Silje tør ikke fortælle sin far, når hun savner sin mor - og hun er langt fra den eneste

Savn. Skiftedage. Og forældrenes nye kærester. Det er nogle af de emner, skilsmissebørns tanker kredser omkring. Og ofte er det tanker, de går med helt for sig selv.

- Jeg har ikke sagt til min mor og far, hvordan jeg havde det. Jeg var bange for, at de ville blive kede af det eller sure, fortæller Silje Ringø Kristensen.

Og hun er langt fra alene om at have det sådan. En undersøgelse fra 2014, lavet af Danske Familieadvokater, viser, at 15 procent aldrig har snakket med nogen om deres tanker, mens eksperter anslår, at det er 20 procent - svarende til hvert femte barn.

Silje: Savnet giver mig ondt i maven

Silje Ringgø Krisensen har i mange år levet som skilsmissebarn. Selvom hverdagen fungerer, kæmper hun stadig med mange tanker. Tanker, som hun for første gang deler i den børnegruppe, som TV 2 har fulgt i dokumentaren 'Skilsmisse i børnehøjde', som sendes torsdag. 

Børnegruppen er oprettet på Siljes skole som en del af en forsøgsordning på udvalgte skoler.

Her kommer det frem, at Silje synes, hendes far arbejder for meget. Og så tænker hun tit på, hvordan hendes mor har det, når hun er ved sin far. 

- Jeg får ondt i maven, når jeg ligger og skal sove, for så tænker jeg på min mor og savner hende. Men jeg har ikke sagt det til min far, fordi jeg ikke vil gøre ham ked af det, fortæller Silje Ringgø Kristensen.

For Siljes far, Kenneth Klinge Kristensen, har det været hårdt at finde ud af, at han ikke har været god nok til at tale med sin datter og aflæse hendes signaler.

- Når jeg ser dokumentaren, føler jeg, at jeg har svigtet. Men jeg har ikke gjort det med vilje. Jeg har måske tænkt, at der var noget galt, men når jeg så har prøvet at gå til hende, svarer hun jo, at det går fint. Og så lukker man nok øjnene for, at hun måske egentlig ikke har det godt, fortæller Kenneth Klinge Kristensen.

Siljes mor: Det hele rejste sig på mig

Også hos Siljes mor, Maria Ringø Nielsen, har det været overraskende, at hendes datter gik rundt med de problemer.

- Det hele rejste sig på mig, da jeg så dokumentaren. Jeg føler, at jeg snakker med hende om alt. Men det gør jeg jo så ikke. De ord, hun sagde i børnegruppen, var nogle andre end dem, hun sagde til os. Det var nok mere ærligt, fordi hun sad med nogle ligesindede - hun vil nok ikke såre os, siger Maria Ringø Nielsen.

Når børnene ikke giver udtryk for deres tanker og følelser, så tager forældre og andre voksne det ofte for gode varer.

- Samfundet ligger ikke op til, at man skal være så meget i det, der gør ondt. Men uanset, om det er en lykkelig skilsmisse eller ej, så er det et livsvilkår, at man skal leve med savnet. Man vil savne hele sit liv og undvære en, fortæller Maj-Britt Sandhold, der er leder af børnegruppen på Blicherskolen ved Randers.

Skilsmissebørnenes tanker bliver bagetaliseret

Børnegruppen på Blicherskolen er én ud af 30 skoler, hvor man har oprettet børnegrupper for skilsmissebørn. I alt vil cirka 1000 børn komme til at gå i børnegruppe inden udgangen af 2017, hvor projektet skal evalueres. Hvis det er en succes, skal det muligvis indføres på landsplan.

Børnegrupperne er nødvendige, fordi forældrene ofte ikke magter at tale om skilsmissen og overser, at børnene har brug for at tale om det. Det fortæller Rikke Hermansen, der er initiativtager til børnegrupperne og projektleder hos Center for Familieudvikling.

- Når der er nogen, der dør, er man meget opmærksom på den livsændring, det er. Men det, der sker ved skilsmisse, er, at det bliver bagetaliseret, fordi der er så mange andre, der er skilsmissebørn. Det enkelte barn drukner i mængden, fortæller Rikke Hermansen.

Børnegrupperne skal hjælpe børnene med at åbne op for deres tanker ved, at lærere og andre fagfolk hjælper dem med at italesætte de temaer, der ofte er svære.

- Det kan være en befrielse at få sagt det højt for andre, for så tør de pludselig også sige det hjemme. Mange undgår at sige det derhjemme, fordi de vil beskytte deres forældre, fordi de allerede har set dem være kede af det. Børnene passer på deres forældre og bekymrer sig meget. Skilsmissebørn er meget omsorgsfulde, fordi de tænker på alle andre end sig selv, forklarer Rikke Hermansen.

Skilsmissen er forældrenes ansvar

Selvom det er godt at være omsorgsfuld, så skal børn også have lov til at være børn, mener Rikke Hermansen og Maj-Britt Sandholm. Skilsmissen er de voksnes valg og deres ansvar. Det er dem, der skal passe på deres børn.

- Dybest set handler det om at tage ansvar for, at man har valgt at blive skilt. Det er aldrig en god løsning for børnene at blive skilt, men det lukker man lidt øjnene for, siger Maj-Britt Sandholm og fortsætter:

- En skilsmisse er en stor ændring for børnene. Og den er også svær bagefter. Når forældrene for eksempel får nye kærester, er de jo forelskede, men det er barnet ikke. Det glemmer man.

Og faktisk er det ikke fordi, der skal så meget til for at hjælpe børnene med at håndtere de følelser, der er forbundet med at være skilsmissebarn. Ofte hjælper det bare at få sagt tingene højt og spejle sig i andre børn, der har det ligesom en selv.

- I børnegruppen har jeg fundet nogle måder at løse mine problemer på. Hvis man for eksempel savner ens mor og far om aftenen, kan man ligge om tænke på noget godt. Det har jeg lært af en af de andre i gruppen, fortæller Silje Ringø Kristensen, der også har fået nemmere ved at fortælle sine forældre om sine følelser.