Samliv

Silje fra 'Skilsmisse i børnehøjde': Min far er blevet mere omsorgsfuld

Silje Ringø Kristensen er et af de børn, der har haft glæde af at gå i skilsmissegruppe. TV 2 har talt med hende om, hvordan det har hjulpet hende.

I dokumentaren 'Skilsmisse i børnehøjde' deltager Silje Ringø Kristensen i en børnegruppe sammen med andre børn fra hendes skole, der også har forældre, der er gået hver til sit.

I gruppen taler de om alt det, der er svært ved at være skilsmissebarn.

den største ændring er, at min far er blevet mere omsorgsfuld, når vi er der.

Silje Ringø Kristensen

For mange af børnene er det første gang, de får sat ord på deres tanker. Det var det også for Silje. Men det har i den grad ændret noget af få talt om det svære ved at være skilsmissebarn.

- Jeg er blevet bedre til at snakke med min mor og far. Jeg er blevet modigere end før. Jeg tør at sige de ting, jeg tænker på, fortæller Silje Ringø Kristensen.

Det er okay at ringe til min mor

En af de tanker, der ofte dukker op i Siljes hoved, når hun er hos sin far, er, om hendes mor nu har det godt nok.

Det er en tanke, hun før har holdt for sig selv. Men nu, efter hun har været i børnegruppe, har hun lettere ved at tale om det.

- Jeg har holdt det meget inde i mig selv. Men nu siger jeg, når jeg savner min mor, og så ringer jeg til hende og siger godnat. Så får jeg en ro indeni, siger Silje Ringø Kristensen.

Hun kan mærke, at det har hjulpet at få sagt de ting, der nager hende. Ting, hun før har holdt skjult.

Fakta om skilsmissebørn

Hvert år oplever 20.000 børn i Danmark, at deres forældre går fra hinanden.

I alt har 350.000 børn forældre, der er blevet skilt. Det svarer til, at hver tredje barn er skilsmissebarn.

Hvert femte barn får aldrig talt med nogen om de følelser, der er forbundet med en skilsmisse.

- Man bliver meget lettet og føler, at man har mindre ting at holde øje med. Jeg har ikke så ondt i maven mere - det kunne jeg godt have før, fortæller Silje Ringø Kristensen.

En øjenåbner for Siljes forældre

I dokumentaren ser vi også, hvordan Silje har kæmpet med tankerne om, at hendes far arbejdede for meget.

Hun får sagt det til sin far. Og siden da er der sket en ændring.

- Nu gør han sådan, at han arbejder meget, mens vi er hjemme ved min mor. Men den største ændring er, at min far er blevet mere omsorgsfuld, når vi er der, siger Silje.

Før Silje startede i børnegruppen, var Siljes far slet ikke klar over, at hun havde alle de tanker. Han beskriver derfor børnegruppen og dokumentaren som en kæmpe øjenåbner.

- Jeg troede ikke, Silje havde de følelser i det omfang, som hun havde. Så nu har jeg prøvet at ændre på min tid, så det er kvalitetstid, når børnene er her, siger Kenneth Klinge Kristensen, der er far til Silje.

Siljes mor kan også mærke en ændring og er nu mere opmærksom på at få spurgt rigtigt ind til sin datter.

- Jeg har jo følt, at jeg har snakket med hende om alt - men det har jeg så ikke. Så nu er jeg meget mere opmærksom på, at hun ikke skjuler noget, siger Maria Ringø Nielsen, mor til Silje.