Mette Line forlod sin hjerneskadede mand: Sådan har hendes samvittighed det
Man går da ikke fra en syg ægtefælle. Når Mette Line Boserup så alligevel gjorde det, var det, fordi alternativet var værre.
Til døden jer skiller. I medgang og modgang. De to sætninger har Mette Line Boserup efterhånden hørt en del gange.
Ordene er faldet, efter hun i foråret delte sit livs sværeste beslutning i dokumentarfilmen 'Dem vi var', som blev sendt i 50 biografer - og som torsdag har tv-premiere på TV 2.
I filmen vælger Mette Line Boserup nemlig at lade sig skille fra sin mand gennem 12 år, som på det tidspunkt kæmper med en alvorlig hjerneskade som følge af en blodprop. En beslutning, hun stadig har det svært med.
- Det var forfærdeligt. Og det var noget, jeg skulle tage mig sammen til. For jeg vidste godt, at jeg kom til at træde på ham en gang til – og det var en prioritering af mig selv og børnene. Så kan man sige, at det var forkert. Men jeg kunne ikke mere, fortæller Mette Line Boserup i dag til TV 2.
Bag hjemmets fire vægge
I dokumentarfilmen 'Dem vi var' har instruktøren Sine Skibsholt fulgt familien Boserup det første år efter ulykken.
Her ser man den 39-årige familiefars første besøg hjemme efter ulykken, hans vredesudbrud og frustrationer under genoptræningen - og hvordan Mette Line løbende kæmper med at genkende den mand, hun giftede sig med.
Hun forstår godt, når folk med forargelse i stemmen siger: 'jeg ville aldrig forlade min syge ægtefælle'. Sådan tænkte hun nemlig også selv før ulykken. Og netop derfor håber hun på - ved at invitere folk med ind bag hjemmets fire vægge - at skabe et mere nuanceret billede af den opfattelse.
- Jeg kan godt forstå, at folk synes, det er synd for den syge ægtefælle, der bliver forladt. Men sådan en hjerneskade går også udover ægtefællen, børnene og forældrene til den syge. Alt bliver forandret med et trylleslag - og det er ikke kun den syge, der skal bedst muligt igennem det, siger Mette Line Boserup.
Herunder fortæller Mette Line Boserup, hvordan hendes mands hjerneskade påvirkede hende som pårørende:
Når relationen ændres
Løbende oplevede hun, hvordan hjerneskaden - foruden at ødelægge en tredjedel af Kristan Boserups hjerne - også ændrede deres ligeværdige relation, kærlighed og rollefordeling.
- Den Kristian, der var vågnet op efter hjerneskaden, var jo ikke den Kristian, jeg kendte før. Der var røget nogle procenter af den Kristian, som jeg forelskede mig i og kunne sparre med i et ægteskab. Jeg var blevet hans store beskytter, der skulle klare alting - og det blev for meget, siger Mette Line Boserup.
Hun kunne langsomt mærke, at hun svandt mere og mere ind som menneske - og at det ville betyde, at hun ikke kunne tage sig af deres to fælles børn, Celeste og Cyron.
- Jeg ville godt have vidst, at det var så hårdt at være pårørende, og hvor mange kasketter man skal have på. At man skal overlade sin meget syge og nære pårørende til et sygehusvæsen, som har bare har alt for travlt. Jeg var jo konstant urolig, siger Mette Line Boserup.
Man får ufrivilligt en ny partner
Spørger man neuropsykolog Anne Norup fra Rigshospitalet, så er pårørende til personer med hjerneskade generelt en overset gruppe.
Hun står bag en dansk undersøgelse, der viser, at flere end halvdelen af de pårørende oplever, at de ikke får den støtte, de har brug. Samtidig oplever lidt mindre end halvdelen, at de får tilstrækkelig god information om deres pårørendes sygdom.
- Den pårørende skal løse et hav af opgaver. Først er der et langt forløb på i sygehusvæsenet, hvor man er på i forhold til samtaler, behandlinger og genoptræning. Samtidig skal man jo passe sit job og et hjem, hvor der måske er børn, siger Anne Norup.
Dertil kommer der, at den pårørende måske også skal bearbejde, at partneren ikke længere er den samme. Og det kan være svært for omverdenen at forstå.
- De tænker jo, at man burde være glad, fordi han eller hun ikke i det mindste ikke er død. Men den pårørende skal igennem en sorgproces, hvor man skal sige farvel til det, som man har tabt, forklarer Anne Norup.
Har stadig dårlig samvittighed
For Mette Line Boserup er det også først for nylig gået op for hende, at den Kristian, som hun kendte, ikke kommer tilbage igen.
- Jeg brød fuldstændig sammen en dag, for jeg savner ham jo rigtig meget.
I dag er det et år siden, hun traf beslutningen om at forlade sin mand. En valg, hun stadig har det svært med.
- Jeg har stadig dårlig samvittighed, fordi jeg tænker, at jeg kunne tage mig bedre af Kristian, hvis vi boede sammen. På den anden side ville betyde, at jeg ikke kunne tage mig lige så godt af mig selv og børnene. Så det er den rigtige beslutning, siger Mette Line Boserup.
Dokumentarfilmen 'Dem vi var' bliver sendt torsdag klokken 20.00 på TV 2. Allerede nu kan du dog se snigpremiere på TV 2 PLAY.