BS & Manddomsprøven

BS & Manddomsprøven: Sådan går det de otte mænd i dag

Det er nu et år siden, BS Christiansen og de otte mænd vendte hjem fra det tre uger lange ophold på den øde stillehavsø. Og der er sket meget siden.

Da seerne tog afsked med deltagerne i sjette og sidste afsnit af 'BS & Manddomsprøven', var der gået et halvt år, siden de forlod den lille tropiske ø Palau på en hjemmebygget tømmerflåde og blev samlet op af en redningsbåd ude i Stillehavet.

Efter strabadserne på øen var mændene opfyldt af en kæmpe eufori og forventning over det gode liv, de ville skabe for sig selv og deres familier, når de kom hjem til Danmark. De havde allesammen gennemgået en stor forvandling i deres måde at anskue hverdagens udfordringer på.

Og der var allerede sket meget, da kameraholdet opsøgte de otte mænd på deres hjemmebane i oktober-november 2015. Men nu, hvor der er gået et halvt år mere, siden de sidste optagelser til tv-programmet kom i hus, har en hel del ændret sig.

Bryllup venter forude

Som det fremgik af programmet, er den 32-årige bankmand fra Virum, Per Clasen, nok den af deltagerne, der har gennemgået den største forandring.

Fra at have været inaktiv, initiativløs og knotten, når han var sammen med sin kæreste Jeanette og deres lille datter Sophia på seks år, er han nu fuld af energi og mod på at være den bedste udgave af sig selv.

- Jeg har fået et helt andet blik på livet nu. Jeg har lyst til at være aktiv og opleve noget sammen med familie og venner. Komme op fra sofaen og ud i naturen. Man kan sige, at jeg har fået en ny livsgnist, siger Per Clasen til TV 2 om tilværelsen efter ekspeditionen med BS Christiansen.

Én af de ting, som har haft en stor symbolsk betydning for Per og hans 29-årige kæreste Jeanette, er, at han i fuld offentlighed gik på knæ og friede til hende ved hjemkomsten i lufthavnen - og heldigvis fik et stort JA retur. Se videoklip af frieriet nedenfor.

- Det var vigtigt for mig at sende et signal om, at jeg virkelig VAR kommet videre efter turen med BS. Jeanette og jeg har været sammen i over syv år, og hun blev gravid bare tre måneder efter, at vi mødte hinanden. Så vi havde ikke rigtig nået at være kærester, før vi skulle være forældre. Det har selvfølgelig ikke været lige nemt hele tiden. Men nu er vi ved at spare op til brylluppet, og vi glæder os meget, konstaterer en glad Per Clasen.

Kærligheden holdt ikke

43-årige Paw Herold Jensen fra Esbjerg har også gennemgået store forandringer efter det strabadserende trope-eventyr med BS og de andre syv mænd.

Da han vendte hjem til Danmark i starten af maj 2015, var han i første omgang skræmt ved tanken om at skulle i gang med hverdagens udfordringer igen. Men hans nyvundne energi og gåpåmod gav ham lyst til at kaste sig ud i kærligheden.

- Efter at vi kom hjem, gik der ikke så lang tid, før jeg mødte Heidi. Vi mødtes via Tinder, og vi blev hurtigt rigtig gode venner og kærester. Jeg var meget glad for hende og utroligt forelsket. Efter en måned flyttede vi sammen i Ribe, hvor hun boede, fortæller Paw Herold Jensen til TV 2 og fortsætter.

- Men det var måske lidt for hurtigt. Efter at vi havde været sammen et halvt års tid, kunne jeg mærke, at det ikke var det rigtige for mig. Så jeg besluttede, at det var bedst, at vi skiltes igen. Så nu er vi ikke kærester længere, men vi er stadig gode venner, siger Paw. Se videoklip med Paw og Heidi ovenfor.

