Må man fortryde sit eget barn?

16x9
Klummeskribent Charlotte Højlund. Foto: TV 2 / TV 2

Der er meget sandhed i talemåden: ’Man fortryder aldrig de børn, man fik – kun dem man ikke fik.’ Men måske det ikke er hele sandheden...

Da den israelske sociolog Orna Donath sidste år udgav bogen ’Regretting Motherhood’ (At fortryde moderskabet), skabte det en del debat i hjemlandet.

Det gjorde det også, da den udkom i Tyskland, og senest da den for nylig udkom i Sverige.

Hun siger, at hun fortryder moderskabet, fordi det viste sig langt hårdere og mere begrænsende, end hun havde regnet med.

Charlotte Højlund

At mødre anonymt eller åbent står frem og siger, at de faktisk fortryder, at de har fået børn, er noget, vi har det mere end svært med. Og nok også sværere, end hvis det var en far, der sagde det samme.

Det er en af de absolut mest forbudte følelser en mor kan give udtryk for.

Måske fordi det overhovedet ikke harmonerer med vores ide om, hvad en mor er eller skal være: altfavnende, selvopofrende, tålmodig, kærlig og altid sættende sig selv til sidst.

Hvorfor er det SÅ problematisk?

Men måske er det præcis disse ting, der gør, at flere kvinder står frem og siger, at de fortryder det. At hvis de havde vidst, hvad de ved nu, ja så havde de nok ikke fået børn. Eller helt så mange.

Jeg forstår ikke hvorfor, det gøres så problematisk, at de siger netop det.

De siger jo netop ikke, at de ikke elsker deres børn.

De har ikke fortrudt børnene som sådan, men moderskabet – og der er en verden til forskel.

Med tre børn er man altid utilstrækkelig

Jeg har en veninde, der næsten bebrejder mig, at hun endte med at få tre børn, fordi hun husker det som, at jeg fortalte hende, at der ikke var den store forskel fra to til tre.

Med syv børn under mit tag ville jeg nok få en fandens masse ballade, hvis jeg åbent stillede mig op og sagde, at jeg fortrød, at jeg var blevet mor eller havde fået så mange.

Charlotte Højlund

Den udlægning har jeg lidt svært ved at genkende, da jeg netop i mange år har sagt, at det største chok kommer fra nul til et. At der også er et stort skridt fra et til to børn.

Og især at ’den svære 3’er’, faktisk er lige præcis det. Svær. Fordi man med tre børn altid er utilstrækkelig. Man er altid for lidt.

Når man har tre børn, finder man hurtigt ud af, at man altid mangler en arm, et ben, en side. Og energi.

Det svære budskab: Mor har fortrudt

Tre børn tager en hel del mere energi end to. Og selv om man er to forældre, er tre børn mange. MEN kan man leve med følelsen af altid at være for lidt, så betyder det ikke ret meget, om der er tre, fire, fem eller syv som i mit tilfælde.

Det er det, det er, og man vokser med opgaven.

Jeg kan dog sagtens se, at det vil være svært for mange børn at få at vide, at deres mødre har fortrudt, at de blev mødre. Men hvis de er store nok (eller sågar voksne), så kan de også lytte ind til ordene og høre, at der ikke bliver sagt, at hun ikke elsker sine børn. Hun siger, at hun fortryder moderskabet, fordi det viste sig langt hårdere og mere begrænsende, end hun havde regnet med.

Havde jeg haft den viden, jeg har nu, så er det langt fra sikkert, at der havde stået syv navne under mit på postkassen derhjemme.

Charlotte Højlund

Med syv børn under mit tag ville jeg nok få en fandens masse ballade, hvis jeg åbent stillede mig op og sagde, at jeg fortrød, at jeg var blevet mor eller havde fået så mange.

For så kunne jeg jo bare have tænkt mig bedre om inden. Eller samlet benene.

Skal jeg være hudløst ærlig

Jeg fortryder heller ikke, at jeg blev mor. Heller ikke at jeg blev det til hele syv af slagsen.

Men skal jeg være hudløst ærlig, må jeg sige (og det har jeg gjort nogle gange i nære venners påhør), at havde jeg vidst, at jeg skulle ende med at blive alene med dem alle sammen, så havde jeg sgu nok tænkt mig lidt mere om inden mine seneste graviditeter. Med andre ord, havde jeg haft den viden, jeg har nu, så er det langt fra sikkert, at der havde stået syv navne under mit på postkassen derhjemme.

Faktisk er det nok ret sikkert, at det havde der ikke.

Og havde jeg vidst, at min store børneflok allerede fra den ’kun’ talte fire-fem stykker ville være begrænsende for mine jobmuligheder, så havde jeg måske også tænkt mig mere om. Selv om jeg slet ikke kunne forestille mig et liv uden børn, og at jeg mener, det er sundt for langt de fleste mennesker at få børn, fordi en af de vigtigste ting, der sker, når man bliver forælder, er, at man lærer at sætte sig selv til side. Lærer, at man ikke er verdens midtpunkt, samt at det er en god ting for langt de fleste menneskers udvikling at have ansvar for andre end sig selv.

Det begrænser simpelthen navlepilleriet en hel del.

Jeg elsker fædre, der falder på halen

Alligevel kan jeg faktisk godt forstå følelsen.

For det eddersparkemig hårdt at være forælder en gang imellem. Især at være mor.

Også herhjemme er det kvinderne, der trækker den største del af læsset på hjemmefronten. Og det er mødrene, der generelt kaldes på, når børn skal have hjælp – til hvad som helst.

Charlotte Højlund

Og jeg elsker at læse de historier, der af og til dukker op fra fædre, der er ved at falde på halen af respekt for, hvad deres (hjemmegående) koner laver, når de pludselig måske på grund af sygdom har måttet overtage moderrollen.

Pludselig finder de ud af, hvor hårdt pressede mødre er – også de hjemmegående.

Hvor mange veksler, der trækkes på dem hver evig eneste dag, 365 dage om året.

Kvinderne trækker den største del af læsset

En af den slags beretninger læste jeg for nylig fra en australsk far, der var mor i 16 timer, da hans hjemmegående kone blev syg og endte på hospitalet.

Hvordan er det så ikke at være mor i Skandinavien, hvor det er helt normalt, at næsten alle mødre arbejder. I Danmark mere end noget andet sted i verden?

Det er helt urimeligt høje krav, der stilles til os som forældre. Og især som mødre.

For selv om de danske mænd er kommet meget mere på banen, både i forhold til ungerne og det huslige arbejde, er det stadig langt fra ligeligt fordelt.

Også herhjemme er det kvinderne, der trækker den største del af læsset på hjemmefronten. Og det er mødrene, der generelt kaldes på, når børn skal have hjælp – til hvad som helst.

Så jo, jeg forstår i den grad godt følelsen.

Men nej, jeg kan ikke sige, at jeg selv decideret har fortrudt, men jeg er fuldstændig enig i den underliggende præmis, at havde jeg vidst den gang, hvad jeg ved i dag, så havde jeg nok valgt anderledes...