Morens løgn holdt i 30 år: 'Hvordan fanden kan hun være det bekendt?!?'
En DNA-test ændrede med ét slag Mads Christensens familierelationer og sendte ham på omfattende detektivarbejde gennem både fængsler og hundekenneler.
Der er øl og snaps på egetræsbordet i det lille landsted i Slagelse. Det en solrig eftermiddag i 2014, og 30-årige Mads Christensens familie er samlet til påskefrokost hos hans far, Hans Jørgen Christensen – der går under kælenavnet Bommer – og stedmoren, Jytte Christensen.
Familien er bænket i det store køkken, hvorfra der er udsigt til skoven. Stemningen er munter, mens familien Christensen arbejder sig gennem sild, fiskefileter, rejemadder, mørbrad i cremesauce, tarteletter og frikadeller. Før de når til ostebordet og Jyttes hjemmelavede frugtsalat, træder Mads af på naturens vegne.
Men da han forlader lokalet, kan han fornemme, at der er et eller andet, de andre lige skal snakke om.
Den rytme er han blevet vant til. Ofte når han forlader rummet under familiefester, hvisker hans slægtninge. Da han kommer tilbage fra toilettet, bliver Mads derfor stående rundt om hjørnet fra køkkenet og lytter til samtalen mellem hans far, stedmor, faster, onkel, papbror, søster og svoger.
Mads tager sin mobil frem og fedter med den, så det ser ud som om, at han står og sms’er, hvis nogen skulle komme ud fra køkkenet. Mads kan høre, at de snakker om ham og hans far, Bommer.
Mads tager ordet
De ligner ikke hinanden. Mads er lys, Bommer mørk. Mon nu også Bommer virkelig er Mads’ far, bliver der spurgt inde omkring frokostbordet.
Mads Christensen opsøger sandheden om sin familie i TV 2-dokumentaren, Hemmeligheder og Løgne, der sendes onsdag kl. 20 på TV 2, men allerede nu kan ses på TV 2 PLAY. Har du tænkt dig at se udsendelsen uden at vide for meget på forhånd, skal du altså ikke læsere videre her fra.
Det er ikke første gang, Mads er stødt på den tvivl. Siden han var teenager, har tanken plaget ham. Mads’ forældre blev skilt allerede, da han var barn, og moren har til tider påstået, at faren Bommer ikke ville se ham. Hendes historier har sammen med deres fysiske forskelle fået tvivlen til at nage Mads. Faktisk har han tre gange konfronteret sin mor, som af juridiske årsager er anonym i denne fortælling, med spørgsmålet. Men hun har gang på gang afvist Mads’ mistanke. Moren forklarer, at Bommer jo var på Rigshospitalet, da Mads blev født. Det har de billeder af.
Faktisk bliver hans mor småmopset, når Mads spørger til det. Hendes reaktion er mærkelig defensiv, synes han. Mads har også forsøgt at spørge farens familiemedlemmer. Men de bliver underligt tavse, når han spørger til sagen. Bortset altså fra når han forlader lokalet under familiesammenkomsterne.
Allerede til et ålegilde da de var teenagere, fortalte Mads’ søster, Minna Christensen, ham, hvordan deres far havde tvivlet åbenlyst på faderskabet, mens Mads var på toilettet.
Da Mads kommer tilbage til egetræsbordet i køkkenet, tager han derfor ordet.
- Hva’ så? Sidder I og snakker om det der med, at Bommer muligvis ikke er min biologiske far? spørger han familien.
Der bliver bomstille omkring bordet. Mads foreslår, at de tager en dna-test. Nu vil han aflive rygtet.
- Hvis det kan give dig noget ro, så gør vi det, siger Bommer og indvilliger i at tage testen.
- Hvordan fanden kan hun være det bekendt?
Mads køber en DNA-test til 1500 kroner over nettet. Da familien skal til bryllup i Køge et par weekender efter, tager far og søn prøven på parkeringspladsen foran kirken. De skraber sig begge med en vatpind bag slimhinderne i munden og putter pindene i hver sit rør, som Mads sender med posten til et laboratorium.
Efter tre uger kommer svaret i en e-mail. Mads sætter sig ved computeren i sin lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. Han er lige vågnet og drikker et glas vand, før han åbner de vedhæftede filer. Da han læser prøvesvaret, er det som om, verden forsvinder under ham.
På et øjeblik skifter alle hans relationer radikalt. Svaret er utvetydigt. Der er 0,0 procent chance for, at Bommer er hans far.
- Før havde jeg en helsøster. Jeg havde ét menneske på jorden, som jeg delte en far og en mor med. Fordi min mor ikke har fortalt mig det fra barnsben, har hun stjålet min søster. Og hun har stjålet min far. Det er sådan, jeg opfatter det, siger Mads Christensen, der i dag er 32 år.
Selvom han har forberedt sig på, at svaret kunne være negativt, fryser hans tanker nu til is. Hans hjerne kan ikke absorbere det faktum, at Bommer ikke er hans biologiske far. Mads går ud på badeværelset og ind under bruseren, hvor han i 45 minutter lader vandet løbe ned over sig.
Hvad skal der nu ske? tænker han.
- Det var skelsættende at åbne den mail. Det sidder stadig i kroppen på mig. Jeg bliver stadig sådan øm. Det er nok den bedste måde at forklare det på, siger han.
Da Mads har sundet sig lidt, ringer han til sin søster og til sin far og stedmor og beder dem komme hurtigst muligt. Samme dag samles de på hans værelse i den toværelses delelejlighed Nordvest. Mads har hentet stole i kælderen, så de alle sammen kan være der. Han fortæller dem om e-mailen og viser familien resultatet af dna-testen. Først bliver der stille.
- Hvordan fanden kan din mor være det bekendt? Hold kæft, hvor er det tarveligt, udbryder Bommer så.
Mads indser hurtigt, at det videnskabelige resultat betyder mindst to ting. For det første har hans mor løjet for ham hele hans barndom. Men for det andet er hun nu den eneste, der ved, hvem hans biologiske far er.
- Hun er den eneste person på denne jord, der kunne føre mig til min biologiske far. Så jeg kunne ikke bare køre kanonerne i stilling, selvom jeg havde lyst til det, siger han.
Mads har derfor brug for hendes hjælp og må holde sit raseri tilbage.
Truslen virker
Mads beslutter derfor at skrive en e-mail til sin mor, hvor han er oprevet men ikke tilsvinende. Men på trods af den diplomatiske tone, benægter hans mor resultatet af DNA-testen.
- Det er virkelig stædigt. Der er skal noget til at anfægte en videnskabelig test. Det er ikke et fortolkningsspørgsmål. Mange ting i livet kan diskuteres, men lige præcis det her svar er endegyldigt. Men det var som at tale til en dør, husker Mads, som forklarer sin mor, at sandsynligheden for fejl er nede i promillestørrelse. Til sidst opgiver han kontakten til hende.
- Hun har fejlet som forælder, konkluderer Mads, som i dag er nyuddannet pædagog.
Men den løsning accepterer hans søster Minna ikke.- Jeg synes, vores fælles mor på en eller anden måde har forrådt min bror. Og jeg synes virkelig, at Mads fortjener et svar. Derfor hjælper jeg ham, siger Minna Christensen.
Hun sætter deres mor stolen for døren. Hvis hun ønsker at se sine børnebørn, Minnas to døtre, må hun hjælpe Mads. Og Minnas trussel virker.
Mads modtager kort efter en nødtørftig e-mail, hvor moren fortæller, at Mads’ biologiske far, så vidt hun kan huske, hedder Jan, og at han havde en ruhåret hønsehund. Hun fortæller, at hun, mens hun var ansat i fængselsvæsnet på Sjælland i 1980’erne, blev udstationeret til et fængsel i Jylland i nogle måneder. Der mødte hun Mads’ biologiske far. Hun sjusser ham til at være et sted mellem 53 og 58 år nu. Men hun ved ikke, hvor han er.
Selvom Mads er lettet over at få nogle svar, har han ingen idé om, hvorvidt oplysningerne er ægte, eller om de blot er pure opspind.
- Jeg havde svært ved at tro på, at det var information, jeg kunne tage for gode varer, eller om det bare var noget, hun digtede for at få fred, siger han.
Men fornavnet på faren, navnet på det fængsel, hvor han arbejdede, og oplysningen om den ruhårede hønsehund er de eneste spor, Mads og Minna har at gå efter. Derfor venter der bror og søster et større detektivarbejde.
