Sygehusene svigter de danske kvinder - her fødte jeg mine børn

16x9
Charlotte Højlund. Foto: TV 2

Ude godt, hjemme bedst. Det kunne i hvert fald tidligere have været meget sigende for fødsler i Danmark.

Jeg har ønsket en hjemmefødsel i mange år.

Især efter de fjernede fødeklinikkerne på sygehusene, hvor der ellers var bedst mulighed for en naturlig fødsel i stille og rolige omgivelser med kun en jordemoder og eventuelt en elev til stede.

Ingen læger, ingen indgreb og ingen smertelindring udover et kar med varmt vand, sterilvands pabler (de såkaldte bistik) og eventuelt akupunktur.

I sådanne omgivelser fødte jeg mine tre første børn.

Selv om nummer to var meget tæt på at blive en spontan hjemmefødsel, da det bare gik hurtigt. Men desværre ville mine ambulancefolk ikke lade mig føde i dobbeltsengen, hvor min datter ellers var godt på vej ud, men slæbte mig i stedet ned fra femte sal indhyllet i et tæppe og kørte mig med fuld udrykning til Riget, hvor jeg fødte i et undersøgelseslokale stadig liggende på den orange båre efter blot en enkelt ve.

Men dengang var alt også anderledes.

De nybagte mødre får ikke længere lov at blive på fødegangen, men sendes hjem næsten lige så snart, fødslen er vel overstået. Der bliver ikke længere taget hånd om dem på en ordentlig måde.

Charlotte Højlund

Fødsler foregår på samlebånd

Efter fødslen blev vi indlagt på klinikken og havde lov at blive et par dage, selv om det ikke var en førstegangsfødsel.

Førstegangsfødende havde fem dage til at finde ud af det der ’forældre-noget’ med hjælp fra sundhedspersonale, der gav gode råd om alt fra badning og bleskift til amning og døgnrytmer.

Der var ingen, der blev sendt hjem, før man havde styr på, at alt var okay, og at den lille ny familie var godt klædt på til at klare sig selv.

Så nedlagde man først alle klinikkerne, så der ikke rigtigt var et alternativ til sygehusfødslen. Og derefter lagde man fødegangene sammen til super-fødegange, hvor fødsler foregår på samlebånd, og hvor jordemødre går ned med stress og melder om underbemanding og ’farlige’ situationer.

De nybagte mødre får ikke længere lov at blive på fødegangen, men sendes hjem næsten lige så snart, fødslen er vel overstået. Men også langt før mælken er løbet til, og de har styr på amningen.

Der bliver ikke længere taget hånd om dem på en ordentlig måde.

Jeg klandrer systemet

Jeg klandrer ikke jordemødrene eller nogen af alle de andre dejlige, dedikerede mennesker, der arbejder på fødegangene. De gør, hvad de kan inden for de rammer, de nu en gang er givet.

Jeg klandrer et system, der ikke værdsætter, at livets start er noget vigtigt, endog meget vigtigt, og noget vi for pokker skal tage ordentligt hånd om – for morens, barnets og samfundets skyld. Vi kan ikke være andet bekendt. Og vi har ikke råd til andet.

Så forstår jeg den store stigning inden for hjemmefødsler? Ja, det ved gud, jeg gør. For her kan man bestemme selv. Og det hele foregår i egne trygge omgivelser uden en masse vagtskifter og personale, der har for travlt et andet sted til at tage hånd om mig og mit barn.

Endelig fik jeg lov

Efter mine første tre fødsler ønskede jeg virkelig at føde hjemme.

Både med nummer fire, fem, seks og syv. Desværre var deres far ikke helt så hooked på idéen, som jeg var.

Tanken, om at der ikke var sygehuspersonale lige omkring til at tage sig af mig og barnet, hvis noget gik galt, gjorde ham bange. Det måtte jeg respektere, så derfor blev det ikke sådan med de første tre af ’de små’. Men med den syvende og sidste var vi flyttet til Region Sjælland, der havde en af landets bedste hjemmefødselsordninger, så dér fik jeg endelig ’lov’.

Og det var en fantastisk ordning.

Sidste gang blev hun og sov på sofaen, mens jeg gik rundt og prøvede at få rigtig gang i veerne, så min datter kunne komme ud. Desværre valgte min datter det anderledes.

Charlotte Højlund

Jordemoderen sov på sofaen

Jordemodertjansen blev delt af to jordemødre, der kom på skift, så man lærte dem begge to rigtig godt at kende inden fødslen. Det var heller ikke samtaler af et kvarters varighed, men gerne en time – de blev så længe, der var behov. Og med fødslen var det det samme.

Jordemoderen kom hjem til mig, efter at vi havde talt i telefon et par gange og diskuteret veerne, og sidste gang blev hun og sov på sofaen, mens jeg gik rundt og prøvede at få rigtig gang i veerne, så min datter kunne komme ud.

Desværre valgte min datter det anderledes.

Så forstår jeg søgningen mod hjemmefødslerne? Så absolut! Det, jeg faktisk ikke forstår, er, hvorfor der endnu ikke er langt flere, der vælger det.

Charlotte Højlund

Hun kom skævt ud på både den ene og anden led, så da der var gået tolv timer efter vandafgang, var der ikke andet valg end tage på hospitalet, for vi havde prøvet alt. Og jeg var træt. Men her blev min jordemoder også sammen med mig, så det var hende, jeg fødte med og ikke en fremmed, som jeg ikke kendte.

Og selv om det var min syvende gang og måske burde være rutine, betød det rigtig meget, fordi det denne gang, gik helt anderledes og skævt til, end de andre gange.

Så selv en rutineret mor og fødemaskine som mig havde brug for den tryghed, der var i at have en kendt jordemoder ved min side, der kunne guide mig gennem de værste fødselssmerter, jeg nogensinde havde oplevet.

Så forstår jeg søgningen mod hjemmefødslerne? Så absolut! Det, jeg faktisk ikke forstår, er, hvorfor der endnu ikke er langt flere, der vælger det...