Samliv

Jess er hjemmegående far på femte år - og han fortryder intet

Kønsidealerne ligger stadig meget fast hos mange, men hjemmegående mænd overrasker i ny undersøgelse.

Manden har siden urtiden været den maskuline forsøger, der skulle gå på arbejde, og så stod kvinden for børnene og kødgryderne. Men sådan er det ikke nødvendigvis længere.

I en ny undersøgelse fortæller en række danske mænd, der danner par med karrierekvinder, om deres liv. Her siger de blandt andet, at rollen som familiefar er lige så vigtig som at tjene penge.

Jess René Hedegaard Gertsen er en af de mænd, der har gjort op med normen og er blevet hjemmegående far.

- Folk har været overraskende positive, især min egen generation har bakket op om beslutningen, siger han i 'Go' morgen Danmark'.

Kulturel uforståelighed

I afhandlingen har Anna Sofie Bach ph.d. i psykologi talt med 22 mænd, og det der overraskede hende mest var, hvor meget familie og børn fylder for mændene.

Det ser hun som en positiv ting for ligestillingen.

- Der kommer en anden form for tidspres og andre forventninger til mændene. Men det er en mere generel tendens og gælder ikke kun de hjemmegående mænd, siger hun.

Men det er ifølge Anna Sofie Bach stadig et brud på normen, og det man kan kalde kulturel uforståelighed.

Det har da heller ikke udelukkende været en dans på roser for Jess René Hedegaard Gertsen at gå hjemme på fuld tid. Ikke alle tog lige godt imod hans beslutning.

- Jeg skulle lige vænne mig til modstanden fra den ældre generation. Her var der mange, der sagde alt muligt til mig, og ikke synes at jeg skulle gøre det, siger han.

Derudover består det at være hjemmegående også af en masse husligt arbejde, og det har ifølge Jess René Hedegaard Gertsen været det sværeste.

Kvinder kan give deres mening tilkende nederst i artiklen.

Afstemning

Mand, er du frisk på en karriere som hjemmegående?

En indre rejse

Jess René Hedegaard Gertsens karriere som hjemmegående startede med en lang barsel på grund af manglende institutionspladser. Men i dag er han hjemmegående på femte år og har ikke fortrudt sit valg.

Det har ikke kun været et godt valg for familien, men også for Jess René Hedegaard Gertsen selv, der beskriver det som en stor indre rejse.

- Jeg er langt mere i balance. Når man er så meget på med sig selv og sin søn, så lærer man sig selv meget bedre at kende, siger han.

Og det huslige har han da også lært at tage i strakt arm og kombinere med en god lydbog, så det ikke fylder så meget.

For Anna Sofia Bach er Jess René Hedegaard Gertsen og de andre hjemmegående fædres valg et tegn på, at kønsrollerne er i opløsning.

- Måske ikke helt så meget som vi går og tror. Der er masser af forskning, der peger på, at idealerne om mandighed som meget snævre. Men den nye far og den involverede far udvider idéen om at være mand, siger hun.

Afstemning

Kvinde, vil du gerne have, at din mand bliver hjemmegående?