Nu bliver jeg straffet for at have fået mange børn
Endnu en gang vil man skære i børnechecken for storfamilierne, da alle jo ved, at det kun er "de brune", der får mange børn.
Jeg glemmer aldrig den dag i 2010, da jeg stod inde på Jordemoderskolen og fik nyheden om, at man ville beskære børnechecken voldsomt. Jeg var næsten lige begyndt på studiet, da jeg fandt ud af, at den sidste borgerlige regering over en periode på tre år helt ville fjerne børnechecken til alt over tre børn, og samtidig give alle børnefamilier en reduktion på fem procent - uanset antallet af børn.
Jeg stortudede. Der stod jeg som helt ny på studiet med udsigt til fire år på SU, og nu mistede jeg pludselig en kæmpestor del af min families livsgrundlag. Når det var fuldt ud indfaset, ville vi mangle 40.000 kroner om året. Det kan fandme mærkes. Og jeg anede ikke, hvor jeg skulle finde pengene. I forvejen havde vi skåret helt ind til benet, så der var råd til, at jeg kunne læse - nu var der bare ikke mere at hente.
Den gang - som nu - var det signalpolitik af værste skuffe. Signalpolitik, der handler om at straffe folk af anden etnisk herkomst, for som alle ved, er det jo kun "de brune", der får mange børn, ikke? Og man skal ikke være ret gammel for at kunne huske en politiker, der kom ret galt af sted ved at udtale, at: "De yngler som rotter"... Det er den samme politik nu – bare pakket lidt pænere ind.
Kun én gruppe får flere børn end de etniske danskere
Men det passer ikke. Passer ikke, at de brune generelt får mange flere børn end etniske danskere. Det er forkert. Og en lodret løgn. Herboende mennesker med anden etnisk herkomst får ikke langt flere børn end etniske danskere. Der er kun én indvandrergruppe herhjemme, der får markant flere børn. Somalierne. Og det er der intet underligt i. De er den nyeste gruppe indvandrere, og det tager tid, inden man adopterer en ny kultur og ikke mindst finder ud af, at man i Danmark ikke har behov for mange børn for at overleve alderdommen og ikke mindst, at vi har en meget lav børnedødelighed.
Langt, langt hovedparten af de børn, der fødes i Danmark lever til langt op i årene. Heldigvis. Det gør de ikke i Somalia. Så derfor får de stadig flere børn end andre herhjemme - i gennemsnit 7,1 barn. Så når folk spørger, hvor mange børn jeg har, svarer jeg gerne: "Lige så mange som somalierne..."
Og lige som somalierne bliver jeg nu straffet for at have fået (for) mange børn, hvis beskæringen af børnechecken kommer igennem - men det skal den nok. Sidst var det oppe at vende i foråret, da en syrisk flygtning blev familiesammenført med 17 af hans i alt 20 børn med tre forskellige koner. For det var da forargeligt, at han kunne "tjene" på at have mange børn. Og gu’ er vores system ikke lavet til, at man skal kunne leve af at have børn, men hvorfor skal vi igen lovgive ud fra en enkelt sag, der kalder på forargelse og smålighed? Hvorfor skal vi igen ramme 400.000 børn med helt almindelige liv på grund af 17, der stikker lidt uden for? Børn og familier, der på ingen måde tjener fedt på børnechecken.
Det gør jeg heller ikke. Mine børn koster mig en hel del mere, end jeg kan få hjem i offentlige tilskud. For (undskyld, unger!) børn er generelt en rigtig dårlig forretning. Også for os få med lidt flere børn end gennemsnittet.
Der er ikke mange stordriftsfordele i mange børn
For de stordriftsfordele, regeringen taler om, kan være rigtig svære at få øje på. Jo, vi kan godt bruge en barnevogn mere end en gang. Tripp Trapp-stolene kan også gå i arv og noget tøj, hvis ungerne ellers er af samme køn, men så er den faktisk ikke så meget længere. Der skal laves lige meget mad til nummer tre, fire og fem, som til nummer et og to. De skal alle gå i institution, til sport og andre fritidsaktiviteter, og der er ingen rabat. Heller ikke på fodboldstøvlerne og -tøjet. Det kræver lidt mere af vores bil og hus, som det heller ikke bliver billigere af. Lejrskolerne er heller ikke billigere, fordi man har flere ældre søskende. Eller frisøren. Sommerhuset. Eller charterrejsen.
Fordelene er alene de gratis. Den kæmpe mængde kærlighed, jeg både giver og modtager hver eneste dag. Men selv om man siger det i et romantisk øjeblik, er det sgu de færreste af os, der reelt kan leve af kærlighed og kildevand. Men det er nok det jeg, somalierne og alle de andre brune nu skal til at indstille os på. Igen.