Samliv

Hvornår holder vi op med at dresse vores børn op, som var de et udstillingsvindue?

Det er efterhånden ikke unormalt at bruge flere penge på sine børns tøj end på sit eget.

Når vores børn ser perfekte ud, gør vi som forældre også. Men skal de virkelig være så meget vores visitkort, og er det det, der definerer vores succes som forældre...

For en uge siden tikkede der en besked ind på min telefon: "Hvad størrelse er det, Lykke bruger i sko?"

Det kunne jeg ikke huske, så jeg måtte tage læsebrillerne på i et forsøg på at læse størrelsen i hendes gummisko. 26. Men da jeg vidste, at de vist var ved at være lige lovlig små, svarede jeg "27-28, tror jeg…"

Øjeblikket efter kom der svar: "Jeg har tre par vinterstøvler til dig, hvis du vil have dem i størrelse 28."

Det er som forælder svært at sige nej tak til, fordi vinteren altid er dyr, når man har børn - og især en hel flok af dem. Indkøb af både vinterstøvler, flyverdragter og/eller dynejakker kan godt mærkes på budgettet. Især nu hvor discountkæden 'Tøj Og Sko' ikke længere findes, hvor priserne ellers var så lave, at man havde råd til at købe to flyverdragter, så man ikke behøvede vaske og tørre en mudret flyverdragt hver eneste dag, fordi der altid var en ekstra. Men da den kæde ikke længere findes, må jeg finde andre (læs: billige) løsninger. Så beskeden fra en af Lykkes venners mor kom som sendt fra himlen.

Vi tager ikke skade af genbrug

På den anden side ved jeg også, at farverne er vigtige for Lykke. Det skal være såkaldte ’drenge’-farver, så jeg måtte spørge. Fluks fik jeg et billede af tre par sorte støvler, som jeg kunne vise til Lykke. Med et stort smil proklamerede hun, at dem ville hun gerne have. Så det fik jeg svaret tilbage. Men også at tre par måske var lige i overkanten. Det virkede simpelthen bare for ’grådigt’, hvis der var andre børn, der kunne få glæde af dem. Det mente moren ikke. Et par kunne jo blive i børnehaven og så to derhjemme, og da jeg er skilsmissefamilie, fungerede det måske ret fint. Et par i børnehaven, et par herhjemme og et par hos hendes far.

Skal vi dømmes og dømme andres (forældre)succes ud fra, hvilket tøj børnene har på? Og er det det, der definerer lykke og succes?

Charlotte Højlund

Men må man egentlig det? Give sine børn brugte sko på. For er der ikke noget med, at de små fødder er så bløde, at de tager form af andre børns fødder?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg faktisk ikke ved det. Og at jeg ikke tror på det. Jeg er selv vokset op som skilsmissebarn af en enlig mor, der ikke havde mange penge, så vi blev klædt på i brugt tøj, som vi så selv lærte at lave om, så det blev lidt smartere.

Skal vi dømme hinanden på børnenes tøj?

Jeg har ladet tøj gå i arv fra barn til barn. Og jeg har arvet fra venner, veninder og familie og også selv afleveret videre. Præcis lige som Lykkes vens mor. Hun samler faktisk så meget, at hun har et helt lager på loftet, så jeg skal bare sige til, hvis der er noget, jeg mangler som flyverdragt, regntøj osv. Det er da helt fantastisk at vide. Men det er også helt i modstrid med tidens trends, hvor vores børn klædes i dyre mærkevarer, fordi de er vores spejl ud ad til.

Men skal de være det? Skal vi dømmes og dømme andres (forældre)succes ud fra, hvilket tøj børnene har på? Og er det det, der definerer lykke og succes?

Børnene bliver sgu ikke gladere af at rende rundt på legepladsen iklædt Burberry fra top til tå eller af, at hættetrøjen er Ralph Lauren og dermed koster fem gange så meget som en tilsvarende i H&M bare med et andet logo.

Vores lykke afhænger ikke af mærketøj

Hvem bliver egentlig lykkeligere af det? Vel egentlig ikke andre end producenterne og detailbutikkerne. De får solgt lidt mere. Lidt mere til ’brug og smid væk’-kulturen. Men lykke og succes er der vist ingen af os, der får af dyrt tøj. Hverken til os selv ellers vores børn. Måske især ikke det sidste.

Der er da ikke noget mere ærgerligt, end at ungen kommer hjem med det sidste nye stykke tøj (dyrt eller billigt), og det allerede er gået i stykker. Men det er en hel del nemmere at bære, når det ikke har flænset lønkontoen også, ikke?

Og så tror jeg ikke på det. Tror ikke på, at vi faktisk dømmer hinanden så hårdt ud fra, hvordan vores børn ser ud, eller hvilket tøj de går i. I hvert fald ikke her i NV (Københavns Nordvestkvarter, red.). Eller i Ringsted, hvor jeg også har boet.

Jeg bliver i hvert fald kisteglad for den slags sms-beskeder, eller når Luna (10) kommer hjem med en aflagt jakke, vanter eller gummisko, som er for små til veninden, men som hun er rigtig glad for. Og det er jo netop det, vi burde blive dømt på og bedømme hinandens forældre-succes på. Om vi har glade børn. Ikke om de ser ud som en anden reklame for et fedt mærke.