Børnene betaler prisen for vores arbejdsnarkomani

For en del år siden hørte jeg familierådgiver Lola Jensen kalde os, der er forældre i dag for den ’bedste forældregeneration nogensinde’. Det er jeg bange for er ved at ændre sig. For i takt med, at der bliver større og større krav til os som nyttige samfundsborgere og skatteydere, skruer vi på den eneste knap, vi har tilbage - børnene.

Vi nedprioriterer tiden med dem, der er det vigtigste i verden for os og efterlader dem sammen med bedsteforældre (hvis vi er så heldige at have nogen, der ikke arbejder eller realiserer sig selv), au pair-piger og til stadighed dårligere og dårligere institutioner og skoler. Og hvad gør vi ved børnene? Vi fortæller dem ved vores handlinger, at det eneste, der betyder noget i verden, er at være effektive alle andre steder end sammen med dem.

Se også

Droppede barsel og startede på job efter en uge: - Jeg brænder for mit arbejde

Og hvad gør de så, børnene, når det bliver deres tur på arbejdsmarkedet og i forældrerollen? De gør præcis det samme. For som de fleste efterhånden ved, så gør børn ikke, som vi siger, men som vi gør.

Nærvær med børnene er vigtigt

Da jeg fik mine første børn i 90erne, talte man meget om kvalitet frem for kvantitet. Altså at det var vigtigere, at den tid, man havde sammen med sine børn, var god, end at der var meget af den. Siden da er vi kommet et stykke længere, troede jeg.

I dag ved vi, at det er vigtigt for børnene at have meget tid med deres forældre. Nærværende tid ikke bare i korte, afmålte portioner. For tid sammen med forældrene, hvor man oplever dem have både gode og dårlige dage, giver dem både en forståelse af det hele menneske - og ikke mindst tryghed. Det hele menneske er ikke altid på toppen og glad hver morgen og hver aften. Du kan lade som om, fordi du kun har (eller har valgt kun at have) den tid sammen med dit barn. Men børn er de klogeste mennesker i verden, og de gennemskuer dig.

Og tryghed får man ikke af, at der bliver sagt ’Godmorgen’ og ’Godnat’ hver dag. Det er ikke nok. Heller ikke som forældre. For det er først, når vi har tid sammen med vores børn, at vi rigtigt kan mærke dem. Mærke, om de har haft en god eller dårlig dag. Hvordan det går med deres venner og deres udvikling. Kort sagt mærke, om de har brug for os. Det kan en snak om dagen, der er gået, med bedsteforældre, au pair-pigen eller pædagogen aldrig erstatte. For det er alt andet lige ikke deres barn. Det er vores.

Men det bliver sværere og sværere at være den slags forældre med de forhøjede krav til et effektivitetssamfund med effektive, højtydende og skattebetalende borgere.

Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved advokat-moren

Det viser det seneste eksempel med advokatmoren, der kun holdt en uges barsel med al tydelighed. Hun holdt faktisk slet ikke barsel, men en uges ferie, så ingen af hendes klienter opdagede, hverken at hun var gravid eller fødte. For klokken tre om natten sendte hun sin sidste mail, inden "ferien", og fem timer efter blev fødslen sat i gang ved et kejsersnit. Meget praktisk i et effektivitetssamfund hvor det hele planlægges ned til sidste minut, så man kan komme tilbage og yde til samfundet. Barnet må så blive derhjemme og blive passet af bedsteforældre og au pairs, mens mor passer sit arbejde og tjener mange penge.

Jeg er sikker på, at man stadig kan være en god mor, selv om man bruger hovedparten af sin tid på at arbejde. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mødre, der stort set ikke holder barsel, elsker deres børn lige så meget som andre, der holder lang barsel.

Men jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved nogle af præmisserne - for eksempel den, der lyder: "Hvis jeg er glad, er mit barn glad."

Det sagde man også, da jeg blev mor første gang. Men lige som med kvalitet/kvantitet, er der vist ikke mange, der tror helt så fast på den mere. Forældre, der er glade for deres arbejde, giver ikke nødvendigvis glade børn, hvis de ikke har tid til dem.

Dårligt signal at sende til børnene

Og jeg vil tillade mig at være meget skeptisk over for det signal, det sender til vores børn, når vi ikke holder barsel, men i stedet bruger vores tid og energi på sit arbejde. Være skeptisk over for, hvor godt det er for et barn at vokse op med, at noget andet (arbejdet) har første prioritet i vores liv.

Og jeg vil især tillade mig at være meget skeptisk over for den trend sådan et eksempel kan være startskuddet til. Eller rettere den blåstempling det eksempel giver af at nedprioritere vores børn til fordel for at være gode samfundsborgere, der skal yde det maksimale i alle døgnets vågne timer for samfundets skyld og helst til, vi står med et ben i graven.

Måske man godt kan være både et karrieremenneske og gode forældre - jeg tvivler. For nogle år siden hørte jeg en højtprofileret karrierekvinde udtale: "Min mand og jeg har altid arbejdet meget. Det er der ingen, der har taget skade af. Undtagen vores børn…"

Det blev sagt med et skævt smil og i sjov. Men det sjove var, at det bare slet ikke var sjovt. For inderst inde ved vi alle godt, hvem der betaler prisen for mors og fars karrieredrømme: Børnene.