Jagten på den nordjyske enke
Detektivarbejdet begynder de for alvor på i januar 2016. Mads ringer til en række danske fængsler for at høre, om nogen kan huske Jan med den ruhårede hønsehund fra 1980’erne. Fordi hans biologiske far arbejdede i fængselsvæsnet – et arbejde, der kan give farlige fjender blandt de indsatte – er alle hans oplysninger anonymiseret. Det er som at forsøge at trænge igennem en mur, synes Mads.
Men i fængselsvæsnet er der en kvinde, som godt kan huske Jan med den ruhårede hønsehund. Hun kan huske Jans efternavn, som af juridiske årsager udelades her, og endda at hunden hed Charlie. Det er Minna og Mads’ varmeste spor.
Minna finder en hundekennel på Fyn med ruhårede hønsehunde, som drives af et ægtepar, af samme efternavn, der lader til at have den korrekte alder. Men det er et dødt spor, en forkert Jan.
De ringer videre rundt til hundekenneller i hele landet. Og pludselig er der en kvinde, der husker hønsehunden Charlie og Jan og hans kone, der havde den. Ægteparret havde altid kage og kaffe med, husker kennelbestyreren.
- Der er saft i det her spor, synes Mads.
I mellemtiden får Minna den tanke, at Mads’ far muligvis er død. Hun søger på Google efter dødsannoncer, der matcher det navn, de har opsporet. Og der kommer et hit i Nordjylland. En Jan, der passer med alle de oplysninger, Minna og Mads nu har samlet, er død i foråret 2015. Hans enke har indrykket dødsannoncen i Nordjyske Stiftstidende. Hvis Mads’ biologiske far er død, er en DNA-prøve umulig. Svarene om Mads’ ophav kan være begravet i den nordjyske muld. Men han nægter at give op.
Over internettet finder Mads den kirke, som har stået for bisættelsen. Men kirkekontoret har tavshedspligt og kan ikke fortælle ham ret meget om Jan. Til gengæld lykkes det Mads at få nummeret på enken. Tøvende beslutter han at ringe til hende.
Han aner ikke, hvor længe hun var gift med Jan, eller om hans historie kan skabe splid i et ægteskab, der allerede er endt tragisk med et tidligt dødsfald.
- Hvis han har været utro i en tidlig fase af deres ægteskab, har jeg ikke lyst til at rippe op i det, siger Mads.
Men han ved også, at enken er hans sidste ledetråd.
- Hvis jeg skal have ro nogensinde, så er jeg nødt til at finde et svar, siger han.
Røg ind og ud af hospitalet
En aften i maj sætter Mads sig derfor ved Utterslev Mose sammen med Minna og ringer til Nordjylland.
- Goddag, du taler med Mads Christensen, siger han høfligt, da enken tager telefonen.
Da han har forsikret sig om, at hun først mødte Jan i slutningen af 80’erne – og altså længe efter vinteren 1983, hvor Mads blev undfanget - røber han sit ærinde.
- Jeg har igennem den bedre del af et år forsøgt at opspore familierelationer. Og det har ledt mig frem til en dødsannonce sidste år på en Jan, som du har været gift med, forklarer han.
- Ja, det er korrekt, svarer Jans enke.
- Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal formulere det her. Men der er en sandsynlighed for, at han nok er min biologiske far, forklarer Mads.
Han taler med enken i en time. Hun bekræfter, at hendes afdøde mand Jan var ansat i fængselsvæsnet på samme tidspunkt som Mads’ mor. Oplysningerne passer perfekt med dem, Mads og Minna allerede har samlet. Jans enke er nysgerrig efter, hvordan de har opsporet Jan. Det gør hende faktisk lidt nervøs, fordi hun før har oplevet, at tidligere indsatte har forsøgt at finde ham. Hun fortæller også, at Jan led af nedsat hjertefunktion og røg ind og ud af hospitalet, indtil han døde af en fejloperation sidste år.
Mads holder kontakten med enken, som ikke har ønsket sit navn i denne artikel, over sms. Og da de igen taler sammen i telefonen, inviterer hun ham på besøg i Nordjylland, hvor hun bor i Jans og hendes hus. Mads kan bare overnatte, siger hun.
Mads indvilliger. Han håber, at besøget kan begrave noget af den tvivl, han stadig føler. Måske kan fotografier af hans formodede far give ham vished.
