Samliv

Unge har mindre sex end tidligere: Datingapps bærer en del af skylden

Professor Jean Twenge mener, at mindre sex kan være forårsaget af datingapps og underholdning på nettet. Marina Svetlova / Shutterstock

Den nyeste generation af unge i starten af 20'erne har mindre sex, og det er en god ting, viser en ny undersøgelse.

Ældre generationer har siden tidernes morgen kommenteret på de unges seksuelle vaner. Men nu burde de måske hellere bekymre sig om, hvorfor de unge har så lidt sex.

Unge har nemlig mindre sex end tidligere, viser en undersøgelse foretaget af Jean Twenge, psykologiprofessor ved San Diego State University. Det skriver News Center.

Ifølge undersøgelsen har 15 procent af amerikanske unge i alderen 20 til 24 år født i 1990’erne svaret, at de ikke har haft sex, siden de fyldte 18. Det er over dobbelt så mange som den tidligere generation, der var nede på seks procent, da de havde samme alder.

Stærk kontrast

Den seksuelle inaktivitet dækker både over, at der er flere unge, der slet ikke har sex, og at de har færre skiftende seksualpartnere. Det står i stærk kontrast til den såkaldte ”hookup”-kultur.

- Online datingapps skulle i teorien hjælpe unge i starten af 20’erne med nemmere at finde nye seksualpartnere, siger Jean Twenge og fortsætter:

- Men på den anden side kan teknologien have den modsatte effekt, hvis de unge bruger tiden online i stedet for at mødes og derfor ikke har sex.

En bekymret generation

Hos denne generation er der også store bekymringer om personlig sikkerhed, og medier fyldt med beretninger om seksuelt misbrug kan også bidrage til lavere seksuel aktivitet set i forhold til tidligere generationer.

- De er meget interesseret i sikkerhed, hvilket også fremgår af deres reducerede forbrug af alkohol. Det er en meget risikosky generation, og det er en holdning, der påvirker de seksuelle valg, siger professoren bag undersøgelsen.

Andre faktorer, der også spiller ind, når de unge i alderen 20 til 24 år har mindre sex, kan også være let tilgængeligt pornografi, at de unge flytter senere hjemmefra, bliver gift senere og har konstant adgang til underholdning online.

Også teenagerne har mindre sex

Nutidens teenagere ser også ud til at blive mindre seksuelt aktive. Ifølge centeret for Disease Control’s Youth Risk Behavior Survey er andelen af studerende på amerikanske high schools, der har haft sex, faldet fra 54 procent i 1991 til 41 procent i 2015.

Professor Jean Twenge ser det som et tegn på en seksuel- og følelsesmæssig sundhed, hvis teenagerne venter, til de er klar.

Hun understreger dog, at de unge ikke helt skal glemme at have sex, da de så vil gå glip af nogle af fordelene ved et voksent og romantisk forhold.