Landmand søger kærlighed

Dennis fandt ikke kærligheden - og havde heller ikke regnet med det

Dennis har givet udtryk for, at pigerne ikke 'slog benene væk under ham'.

25-årige Dennis meldte sig til 'Landmand søger kærlighed', fordi han aldrig rigtig har haft held med kærligheden og dermed aldrig haft en kæreste. Det vil han gerne have nu, og derfor prøvede han lykken i programmet.

Men allerede da han gennemgik sine breve, gik det op for ham, at den store kærlighed nok ikke var iblandt.

Det kunne jo være, at der ville opstå noget, men det var ikke noget, jeg gik og regnede med.

Dennis

Gav det en chance

Efter optagelserne har TV 2 besøgt Dennis i Løgumkloster for at tale om, hvordan det var at være med i et datingprogram, hvor han ikke havde følelser for nogen af pigerne.

- Nu havde jeg jo sagt ja til at være med og valgt pigerne ud, så jeg måtte hellere give det en chance. Og det synes jeg også, at jeg gjorde, lyder det fra Dennis.

Afklaret

Dennis har ikke så meget erfaring med piger eller dating for den sags skyld, derfor kunne man måske også forvente, at han ville være rigtig nervøs. Men han var mindre nervøs, end han kunne have været.

- Jeg tror, min nervøsitet havde været værre, hvis der virkelig havde været et par stykker, der virkelig havde fanget mig. Jeg var hele vejen igennem ret afklaret, siger Dennis og fortsætter:

- Det kunne jo være, at der ville opstå noget, men det var ikke noget, jeg gik og regnede med.

Landmand søger kærlighed er ikke slut endnu. I næste uge kan du se, hvordan det går Michael og kærligheden. Her er det nemlig blevet tid til, at han skal vælge, hvem han vil have med på romantisk weekend.

Kan du ikke vente til på tirsdag klokken 20.00, hvor afsnittet bliver sendt på TV 2, så klik ind på TV 2 Play allerede nu og se snigpremiere på programmet.