Hvad skete der med det danske frisind?
Det undrer mig, at folk, der er vokset op i samme tid som mig, føler sig stødt af nøgne og topløse mennesker på stranden.
Da jeg forleden tog en hurtig strandtur med nogle af ungerne inden aftensmaden, havde jeg begge bikinidele med. En hurtig scanning af stranden og de andre kvindelige strandgæster afslørede desværre ingen topløse kvinder som sidst, jeg var der. Et kort øjeblik overvejede jeg da også, om jeg - lige som de andre - skulle iføre mig min. Men da jeg virkelig hader at gå rundt med bikinitop, vandt bekvemmeligheden over at "falde ind", så toppen blev i tasken.
Da jeg nogle dage før var på date og kom til at diskutere samme emne, og også at næsten ingen kvinder går uden bh’er længere, selv om langt de fleste, jeg kender, hader at gå med den, kom jeg til at udbryde: "Jeg gider simpelthen ikke ligge under for de her krav længere. Så nu kan I fandme rage mig! Jeg går ikke med bh..."
Jeg kunne godt se overraskelsen over det noget bastante udbrud hos min date, men måske var overraskelsen nok størst hos mig selv. Over mig selv. Overrasket over, at det pludselig gik op for mig, hvor vred og mavesur jeg er gået hen og blevet. Vred og sur over at skulle ligge under for andres krav om perfektionisme og blufærdighed, så jeg tilpasser mig og gør ting, som virkelig er mig imod. Og jeg er træt af, at jeg i årevis har iført mig et beklædningsstykke, som jeg føler mig dybt utilpas og spændt inde i. Nærmest kvalt af. Så jeg gider ikke mere.
Jeg er træt af, at topløse kvinder er et særsyn
For jeg er i bund og grund mest af alt bare træt. Træt af den evige diskussion om kvindekroppen, og hvad der er rigtigt og forkert. Hvad man må og ikke må. Hvad man bør og ikke bør. Som ung. Som gammel. Som slank. Som buttet. Hvilken krop man kan tillade sig at vise frem. Og ikke mindst hvem hensynet skal være til.
Jeg er træt af, at vi lever i en tid, hvor ammende kvinder kan gøre mænd så befippede, at de helst ser dem henvist til et andet sted end der, hvor de er i det offentlige rum. Træt af, at topløse kvinder er blevet et særsyn, selv om langt de fleste kvinder, jeg kender, slet ikke bryder sig om at have den på.
Og ikke mindst træt af, at vi lever i en tid, hvor man i ’Spørg Charlie’ diskuterer, hvem, manden med badebukserne eller de nøgenbadende kvinder på en offentlig strand om morgenen, der skal tage hensyn til hvem, fordi hans blufærdighed krænkes af nogle kvinder, der tager sig en nøgen morgendukkert, mens han også er der, fordi han også møder dem i andre situationer. De har tilsyneladende ikke noget problem med det, så hvorfor skulle han?
Kig den anden vej
Jeg gider ikke længere. Gider ikke tage hensyn til andre. Gider ikke tænke over, at folk kan gå forbi mit hus og se mig gå nøgen rundt derinde. Det er mit hus og mit hjem, og hvis du ikke vil se mig nøgen, så kig den anden vej.
Sådan er det vel også på stranden, ikk’? Hvis ikke du bryder dig om det, du ser, så lad være med at kigge. Meget sværere er det vel ikke.
For vi må godt. Bade nøgne. På en hvilken som helst badestrand. På et hvilket som helst givent tidspunkt af døgnet. Nøgenheden i sig selv burde ikke provokere nogen. Det er jo bare krop. Sådan var det i hvert fald før i tiden. Der var en krop "bare" en krop - også når den var bar. Og vi gik ikke og dømte, bedømte og fordømte hinanden ud fra, hvordan deres krop så ud.
Det er desværre længe siden, jeg selv har badet uden en trævl på kroppen. Desværre, fordi det faktisk er ret skønt, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Det er bare fedt. Måske fordi man slipper for at stå og fryse i sit våde badetøj bagefter. Lige som det faktisk er ret fedt at gå uden en snærende bh - især når det er varmt.
Vil bare gerne være mig
Men i dag anses man for at være ekshibitionist eller flasher, hvis man smider toppen eller bh’en. Anses for at være en, der har brug for at smide "det hele" op i hovedet på folk.
Jeg har sgu ikke hverken noget at flashe eller smide i hovedet på folk - andet end et par ret små og lidt trætte bryster og en lettere rynket mave efter en del børnefødsler. Jeg vil bare gerne have lov til at være. Og være mig. Uden at skulle tage hensyn til eller tænke over, hvad andre måtte tænke om den krop, jeg nu en gang har fået tildelt. Eller om jeg kan "tillade" mig at vise den på et offentligt sted.
Men hvornår pokker kom vi til at gå i så små sko, at vi konstant skal gå og tænke over, hvad, andre mener, er rigtigt og forkert? Hvor nøgenhed er blevet så stort et issue, at det skal tages op af et diskussionspanel på TV 2 Charlie, der hovedsagelig tiltrækker seere i den modne alder, der selv var unge eller voksne i de frie halvfjerdsere?
Og hvornår mistede vi det danske frisind? Og skulle vi ikke til at få det tilbage igen? Jeg gør i hvert fald mit...