Har først fundet ro og balance nu

Selv om det ikke lykkedes Paw at finde en livspartner i denne omgang, har hans seneste kærlighedsaffære betydet, at han er kommet et skridt videre mod et bedre liv.

- Heidi var og er en fantastisk pige. Hun er den første, jeg har været sammen med, siden forholdet til min yngste datters mor sluttede. Så jeg har da fået blod på tanden til at møde kærligheden igen. Jeg håber og tror på, at den helt rigtige findes derude et sted, siger Paw, som nu er flyttet tilbage til Esbjerg, hvor han bor alene i en lejlighed.

- Jeg har heldigvis fået en drømmelejlighed, som ligger bare 400 meter fra, hvor min yngste datter (femårige Anna Sophia, red.) bor. Så nu kan jeg være meget mere sammen med hende. Det er også først nu, jeg føler, at jeg har fundet ro og balance i mig selv. Ting tager jo tid. Men jeg kan mærke, at jeg er blevet meget bedre til at følge min mavefornemmelse, sådan som BS rådede mig til, konstaterer han.

Udover at Paw har fået lidt mere styr på privatfronten, har han også besluttet at tage en overbygning på sin sygeplejerskeuddannelse. Den 8. august i år begynder han på en specialuddannelse i psykiatri.

Søren S.: - Jeg har fået mere gejst som selvstændig

En af de deltagere på BS-turen, som følte sig særligt fastlåst i sin tilværelse hjemme i Danmark, var 47-årige Søren Sønderlund fra Kværndrup på Fyn.

Han havde i en ung alder overtaget familiefirmaet Kværndrup Kedelrens fra sin far og var efterhånden kommet i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning for ham. Ikke mindst, fordi han ofte var bekymret over økonomien.

Men efter strabadserne i 'BS & Manddomsprøven' har Søren S. indset, at det ikke er udfordringerne ved at være selvstændig, men derimod hans egen måde at håndtere dem på, som er hans egentlige problem.

- Tidligere blev jeg hurtigt stresset, hvis jeg ikke kunne nå de opgaver, jeg havde planlagt i løbet af dagen. Men i dag tager jeg det meget mere roligt. De ting jeg ikke når i dag, skal jeg nok nå i morgen. Jeg tager én opgave ad gangen, fortæller Søren Sønderlund til TV 2 og tilføjer.

- Jeg har fået meget mere gejst til at fortsætte som selvstændig. Det er klart dét, jeg skal. Nu har jeg fundet ro i det, og jeg er blevet bedre til at træffe aktive beslutninger, så jeg ikke bare føler, at det er tilfældighederne, der styrer mit liv, uddyber han.

Søren Sønderlund har fået så meget udbytte ud af turen med BS, at han nu selv overvejer at tage ud og holde foredrag om sin livsstilsændring. Han har især indprentet sig BS Christiansens ord om, at "Man har, hvad man har". Et budskab, der betyder så meget for Søren, at han har fået det tatoveret på sin arm - se tatoveringen her.

Steffen: - Er ikke i mål endnu

For den 48-årige fængselsbetjent Steffen Boye Warn fra Nørre Broby på Fyn var det især manglende overskud i hverdagen, der fik ham til at melde sig til BS-programmet. Han var utilfreds med, at han alt for ofte valgte de nemme løsninger, når der var travlt derhjemme, og f.eks. lod børnene sidde og spille i sofaen for at få fred.

I dag ser tingene anderledes ud. Steffen har fået mere overskud, og han tillader hverken sig selv eller sine tre børn, Dicte på 12 år, Anton på ni eller Buster på fem, at sidde for længe i sofaen.

- Nu sørger jeg for, at vi laver noget aktivt sammen. I stedet for at sidde og se en film derhjemme kan jeg finde på at tage familien med en tur til Egeskov Slot eller ud i haven og lave bål, fortæller Steffen Boye Warn, som også selv har fået et mere positivt livssyn.

