Samliv

Har vundet en halv million: Skal konen bestemme, hvilken bil han skal købe?

En 29-årig mand vil gerne købe en smart sportsvogn for de penge, han har vundet i tips. Men konen mener, han skal være fornuftig.

Forestil dig, at du vandt en halv million kroner i tips. Hvad ville du så gøre? Være fornuftig eller brænde dem af på noget fedt?

Det er hvad et af ugens dilemmaer i 'Spørg Charlie' handler om. 

Panelet består denne uge af Pernille Højmark, Lars Hjortshøj, Niels Hausgaard og Ghita Nørby. Og de får et spørgsmål fra en mand på 29 år, der har vundet 500.000 kroner i tips. Pengene skal bruges på en ny bil.

Han vil gerne selv have en Mazda MX5, som er en lækker sportsvogn. Hans kone synes derimod, at han skal være mere fornuftig og købe en praktisk Audi A4.

Så nu spørger han panelet, hvad han skal gøre.

Køb en blærespand

- Han har udfyldt kuponen, så det er hans penge - han skal købe den Mazda, siger Niels Hausgaard.

Det er der rimelig bred enighed om i panelet.

- Han skal have præcis den blærespand, han vil have. Gevinstpenge skal man gøre noget særligt med - de skal ikke indgå i en opsparing eller sådan noget. Der skal brændes en drøm af, og når det er hans drøm med en rød Mazda, så er det da den, han skal have, mener Pernille Højmark.

- Det må gerne have et element af tant og fjas, når de er vundet på den facon. Det skal være noget synligt, siger Lars Hjortshøj.

Konen skal også forkæles

Panelet mener dog ikke, at konen skal snydes helt for at få del i mandens gevinst. Hun skal nemlig også forkæles, men ikke med en praktisk bil.

- Forær hende nogle sindssygt fede sko og en perfekt taske. Brug 50 kilo på, at hun kan få lov til at købe alt det fedeste, hun vil, siger Pernille Højmark. 

Ghita Nørby supplerer med, at det også kunne være en god idé at invitere konen på en rejse. Og mændene i panelet nikker anerkendende til, at konen skal forkæles.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé lige at fordele lidt, så der er ro på bagsmækken, om man så må sige - så er der ikke noget brok på den konto, siger Lars Hjortshøj.

Millionærrådgiver: Vær fornuftig

TV 2 har spurgt Harry Aamann, millionærrådgiver hos Danske Spil, om, hvad der vil være det bedste at gøre i den 29-årige mands tilfælde.

- Generelt er det en god ide at betale sine lån, fordi renten er så lav i dag, at det er svært at få forrentning. Derfor får man mest ud af sine penge ved at gøre det. Men vi opfordrer også til, at man gør noget for at glæde sig selv eller sine nærmeste - vi rejser ikke rundt som moralens vogtere, siger Harry Aamann

- Så skal han købe en sportsvogn eller en fornuftig bil?

- Det kommer an på de pågældende mennesker. Jeg ville nok vælge den mere forsigtige linje, siger Harry Aamann

Hvis manden vælger at købe den smarte Mazda MX5, er millionærrådgiveren dog enig med panelet i, at det er vigtigt også at huske at forkæle konen.

- For husfredens skyld er det sikkert en god ide, men det kommer jo an på, hvordan de ellers har organiseret deres økonomi, siger Harry Aamann.

Afstemning

Skal han bruge gevinstpengene med en fornuftig Audi A4 eller en smart Mazda MX5?