Samliv

Charlotte Højlund: Hvornår må man vælge et barn fra?

Der kan være mange årsager til, at man ønsker at vælge et barn fra, og fosterdiagnostik kan hjælpe os med nogle svar. Men en ting er det praktisk mulige, der er vel også andre hensyn?

Da jeg i en alder af 38 år ventede mit sjette barn, kom det som noget af en overraskelse for både mig og barnets far.

Vi havde en klar aftale om, at vi ikke skulle have flere børn, så det var alt andet end planlagt. Vi var allerede rimeligt hårdt pressede med fem relativt små børn i huset, hvoraf de to yngste var såkaldte pseudotvillinger – to drenge på henholdsvis et og to et halvt med temmelig meget krudt i røven.

Derudover var jeg netop startet i nyt job, så det var på alle måder meget uheldigt med en graviditet lige på det tidspunkt, og min daværende mands umiddelbare reaktion var derfor, at jeg skulle få en abort.

Måske bliver valget taget for os

Det kunne jeg ikke få mig selv til, men da jeg ikke var den yngste mor, tog jeg imod tilbuddet om fosterdiagnostik i form af blodprøver og scanning, der blandt andet kan påvise Downs Syndrom og alvorlige misdannelser. Og som jeg sagde til ham: ’Lad os nu se, måske valget bliver taget for os.’

På grund af min alder var risikoen for, at der var noget ’galt’ med barnet højere end ellers, så derfor valgte jeg ikke at fortælle min arbejdsgiver om min graviditet med det samme, for måske det slet ikke blev nødvendigt.

Min mand accepterede modvilligt, at jeg ikke ville få foretaget en provokeret abort, men havde det på den anden side svært med, at jeg kunne vælge barnet fra, hvis det viste sig, at der var noget i vejen med det.

Fosterdiagnostikken kan ikke give en sikre svar, men det giver en risikoprofil og dermed en sandsynlighedsberegning. Der er ingen garantier for et raskt barn, men får man en beregning, der siger, at det efter al sandsynlighed er det, tilbydes der ikke yderligere undersøgelser. Sådan så min profil ud, så graviditeten blev offentliggjort, og vi fik også et sundt og raskt barn, Luna.

Gravid igen - planlagt

Da jeg fem år senere igen blev gravid, denne gang planlagt, genovervejede jeg meget, om jeg igen skulle vælge at få foretaget fosterdiagnostik, for hvad skulle der til for, at jeg valgte det fra?

Problemet med diagnostikken er, at den kun kan sige, at der er noget galt med barnet, som fx at det har Downs Syndrom, men ikke kan sige noget om i hvor høj grad. Og det sidste ville faktisk gøre en stor forskel for mig.

For der er mange virkelig velfungerende mennesker med Downs. Mennesker, der bringer en masse positivt med sig. Men der er også dem med Downs, der har alvorlige hjerteproblemer og skal igennem en flere operationer allerede som spæde, og som er så hårdt ramt, at de kræver en masse pasning og ikke får et ordentligt liv. Det er synd for både dem, forældrene og deres søskende.

Derfor ville jeg være et barn fra

Og netop hensynet til søskende var det, der gjorde, at jeg endnu en gang valgte det til på trods af min modvilje. Og det, der var mit argument over for barnets far, når han ikke forstod, hvordan jeg/man kunne vælge et barn fra bare fordi, det ikke var helt normalt: At jeg simpelthen ikke følte, at jeg kunne tillade mig at vælge et meget pasningskrævende barn til, når der allerede var fem eller seks andre børn i hjemmet, som også havde brug for og krævede deres forældre.

Efter at have set ’Da autismen ramte os’ på TV2 torsdag aften er jeg også kun blevet bekræftet i, at det var den rigtige beslutning, da det ene par fortæller, at de godt er klar over, at de forsømmer datteren, der ikke har autisme, fordi hendes bror fylder så meget.

Moren fortæller også, at hvis de kunne få at vide, at det barn, de venter sig nu, også havde autisme, så valgte de det fra. Fordi det bare er så hårdt. Og til tider også for hårdt.

Det kan jeg sagtens forstå. For uanset hvor meget man elsker sine børn, så kan det også være rigtig, rigtig hårdt – selv med helt almindelige, sunde og raske børn.

Så jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være med børn, der kræver så meget af en, som et barn med autisme. For slet ikke at tale om moren, der bor alene med hele tre teenagesønner, der alle har en autisme-diagnose.

Jeg får tit at vide, at det er flot og kalder på respekt, at jeg har syv børn. Men det er syv sunde, raske og velfungerende børn og dermed vand i forhold til, hvad disse forældre klarer. Hatten af for dem – i enhver henseende.

Se dokumentaren 'Da autismen ramte os' på TV2 PLAY