Samliv

Hund eller kat: Det siger din favorit om dig

I forbindelse med den internationale kattedag har Facebook frigivet en undersøgelse om katte- og hundeelskere.

Mandag var det den internationale kattedag, men et nyt studie viser, at du måske ikke har mange at fejre dagen med, hvis du er katteelsker.

Katteelskere har nemlig færre (facebook)venner end hundeelskere.

Facebook har netop frigivet undersøgelsen, hvor de har forsøgt at udlede generelle ting om hunde- og kattemennesker. Hvem har flest venner? Hvem er oftest single? Og hvilke tv-serier foretrækker de hver især?

Undersøgelsen er lavet ud fra cirka 160.000 amerikanske facebookbrugeres profiler.

De undersøgte, om folk havde lagt billeder op af hunde, katte eller begge dele og udledte forskellig data ud fra dette.

Antallet af venner

Selvom det ikke er en videnskabelig undersøgelse, gav den alligevel nogle pudsige resultater.

Katteelsker havde færre facebookvenner, men blev derimod inviteret til flere events. Hundeelskere havde cirka 26 flere venner end katteelskere.

Enlige katteelskere

Og så til den stereotype altagelse om enlige kattedamer: Ja, katteelskere er oftere single end hundemennesker - eller også er de bare mere private omkring det på deres facebookprofil. 

Cirka 30 procent af katteelskerene er single, hvorimod det kun er 24 procent af hundeelskerene, der ikke har en 'bedre halvdel'.

Facebook indrømmer dog, at forskellen måske kan hænge sammen med, hvor i landet hunde- og kattemenneskerne bor og derigennem antallet af potientielle kærester.

Katteelskere er vilde med sci-fi

Forskellen i underholdningsvalg har Facebook også undersøgt.

Her er de kommet frem til, at katteelskere er til science fiction, anime og 'fantasy', hvorimod hundeelskere er vilde med kærlighedshistorier og bøger om ... hunde.