Samliv

Johanne afslørede, hvordan hun brugte børnepengene – så brød debatten løs

Er børnepenge penge til barnet eller familien? Det spørgsmål stillede Johanne på sin blog efter en tur i H&M - og så kom alle reaktionerne.

Der kom ekstra penge på kontoen, da de danske børnefamilier onsdag modtog børnepenge fra staten. Men skal pengene egentlig være direkte øremærket barnet - eller kan de lige så vel gå ned familiens fælleskasse til alles glæde og gavn?

Det spørgsmål er der ikke helt enighed om blandt danskerne, viser en ny måling, som Megafon har foretaget for TV 2. 

Her svarer flertallet på 53 procent, at børnepengene indgår som en del af hustandens økonomi, uden at der kan sættes ord på, hvilke indtægter, der bruges på hvilke udgifter. Pengene kan altså lige så vel blive brugt på gummistøvler eller bleer til børnene som til nye havemøbler eller oplevelser til familien.

Hvad er børnepenge?

Børne- og ungeydelsen - også kaldet børnechecken eller børnepenge - udbetales automatisk til børnefamilier.

Børneydelse udbetales hvert kvartal:

  • 0-2 år: 4.470 kr. per kvartal
  • 3-6 år: 3.537 kr. per kvartal
  • 7-14 år: 2.784 kr. per kvartal

Ungeydelse udbetales hver måned:

  • 15-17 år: 928 kr. per måned

Børnechecken vil i 2016 koste statskassen 14,3 milliarder kroner.. 

Børne- og ungeydelsens størrelse kommer an på din indkomst. Det har betydning for dig, hvis dit og/eller din eventuelle ægtefælles topskattegrundlag er over 732.900 kr.

Kilde: Borger.dk, Finansministeriet

21 procent svarer, at pengene er øremærket specifikke udgifter til barnet, og 25 procent svarer, at de både er øremærket til barnet og indgår i husholdningen.

H&M-tur satte gang i debat

Børnepengene - eller børne- og ungeydelsen, som er den officielle betegnelse - bliver udbetalt til børnefamilier hvert kvartal. Beløbet spænder fra 2.784 til 4.470 alt efter barnets alder og vil i 2016 koste statskassen 14,3 milliarder kroner, viser tal fra Finansministeriet. 

En af de forældre, der har valgt at lade børnenepengene indgå i hustandens økonomi, er 27-årige Johanne Mygind - og netop det har hun oplevet kan skabe debat.

Ved sidste udbetaling i april tog hun på shopping i H&M, hvor hun købte bluser og undertøj til sin treårige datter Augusta, samt en buksedragt, sko og en nederdel - til sig selv. Alt sammen lagde den 27-årige blogger et billede op af på Instagram med teksten: 

- Fejrer børnepenge. Kender i det? Skal til barnedåb og bryllup i maj/august, så jeg planlægger allerede.

Den udmelding mødte dog forskellige reaktioner fra hendes følgere. Mens nogle var forargede over, at hun brugte børnepengene på sig selv, var andres holdning direkte modsat - og det fik Johanne Mygind til at føre debatten videre over på sin blog nutidensmor.dk.

- Er børnepenge barnets? Nej, ikke nødvendigvis, lød hendes konklusion her. 

To bluser til Augusta, nyt undertøj og hårelastikker - og en buksedragt samt, et par sko og en nederdel - til mor. Sådan så det ud, da Johanne Mygind tog debatten om børnepenge op på sin blog.

Vi køber sko, når Augusta mangler sko

Johanne Mygind understreger dog, at det ikke er det samme, som at treårige Augusta ikke får gavn af børnepengene. De indgår bare i husholdningen, så familien kan få økonomien til at løbe rundt med en bolig i Aarhus, hvor hun studerer til pædagog, og hendes kæreste arbejder som kørende sælger. 

- Alle indtægter ryger ned i samme pulje, og dem bruger vi både på vores datter og os selv. Vi venter ikke med at købe sko til Augusta, til der kommer børnepenge, men gør det, når hun mangler det, siger Johanne Mygind og uddyber: 

- Når der så er økonomi d. 20 til en ny nederdel til mig, er det jo, fordi jeg tidligere har lagt ud for sko, tøj, bleer og dagsinstitution til Augusta - og i sidste ende får hun derfor også mere, end staten udbetaler. Det sker bare løbende. 

Hvis børnepengene bare bliver en del af en stor kasse, kan det gøre ondt den dag, de ikke kommer mere.

Susanne Arvad, økonomisk rådgiver.

På bloggen bliver hun bakket op af flere, der har samme tilgang til brugen af børnepenge - blandt andet skriver en bruger:

- Her øremærkes pengene til ting, der kommer os begge til gode (mor og datter). Denne måned er de brugt på havemøbler og nye (brugte) cykler. Jeg synes ikke børnepengene er øremærket min datter, og har jeg brug for, de indgår i budgettet gør de det. Ellers prioriterer jeg at bruge dem på noget der kommer os til gode, som fx den her måned - i oktober gik de fleste til ny garderobe til tumlingen, fordi hun lige tog springet fra str 86 til 92 da børnepengene kom.

Økonomisk rådgiver: Pengene er til børnene

Spørger man økonomisk rådgiver, Susanne Arvad, anbefaler hun dog, at forældre adskiller børnepenge fra den daglige husholdning. 

- Hvis børnepengene bare bliver en del af en stor kasse, kan det gøre ondt den dag, de ikke kommer mere. Derfor er vores holdning, at de skal adskilles og gå ind på børnenes konto, siger Susanne Arvad, der er indehaver af Arvad Finanshus.

Ved at øremærke pengene direkte til barnet, kan man også tidligt begynde at lære børnene om økonomi og forbrug, forklarer hun. 

- Læg et børnebudget, så de kan se, hvad penge går til - eksempelvis fodbold, Netflix eller mobilabonnement. Man giver dem en stor gave, hvis de får en forståelse for økonomi.

Ikke til for at mor skal forkæles

Hos Johanne Mygind er det endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med børnepengene, når treårige Augusta bliver ældre. Som udgangspunkt tror hun, at de vil fortsætte med at gå ind på familiekontoen.

Johanne Mygind og datteren Augusta på tre år.

- Så længe børnene ikke mangler noget. Alle børn har ret til gummistøvler og sandaler, så på den måde er de jo øremærket til børnene. De er ikke til for, at mors skal forkæles, siger Johanne Mygind, der dog samtidig vil have fokus på at lære hendes datter om økonomi.

- Jeg havde selv ikke noget begreb om penge, da jeg var 17 år. Augusta skal selvfølgelig have indblik i, at penge ikke bare er der, og at man kan løbe tør, siger Johanne Mygind.