Min dreng er ’gamer', men også meget andet

16x9
Vi skal huske, at børn også er andet end deres iPads, mener Charlotte Højlund. Foto: Apple / Apple

Folk beskriver deres børn som 'gamere'. Og selv kunne jeg også godt sætte den betegnelse på en af mine.

Da jeg for nylig spurgte en date om hans søns interesser, kom svaret prompte: "Floorball, bryster og computerspil! I omvendt rækkefølge…" 

Sønnen er 13 år. Jeg har også en 13-årig herhjemme, Sylvester, og udover at han spiller fodbold, ville svaret nok være det samme. De er drenge. Og de er teenagere, så ikke noget nyt under solen der. Man ville sikkert have fået samme svar, hvis man havde spurgt vores forældre, da vi selv var på den alder, udover at teknologien har gjort sit indtog i vores helt almindelige menneskers helt almindelige liv, som den ikke var før.

Jeg ved også godt, at min ’gamer’-dreng faktisk er meget social, når han spiller sine forskellige spil

Charlotte Højlund

Så computerspillene, tv-serierne, YouTube, Facebook, Instagram, Snapchat og alle de andre ting, man kan bruge sin tid på gennem en skærm, var der ikke før. Vi kom som børn og unge hinanden mere ved. Vi var mere ude i den fri luft. Og vi brugte vores krop mere.

Børn har også brug for en pause

Men er det så grund nok til at være bange for børnenes forbrug af skærme? Hmm… Ja. Og nej.

For skærmene i sig selv er ikke et problem. Men det bliver et problem, hvis det erstatter alt det andet. Især for små børn. Selv om børn kan lære at lege på en iPad, er det bare ikke det samme som at lege i virkeligheden sammen med andre børn. Perleplader og puslespil på iPad’en styrker ikke deres finmotorik, som de gør i virkeligheden.

Når det er sagt, så kan jeg sagtens forstå, at børn, lige som voksne, kan have brug for en pause. Jeg ved også godt, at min ’gamer’-dreng faktisk er meget social, når han spiller sine forskellige spil enten sammen med venner herhjemme, hos dem eller over nettet.

Og selv om han spiller meget (til tider også mere end, jeg synes, er godt), er jeg stadig ikke nervøs. For han er heldigvis så meget mere end ’gamer’. Han spiller også fodbold flere gange ugentligt, hopper i havetrampolinen om sommeren, har en omdelerrute sammen med en god ven, hvor de hygger sig, mens de knokler rundt og derfor ikke lader sig mærke med det dårlige vejr og relativt hårde arbejde. Så er det okay, at han også spiller.

Når det bliver for meget, slukker jeg nettet

Men Sylvester ved godt, at både jeg og hans far kan synes, at det der ’spil noget’ tager overhånd, og forleden spurgte han faktisk, hvad vi gjorde, den gang hans storebror spillede rigtig meget, da han var omtrent samme alder?

"Vi slukkede for nettet," svarede jeg.

"Men det var jo fordi, han ikke gik i seng…," supplerede hans storesøster, Karoline (20).

Og det havde hun fuldstændig ret i. Han gik nemlig ikke i seng, kunne nærmest ikke bevæge sig ud af værelset for at få aftensmad - og så blev det for meget.

Jeg er ikke nervøs

Alt handler jo om balance. Både for de store og små. Men for mig handler det især om, at teknologien ikke fuldstændig må erstatte ’gammeldags’ leg, der lærer børn at begå sig blandt andre, de sociale spilleregler, dyrke sport og få noget frisk luft.

Men at de bruger dem - og en gang imellem for meget - er ikke i min verden grund nok til at forbyde det eller lave rigide regler.

Da min yngste, Lykke (5), for et par dage siden fik lov at holde fridag, selv om jeg skulle arbejde, så hun tre film i rap på Netflix, mens hun tegnede, fordi jeg ellers ikke ville få arbejdet. Da jeg var færdig, øvede vi at skrive hendes navn, købte ind og havde lidt af en hyggetur. Og mens jeg lavede aftensmad, fik hun både malet og lavet kastanjefigurer sammen med flere af sine søskende.

Så er jeg ikke nervøs. Hun kan sidde foran en tv- eller iPadskærm en hel dag, hvis hun får lov - som når hun får en fridag uden for nummer, selv om jeg skal arbejde. Så bliver skærmen ’babysitter’ uden et krav om, at hun skal få noget særligt produktivt ud af det. Det er film, Ramasjang og fjollede hundespil. Men det er okay. For når hun ikke gør, gør hun så mange andre ting. Og sådan, tror jeg heldigvis, det er for langt de fleste børn.