- Jeg fokuserer hele tiden på dét, der er godt, og jeg er klart blevet mere glad. For eksempel værdsætter jeg, at børnene er sunde og raske, og at vi har en god familie. Det giver mere overskud, når man kommer træt hjem fra arbejde. Jeg er ikke i mål endnu, for det er en lang proces. Men det går i den rigtige retning, fastslår han.

Har droppet bijobbet

Da Steffens hustru, Puk, er ved at tage en uddannelse som socialrådgiver, samtidig med at hun passer et fuldtidsjob ved siden af, og Steffen også selv har fuldtidsarbejde i Svendborg Arrest, er der ikke så meget tid til familielivet.

Af samme grund har Steffen valgt at droppe sit bijob i en fotoforretning, så han kan prioritere familien højere. For hvad hjælper det at tjene ekstra penge, hvis der ikke samtidig er tid til at nyde fortjenesten sammen med sine kære?

- I år har vi for første gang valgt at blive hjemme i sommerferien fremfor at tage på en dyr udlandsrejse. For så har vi råd til i stedet at få nogle flere fridage sammen, forklarer Steffen, som også glæder sig til, at han snart kan fejre en vigtig mærkedag med sin hustru.

- Til sommer holder vi kobberbryllyp. Det bliver en stor havefest, hvor vi selvfølgelig inviterer BS og alle drengene og deres koner eller kærester med. Så det skal nok blive festligt, siger han med et grin.

Tømrer-Peter: - Nu lytter børnene til mig

Under opholdet på stillehavsøen imponerede sønderjyden Peter Knudsen de andre mænd med sine kreative udfoldelser. Blandt andet lavede han et par stole til lejren, ligesom han designede en behagelig soveplads og en bæredygtig tømmerflåde til hele holdet.

Men hjemme i familiens skød i Gram var handlekraften ikke så stor hos den 41-årige tømrer. Faktisk erkender han selv, at han på mange måder var "under tøflen". Ikke bare under hustruen Susannes tøffel, men også under sine tre børns, Viktor på otte år, Kamilla på 15 og Kasper på 17, ditto. Se videoklip nedenfor.

Turen med BS har dog ændret lidt på magtforholdet, så Peter nu er i stand til at trænge igennem derhjemme.

- Jeg har fået mere gennemslagskraft, og børnene kan ikke løbe om hjørner med mig mere. Nu lytter de til mig, når jeg beder dem om at hjælpe til med at rydde op, tage tøj på eller komme ind til bordet for at spise. Det handler vist bare om at stå fast, erkender Peter Knudsen, som dog ikke er tilhænger af kæft-trit-og-retning pædagogik.

Det er den bedste ting, der er sket i mit liv.

Peter Knudsen, BS-deltager

- Jeg er jo først og fremmest familiefar, og jeg synes, det handler om at have det rart sammen. Jeg er begyndt at cykle sammen med børnene og i det hele taget lave flere aktive ting med dem. For eksempel hjælper de mig indimellem i værkstedet, fortæller han.

Selv om Peter indrømmer, at han nok altid vil være "det store legebarn" i familien, er det alligevel lykkedes ham at få mere pondus i samspillet med sin hustru.

- Jeg er blevet bedre til at snakke tingene igennem med Susanne og finde løsninger sammen med hende. I stedet for bare at gå min vej, sådan som jeg gjorde før. Det gælder også på arbejdet, hvor jeg  indimellem har held til at trumfe mine forslag igennem, siger han med et grin.

Peter Knudsen tøver da heller ikke med at rose BS Christiansen for initiativet med "Manddomsprøven":

- Det er den bedste ting, der er sket i mit liv. Altså, lige bortset fra at stifte familie. Jeg har altid drømt om at komme på en overlevelsestur, og jeg ved nu, at det var den rigtige beslutning at tage med BS, slutter han.

