'Gerda' har ikke dårlig samvittighed: Har mødt en anden, mens manden er på plejehjem
Kvinden bag signaturen "Gerda", der skrev til 'Spørg Charlie', fordi hun havde mødt en anden mand, mens hendes mand var på plejehjem, står nu frem.
Han sidder i kørestol og kan hverken gå eller stå. Nogle dage husker han rigtig meget, men de fleste sætninger bliver kun halve. Ofte bliver han aggressiv og irriteret og vender ryggen til hende. Andre dage kan han ikke huske, hvad der skete for en halv time siden.
De sidste fire år har Lene Rennisons mand boet på et plejehjem. Han lider af demens. Hun tør ikke længere tage ham med ud, i stedet besøger hun ham tre gange om ugen, deltager i plejehjemmets arrangementer og tager ham med hjem.
Men nu har Lene fundet en anden.
Onsdag var hun den anonyme ”Gerda”, der spurgte panelet i ’Spørg Charlie’, om hun skulle fortælle sin demente mand om forholdet.
Lørdag morgen sidder hun i den røde sofa på Hovedbanegården som 74-årige Lene Rennison og fortæller sin historie på direkte tv foran ’Go’ Morgen Danmarks’ seere.
- Hun skal ikke skamme sig
Lene Rennisons dilemma er i den grad et emne, der kan sætte debatten i gang. For er det okay at være sin demente ægtefælle utro? I en afstemning på tv2.dk har TV 2s seere givet deres mening til kende.
79 procent svarer ja til, at man gerne må være sin demente ægtefælle utro, hvor 21 procent svarer nej.
Også på Facebook er kommentarerne strømmet ind. Nogle støttende – andre ikke. Blandt andet skriver brugeren Nanna Feltendahl:
- Hun har da stadig brug for kærlig og omsorg. Det jo ikke hendes skyld, at hendes mand bliver syg, hun har det sikkert hårdt nok i forvejen. Så synes ikke, folk skal dømme hende, eller at hun skal skamme sig.
Abonner på 'Spørg Charlies' podcast gratis via iTunes.
Hvor brugeren ’Katja og Jacob’ derimod skriver:
- Når man gifter sig, siger man ja til medgang og modgang, og til døden os skiller. Hvis man får behov for at knalde udenom, syntes jeg, man skal lade sig skille og komme videre med sit liv! Hvis min mand en dag får demens eller Alzheimers, vil jeg stadig stå ved hans side, uanset hvor hårdt det så er.
- Jeg gør alt, hvad jeg kan
Og hårdt må man sige, at det er. For Lene Rennison og hendes mand betyder demensen, at livet som mand og kone er stort set ikkeeksistrende.
- Vi kan intet have sammen. Vi kan holde hinanden i hånden. For det meste er han lidt aggressiv og gal på mig og vender ryggen til mig, men plejepersonalet siger, at han er glad for, at jeg er der. Så jeg gør alt, hvad jeg overhovedet kan. Jeg tør ikke længere tage ham med ud, men jeg deltager i alt, hvad de arrangerer på plejehjemmet og tager ham hjem, fortæller hun blandt andet i ’Go Morgen Danmark’.
Har aldrig dårlig samvittighed
I ’Spørg Charlie’ kaldte skuespiller Susse Wold Lene Rennisons nye forhold for ’praktisk utroskab’ - en term, som Lene Rennison tilslutter sig. Hun har nemlig aldrig selv betragtet sit nye forhold som utroskab.
- Ordet utroskab har jeg overhovedet ikke tænkt over. Jeg har aldrig dårlig samvittighed. Jeg gør det, jeg kan, og jeg har ikke kunne gøre mere, selv hvis jeg ikke havde været engageret andre steder, forklarer hun i ’Go Morgen Danmark’.
Se 'Spørg Charlies'-panel svare på Lene Rennisons spørgsmål her:
Om Lene Rennison selv ville have ment, at det var okay, at hendes mand havde fundet en anden, hvis hun selv var dement, ved hun ikke.
- Det er meget svært at svare på. Det kommer an på, hvor jaloux man er anlagt, og hvor dårlig man er, siger hun.
Han skal ikke vide noget
Da Lene Rennison sendte sit spørgsmål til ’Spørg Charlie’, var det som den anonyme "Gerda". Men hun håber, at hun ved at stå frem, kan være en inspiration for andre.
- Jeg ville gerne have, at folk måske kunne gøre ligesom mig, men de skal selvfølgelig gøre det op med deres samvittighed. Men når først et menneske er dårligt og sidder på plejehjem og ikke opfatter ret mange ting, så er der jo ikke noget at hente på nogen mulig måde, og hvorfor skulle man så ikke have lov til at have et liv? spørger hun.
’Spørg Charlie’-panelet mente enstemmigt, at hun ikke skulle fortælle sin demente mand om forholdet, og Lene Rennison ønsker heller ikke selv, at hendes mand skal vide noget.
- Han skal ikke have noget at vide - så vidt muligt. Og hvis der er nogen, der vil sige noget til ham, så har min ven og jeg aftalt, at vi vil tage hen og tale med min mand og forklare, at min ven vil passe på mig. Jeg ved ikke, hvordan han vil reagere, men det må tiden jo vise, fortæller hun.
Herunder kan du høre hele podcasten med blandt andet Lene Rennisons dilemma i 'Spørg Charlie'.