Mine børn er blevet curlingbørn, fordi mit serviceniveau er for højt
Mon ikke vi alle sammen er curlingforældre i en eller anden forstand? Jeg må I hvert fald sande, at jeg har haft et for højt serviceniveau.
"Hvordan kan det være, at vores børn ikke kan noget som helst praktisk? Det kunne vi da, da vi var i deres alder."
Spørgsmålet kommer fra en ven, der lige som jeg altid har været en aktiv gør-det-selv’er og kan håndtere værktøj, fordi han altid gik sammen med sin far som barn, når faren ordnede ting i og omkring huset. Jeg gik så altid sammen med min mor og var ikke andet end 10 år, første gang jeg stod og rev tapet ned, fordi vi var flyttet, og der skulle laves om. Jeg var samme alder, da jeg vidste alt om at vaske tøj, og et par år senere syede jeg selv mine comboybukser ind og affarvede dem med klorin i vaskemaskinen. Som 12-årig syede jeg også shorts og nederdele til både mig og min søster, og som 14-årig syede jeg uden problemer en ret kompliceret skjorte, et par timer inden inden jeg skulle til en ungdomsfest.
Jeg kunne vaske, stryge, farve, affarve og sy. Men jeg kunne også fjerne tapet, male og hjælpe min mor, når vaske-, opvaske- eller græsslåmaskinen gav problemer. Vi ordnede tingene selv, medmindre det var helt umuligt. Og som børn, eller i hvert fald den ældste, var jeg som det naturligste med, da min mor var alene. Der var ikke andre at ty til.
Hvordan sender man et brev, mor?
Men jeg må med skam erkende, at jeg ikke har sørget for at give mange af disse praktiske ting videre til mine børn. Kun en enkelt af dem kan lidt, fordi hun har haft lyst til at være med mig, hvor jeg var, og det som oftest har været i gang med en eller anden praktisk opgave. Gerne istandsættelser, da jeg nærmest ikke har lavet andet ved siden af mit arbejde de seneste 25 år.
Men de andre? Ha, der bliver jeg sgu af og til overrasket over, hvor lidt de egentlig har fanget i løbet af deres levetid.
Topmålet var nok, da min ældste i forbindelse med indkaldelse til session, skulle sende de udfyldte papirer tilbage og pludselig stod og så helt forkert ud og spurgte: "Øh, mor... Hvordan sender man egentlig et brev?"
Når det er sagt, forstår jeg faktisk godt den. De er børn af en anden tid, hvor der ikke sendes en masse breve eller postkort, fordi alt foregår elektronisk, men alligevel. Både han og de andre har jo faktisk modtaget fysisk post som enten postkort, breve eller pakker fra forældre og bedsteforældre på lejre og hytteture, men åbenbart aldrig undret sig over, hvordan disse ting kom frem. Eller at der stod deres navn og adresse på forsiden sammen med frimærkerne, og afsenderens på bagsiden.
Og jeg bliver lidt træt, når mine børn kommer og klager over manglende rent tøj, og deres svar til min kommentar: "Så har du nok glemt at vaske det..." er "Jamen, jeg ved ikke, hvordan man vasker...", når jeg nu har gennemgået det med dem tusind gange.
Eller når min søn, hvis opgave det er at tømme opvaskeren, stadig ikke ved, hvor plastikbøtterne står efter to år, og når jeg fortæller ham det, siger: "Der har jeg aldrig sat noget ind".
Så forstår jeg godt, hvorfor jeg altid skal flytte om på ting.
Jeg er faldet i samme fælde som alle andre
Og jeg bliver måske især træt, når den 18-årige stadig ikke har fået malet det nybyggede skab på sit værelse på grund af manglende tid og lover, at hun nok skal gøre det i weekenden, men lige tilføjer: "Jeg skal bare lige have fundet ud af, hvordan man gør."
Men søde skat, du har ikke set mig lave andet hele dit liv?!?!
Og rigtig træt, når hun så siger, at hun jo aldrig er blevet bedt om at være med.
For jo, det er hun. Lige som alle de andre. Men jeg må jo bare erkende, at jeg åbenbart alt for ofte er faldet i den samme grøft som så mange andre forældre, at det bare er nemmere og hurtigere at gøre det selv, end at blive ved med at slås med dem for at få dem til at lette r.....
Det er så slut nu. Nu begynder uddannelsen til livet herhjemme. Nu skal de lære at ordne tingene selv. Og selv om de garanteret bliver pissesure på mig over det i starten, er jeg faktisk ret overbevist om, at de om ganske få år vil være glade for, at jeg nu dropper rollen som curlingmor, så de lærer at klare sig selv.