Søren K.: - Nu tør jeg tage alenetid

Også for den 48-årige tjenestemand Søren Kirkegaard fra Hørning er der sket flere ændringer i positiv retning, siden han for et år siden kom hjem fra den strabadserende overlevelsestur 11.000 kilometer fra trygge Danmark.

Hans formål med turen var først og fremmest at blive en mere overskudsagtig familiefar og ægtemand. Hør Søren K. fortælle om sine udfordringer i videoklippet nedenfor.

Efter hjemkomsten har Søren Kirkegaard sørget for at prioritere alenetid, så han er i stand til at lade batterierne op.

- Nu tør jeg godt sige herhjemme, at jeg har lyst til at lave nogle ting for mig selv. Jeg har for eksempel været en tur i Spanien for at gå på camino'en. Noget, der var helt utænkeligt før BS-turen, siger Søren K. og fortsætter.

- Dét, at jeg indimellem tager noget alenetid, har givet mig mere overskud til familien. Jeg er blevet bedre til at sige fra og sætte grænser, og det betyder, at børnene ved, hvor de har mig. Jeg har også indført nogle faste rammer for, hvor længe de må sidde med deres iPads, så det er blevet mere struktureret. Det er bedre for dem, konstaterer han.

Det er dog ikke kun børnene, Sebastian på seks år og Luna på fire, der nyder godt af, at deres far nu er blevet en bedre udgave af sig selv. Også Sørens noget yngre hustru, Anja, kan mærke en forskel. Se videoklippet nedenfor.

- Anja synes godt om forandringerne. Jeg er blevet mere aktiv, både ved at tage ansvar for beslutninger i familien, men også rent fysisk. På turen med BS tabte jeg mig syv kilo, og jeg har fortsat vægttabet herhjemme ved at gå ture, løbe og løfte vægte. I efteråret havde jeg tabt ialt 15 kilo, men så gik jeg lidt i stå omkring jul, siger han med et grin.

I sommerferien skal familien Kirkegaard på togtur sammen gennem Europa, for at få tid til at nyde hinandens selskab i et mere adstadigt rejsetempo.

Nicolai: - Jeg begravede "Nic Negativ" på øen

Med sin lave kropsvægt og lettere negative attitude var 37-årige Nicolai Svendsen den af de otte deltagere, der havde det sværest på BS Christiansens overlevelsestur, og han var også den, der hurtigst bukkede under for sult og søvnmangel.

Men siden hjemkomsten er der kommet mere positiv energi i lejligheden på Frederiksberg ved København.

- Jeg er blevet bedre til at se mig selv udefra, så jeg får et andet perspektiv på, hvordan jeg virker på andre. Nu ser jeg lidt mindre negativt på tingene. Jeg begravede jo "Nic Negativ" på øen, siger Nicolai Svendsen, som dog godt er klar over, at der er lang vej endnu.

- Udviklingen er stadig i fuld gang. Det kræver en del at vende den negative spiral, som jeg har holdt mig selv nede i gennem mange år. Men nu koncentrerer jeg mig om de ting, jeg kan ændre ved mig selv. De ting, jeg ikke kan gøre noget ved, er jeg ligeglad med, lyder det fra Nicolai.

Andreas: - Nu har jeg fået en kæreste

Ekspeditionens yngste deltager, 26-årige Andreas Pedersen fra Aalborg, kæmpede med flere problemer, da han drog afsted til den ukendte destination med 'BS & Manddomsprøven'.

Den primære årsag til problemerne var det faktum, at han er stærkt troende kristen, og derfor både er blevet udsat for mobning i folkeskolen, og sidenhen har haft svært ved at finde en kæreste, fordi han vil vente med sex til efter ægteskabet.

Turen med BS og de syv andre mænd har dog ændret mange ting for Andreas, som ikke er single mere. Læs mere i artiklen nedenfor.

Gik du glip af sjette og sidste afsnit af 'BS & Manddomsprøven', kan du se det lige nu på TV 2 Play