Spørgsmålet han næsten ikke tør stille
I slutningen af maj flyver Mads derfor fra Kastrup til Jylland. Han er lige dele ængstelig og forventningsfuld, da han kører op ad grusvejen i Nordjylland. Det er gråvejr, og blæsten rusker i træer og buske, da den velholdte ejendom toner frem foran ham. En havelåge fører ham ind til en firelænget gård. Et stort træ midt i gården er ved at springe ud, og indenfor kan Mads høre to hunde melde hans ankomst. Mads er nervøs for, om enken er en stoisk, nordjysk kvinde, som bliver svær at hive oplysninger ud af.
Da han banker på døren, åbner en lille, mager kvinde i 50’erne. Hun ligner en, der er ramt af sorg og ikke spiser ret meget, tænker Mads, mens hun byder ham inden for i en lille entré med mørke klinker på gulvet. Mads hilser på hendes to ruhårede hønsehunde. Huset emmer af kvalitet. Køkkenet er velistandsat. I stuen står et stort 60-tommers tv i hjørnet. I en stue længere ind i huset får Mads øje på kondolencegaver – vin og whisky – der stadig står indpakket fremme ved siden af en bunke kort. Enken har brugt sin tid siden Jans død på at finde ud af, om hun har råd til at blive i huset, forklarer hun.
Bordet i spisestuen er dækket op med smørrebrød, kaffe og sodavand. Da de sætter sig, afliver Enken straks Mads’ frygt for, at han skal hive oplysningerne ud af hende. Hun fortæller åbent og længe om Jan og hans familie og viser Mads billeder af den mand, der sandsynligvis er hans biologiske far.
Næsen og øjenbrynene minder om Mads’, synes han. Det gør øjnene og kæben også. Jan var overvægtig, så ansigtsformen er lidt anderledes end Mads’, og kropsligt minder de to ikke om hinanden. Enken kigger meget på Mads. Hun synes ikke, han ligner Jan.
- Det er fair nok, det respekterer jeg, tænker Mads.
Hun viser også billeder af Mads’ formodede farmor og farfar. Det er tydeligt, at hun har tilrettelagt besøget grundigt, tænker han taknemmeligt. Han nævner tøvende for enken, at biologisk materiale fra patienter normalt gemmes i tre år. Derfor har hospitalet, hvor Jan var indlagt, måske en blodprøve liggende, som de kan bruge til en DNA-test. Mads har ikke selv nogen officiel forbindelse til Jan. Derfor er den mulighed helt i hendes hænder.
Den store lettelse
Om aftenen viser enken ham ind i gæsteværelset på hovedhusets førstesal. Værelset rummer en del bøger, som Jan gennem tiden har fået i gave. Mads lægger mærke til, at han har to eksemplarer af BS Christiansens bog ”Et liv på kanten”.
Mads er også glad for BS Christiansen, fortæller han hende. Titlen på bogen er passende, tænker han. Hele det her forløb, hvor Mads har brudt det ene familietabu efter det andet, er på kanten af normen. Næste dag forærer hun ham det ene eksemplar af bogen. Hun skriver en hilsen i omslaget:
”Kære Mads, med ønsket om al held og lykke i fremtiden.”
Hun kører ham til lufthavnen i en mørkegrå stationcar fra 90’erne, som Jan gik og skruede på, før han døde. Det passer godt med Mads’ forestilling om, hvad en mand skal kunne. Han har selv købt et computerprogram, der lærer ham at skille biler ad og samle dem.
Da de tager afsked i lufthavnen i Aalborg, siger enken, at hun godt vil undersøge, om hospitalet har biologisk materiale fra Jan liggende, så Mads kan få den DNA-prøve, der endegyldigt kan vise, at han nu har fundet sine rødder.
- Det var en lettelse. Hele det her projekt har fra dag ét været afhængig af andre mennesker, siger Mads.
Han håber på, at DNA-prøven lykkes én af de kommende måneder, så han kan lægge den endegyldige brik i det puslespil, der er hans ophav.
Men indtil da, må Mads leve med, at morens hemmeligheder og løgne for altid har kostet ham chancen for at møde sin biologiske far.
Få hele Mads Christensens historie i TV 2-dokumentaren "Hemmeligheder og løgne," der sendes onsdag kl. 20 på TV 2, men allerede nu kan ses på TV 2 PLAY.