare sådan indrettet, at jeg kan først stikke armene op over hovedet og juble og være rigtig glad i det øjeblik, jeg har 99,999 procents sikkerhed for, at Christian er min halvbror, forklarer Mads Cort.
- Som man siger i boksning ”it ain’t over ’till it’s over”. Man sænker ikke paraderne og viser følelser, før det hele er slut.
Familiens æt, fundamentet for medlemmernes identitet, skal først med sikkerhed fastslås. Efter en kortere tænkepause, åbner han brevet og lader øjnene flakke hen over teksten. Men han er så spændt, at han må læse brevet endnu en gang for at forstå meningen. Svaret er hverken så klart eller så positivt, som han kunne have ønsket.
Det dyreste knald nogensinde
”Sandsynligheden for, at personerne er halvsøskende, er 1,9 procent sikkert,” står der i DNA-testens resultat. Først ved endnu en gennemlæsning synker resultatet stille og rolig ind. Mads og Christian er ikke halvbrødre.
- Hvor er det vildt. Tænk sig, at jeg kan stå at kigge en anden person i øjnene og finde lighedstræk. Det er nok bare fordi, man søger det, når man kigger, siger Mads Cort.
Som han står der ved vandkanten, er det til gengæld også i visheden om, at faren har haft en god grund til ikke at fortælle ham om faderskabssagen. Bendt Cort troede jo netop ikke, at han var faren. Samtidig er det også en glæde at vide, at Christian har det godt, med en god familie og et godt job, trods sin skæve start på livet.
Personligt glæder Mads sig over at have fået klarhed over familiehistorien og endnu større viden om den slægt, han selv med kæresten Julie og børnene Stefan, Aja og Lue er i gang med at udvide. Og så er det en ekstra gevinst, at han har løst en del af den gåde, som det danske retssystem ikke formåede at løse for hans far i 1969.
I syv år har Mads gået og opbygget et billede af endnu et familiemedlem, brugt en masse energi, en masse krudt, en masse tanker og en masse følelser på tanken om halvbroren, Christian. Og så holder det ikke stik alligevel. Hemmeligheden, der blev afsløret i køkkenet i 2008, er nu endelig afdækket, men alligevel har Mads, ligesom dengang i 2008, svært ved at finde en passende grimasse, da han ringer til sin far for at fortælle nyheden.
- Fatter. Jeg har fået svar på en DNA-test i dag. Du er blevet frikendt dags dato, fortæller Mads Cort med et smil på læben.
- Det var da dejligt, lyder svaret fra den tidligere sømand, inden han, med et grin og henvisning til børnepengene tilføjer:
- Det var det dyreste knald, jeg nogensinde har haft.