39-årige Kristian blev hjerneskadet og parkeret blandt ældre - og han er ikke den eneste
Da Kristian som 39-årig blev hjerneskadet, blev han placeret blandt ældre. Ligesom 25-årige Trine. Og det er et generelt problem, mener fagfolk.
Er jeg heldig, at jeg er kommet så langt? Kristian Boserup tygger lidt på ordene, som han efterhånden har hørt fra flere.
Det er nu 2,5 år siden, lægerne reddede hans liv, da en blodprop ramte ham og ødelagde en tredjedel af hans hjerne. Siden har han genoptrænet. Men undervejs i forløbet har han flere gange følt, at han er blevet placeret ved livets endestation fremfor på vejen tilbage til hverdagen som familiefar.
- Når man er ramt, som jeg er, så prøver man hele tiden at spejle sig i sine omgivelser. Men når man så kommer ind som ung på noget, der minder om et plejehjem, så er det svært, fordi det tager motivationen fuldstændig fra en, fortæller Kristian Boserup i dag til TV 2.
Ikke et særsyn
I dokumentarfilmen 'Dem vi var', der torsdag aften havde tv-premiere på TV 2, ser man, hvordan Kristian Boserup genoptræner på et center, hvor der nærmest udelukkende er folk over pensionsalderen omkring ham.
Og spørger man Hjerneskadeforeningen, så er det billede langt fra et særsyn.
- Det er meget kendetegnende for, hvor man behandler yngre mennesker med hjerneskade i Danmark - og det er rigtig ærgerligt. Men der er desværre meget få steder, man har decideret tilbud til den gruppe. Og derfor er det normen, at de bliver placeret på plejehjemslignende steder, siger Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen.
Trine på 25 år: Den næstyngste var 60
Omkring 20.000 danskere rammes hvert år af hjerneskade. En stor del af disse skyldes apopleksi, også kaldet en blødning eller blodprop i hjernen. Men da skaden er hyppigst i de ældre aldersgrupper, ender de unge, ifølge Hjerneskadeforeningen, ofte med at sidde enkeltvis fordelt ud på kommunerne.
Det oplevede Kristian Boserup - og det samme skete for to år siden også for Trine Trøjborg Rosendahl, da hun som 25-årig skulle genoptræne efter en blodprop.
- Så står man der som ung og træder ind i et lokale, hvor den næstyngste er 60 år. Det var lamslående, og jeg følte mig meget mærkeligt, fortæller Trine Trøjborg Rosendahl.
Hun stod på det tidspunkt med to små børn derhjemme, var på barsel og havde heller ingen uddannelse, da ulykken ramte. Og selv om hun oplevede, at personalet gjorde meget for hende, så mærkede hun også, at omgivelserne smittede af på hendes motivation.
- Jeg følte ikke, jeg rykkede mig. Jeg havde brug for at være sammen med nogen, som var på samme stadie som mig, siger hun.
Man udnytter ikke hjernens potentiale
At yngre personer med hjerneskade bliver placeret blandt ældre er også en velkendt problematik hos Hana Mala Rytter, forsker og lektor i neuropsykologi ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.
- Det er et problem, for når man ikke er sammen med mennesker, man kan spejle sig i, så får man heller ikke de bedste betingelser for at komme sig efter den voldsomme forandring, der er sket - nemlig at man er blevet skadet på sin hjerne, siger Hana Malá Rytter.
Hun forklarer, at man dermed heller ikke får udnyttet det fulde potentiale, som hjernen har. Og det betyder, at de ramte ikke når så langt, som de potentielt kunne være nået.
- Det er en meget ulige alliance. Og den kan ikke bruges til at støtte hjernen i genopretningsprocessen. Hjernen har brug for stimulation og udfordring, og den udfordring får man bedst, hvis man er sammen med ligesindede, siger hun.
Man kunne bakke hinanden op
Kristian Boserup er da heller ikke i tvivl om, at han gerne var taget længere væk for at blive genoptrænet sammen med folk på sin egen alder.
- Helt bestemt. Det kunne være rart, hvis der var nogle tilbud, hvor man var inden for en aldersgruppe, og man kunne bakke hinanden op. Når man er med folk på sin egen alder, så er det meget lettere at lære noget og motivere sig selv til at komme det næste skridt, siger han.
Det første år var den 39-årige familiefar tilknyttet 12 genoptræningsforløb - og her kunne han mærke stor forskel, når han var et sted med folk under pensionsalderen.
- De ældre mennesker var jo søde og rare. Men man vil gerne have nogle at spejle sig op imod og træne sammen med. Og det er altså bare sværere med en på 80 år, siger han.
Mere fokus på det kognitive
Ifølge både Hana Malá Rytter og Morten Lorenzen fra Hjerneskadeforeningen handler det om, at der i Danmark i høj grad er fokus på det fysiske og ergoterapeutiske, når det kommer til personer med hjerneskade. Kognitive vanskeligheder, som ændringer i adfærd, personlighed og følelser, kommer ofte i anden række.
- Vi skal have fokus på, at der også skal gang i hjernen. Så når man redder et liv, skal man også få det fulde potentiale ud af det - og det får man ikke ved at placere unge mennesker blandt ældre, siger Morten Lorenzen, der bakkes op af Hana Mala Rytter.
- Hvis man placerede den ramte med jævnaldrende, ville det hjælpe dem med at genvinde et fodfæste og hjælpe dem igennem processen, der siger: Hvem er jeg egentlig, når er blevet hjerneskadet?, forklarer Hana Mala Rytter.
KL: Det er altid en afvejning
Spørger man Kommunernes Landsforening (KL), om indsatsen er god nok, når yngre personer med hjerneskade flere steder bliver placeret med ældre, lyder svaret:
- Det er altid en afvejning. Vi prøver i kommunerne også at undgå, at borgerne skal transporteres over lange afstande, men det må være en afvejning i den enkelte kommune i samråd med den enkelte unge og de pårørende, siger Thomas Adelskov, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.
Han erkender dog, at ikke alle kommunerne har optimale tilbud til borgerne rundt i landet. Samtidig understreger Thomas Adelskov, at man de fleste steder derfor forsøger at sammensætte grupperne af hjerneskadede.
- Jeg tror, man skal være opmærksom på, at der er kommet nye retningslinjer i 2015, og det er dem, vi er i gang med at implementere, så jeg håber også, at man vil kunne mærke, at vi bliver bedre til det. Vi lærer hele tiden, og kommunerne lærer også af hinanden og bruger også den sidste nye viden.
Vejen tilbage til livet
Både Kristian Boserup og Trine Trøjborg Rosendahl er ikke i tvivl om, at det har påvirket dem at blive placeret blandt ældre.
- Jeg tror helt sikkert, det har haft noget at sige, at jeg ikke kunne snakke og spare med folk på min egen alder, siger Trine Trøjborg Rosendahl.
Hun har i dag nedsat funktion i hele venstre side, konstant hovedpine og nervesmerter i venstre arm. Lige nu afventer hun at komme igennem det sidste genoptræningsforløb, før hun skal i jobprøvning.
Hos Kristian Boserup er det i dag 2,5 år siden, lægerne reddede hans liv. Han er lige nu i flexjob og bor i en lejlighed 800 meter fra sin familie.
- Så umiddelbart har jeg det jo godt. Men når folk siger, at jeg er heldig, at jeg er kommet så langt, så tænker jeg: Jeg føler mig ikke specielt heldig.
Fik du ikke set dokumentaren 'Dem vi var', så kan du se den på TV 2 PLAY. Du kan også genlæse hele Mette Line og Kristians Boserups historie i linket herunder: