Samliv

Kurt vil finde en asiatisk kone: - Danske kvinder har ikke tid til min kærlighed

50-årige Kurt fra Vojens drømmer om at komme på date med en asiatisk kvinde, som han håber vil prioritere kærligheden højere end danske kvinder.

Omsorgs- og pædagogmedhjælper Kurt Skov Stie fra Vojens har været single i et år, og han er ved at være godt træt af at komme hjem til en tom lejlighed hver dag.

Han har længe søgt efter kærligheden via netdating, men har endnu ikke haft heldet med sig.

- Jeg synes, de danske kvinder er for selvsikre, og de har for travlt i hverdagen. De har slet ikke tid til at modtage den kærlighed, jeg kan give. Og det er jo en skam. De går glip af meget, siger den 50-årige østtjyde og fortsætter.

- Jeg får tit at vide, at jeg er for god og kærlig. Det kan jeg ligesom ikke rigtig forstå. For det er jo nu, jeg skal opleve kærligheden, hvis jeg skal nå det, inden jeg skal herfra, konstaterer han.

Se videoklip fra 'Lykken er en asiatisk kone' øverst.

Skal på blind date med filippinske Flora

Kurt Skov Stie medvirker i TV 2s nye programserie 'Lykken er en asiatisk kone', som følger en række danske mænd, der enten er gift med en asiatisk kvinde, er nyforelsket eller gerne vil på date med én.

For eksempel er seerne med på sidelinjen, når Kurt skal på en blind date med filippinske Flora. Daten er arrangeret af Kurts ven Ole, der i 15 år har været gift med filippinske Lilian, som han har fire børn med.

- Ole og Lilian har det så dejligt sammen. De går meget op i deres familie og venner. Og samtidig har de også mange ting hver for sig. Så jeg tænkte, hvorfor ikke prøve det?, siger Kurt Skov Stie til TV 2 om sin forestående date, der foregår som en dobbeltdate med Ole og Lilian, som agerer "fødselshjælpere".

50-årige Kurt fra Horsens kommer på en blind date med filippinske Flora, arrangeret af vennen Ole og hans filippinske kone Lilian.

Har flere forliste forhold bag sig

Selv om han ikke har datet en asiatisk kvinde før, har Kurt en forventning om, at asiatiske kvinder er familieorienterede, og at de sætter nærvær, kærlighed og fysisk kontakt højt.

- Jeg er selv meget til hjemmehygge, romantik og to glas på et bord, siger Kurt Skov Stie, som har et langt ægteskab og flere forliste forhold med danske kvinder bag sig.

Jeg har haft kærester, som har prioriteret karriere og veninder højest.

Kurt Skov Stie, medvirkende i 'Lykken er en asiatisk kone'

- Jeg er blevet såret så mange gange. Jeg har haft kærester, som har prioriteret karriere og veninder højest, og som ikke gad at kæmpe for forholdet. Det har været sådan lidt i stil med: Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, kan du bare smutte. Og det er jo lidt for nemt!, synes han.

I programserien 'Lykken er en asiatisk kone' kan seerne møde fem danske mænd, som enten er gift med eller søger en asiatisk kone.

Danske kvinder kan være "en lille smule hårde i det"

Udover at de danske mænd i dokumentarserien mener, at lykken er en asiatisk kone, så har størstedelen af dem også det til fælles, at de har haft svært ved at få et forhold med en dansk kvinde til at fungere.

- Kvinder i Danmark kan godt være en lille smule hårde i det. Specielt kvinder på min alder kan være lidt svære at handle med. På den måde, at de allerede har skabt sig et liv og måske har et enkelt barn eller to, lyder det eksempelvis den 46-årige single Ken Lohmann Nielsen, som fortsætter.

- Typisk har kvinderne en karriere og nogle ting, de gerne vil. Og det kan jeg jo også godt forstå. Men som mand kan det være svært at komme til at passe ind, uden at bryde hele puslespillet, siger han.

46-årige Ken Lohmann Nielsen fra Kokkedal nord for København drømmer om at finde en filippinsk kvinde og måske på sigt bosætte sig derovre. Så kan han samtidig kan udleve sin store interesse for sportsdykning.

Ken planlægger at rejse til Filippinerne for at date nogle kvinder i hovedstaden Manila, så han forhåbentlig finde sit livs kærlighed og eventuelt på sigt bosætte sig derovre. En rejse, som seerne kommer med på fra første afsnit mandag aften.

Forsker: Mændene savner traditionel arbejdsfordeling

Lektor på RUC Steen Baagøe Nielsen har forsket i kulturelt blandede ægteskaber og interviewet en lang række danske mænd, der har giftet sig med thailandske og filippinske kvinder.

Han ser flere årsager til, at mændene vælger en asiatisk partner. Deriblandt et ønske om at vende tilbage til et mere traditionelt kønsrollemønster på hjemmefronten.

- En del mænd er kommet ud af ægteskaber, som har været præget af skænderier og beskyldninger. De savner en tryg hverdag, hvor arbejdsfordelingen i hjemmet er mere traditionel, og hvor manden og kvinden har hver sine faste opgaver, siger Steen Baagøe Nielsen og tilføjer.

- I lande i Asien har mænd og kvinder netop den slags klart opdelte arbejdsopgaver, og de danske mænd har opfattelsen af, at det også vil være tilfældet med asiatiske kvinder, der kommer her til landet, siger han.

Heftig debat på Facebook

Allerede et godt stykke tid før TV 2s programserie er kommet på tv-skærmen, har den sat gang i en heftig debat på Facebook.

Her kritiserer thailandske Aphinya Jatuparisakul i et indlæg TV 2 for at skabe "skadelige stereotyper" og et "forkvaklet syn på asiatiske kvinder". Se indlægget nedenfor.

Kære TV 2 Jeg har set, at I har et ny program klar om asiatiske kvinder, der gifter sig med danske mænd. “Lykken er en...

Posted by อภิญญา จตุปริสากุล on Wednesday, November 2, 2016

 

Ifølge socialantropolog Sine Plambech, som gennem de seneste 12 år har arbejdet med asiatiske kvinder og blandt andet været med til at lave tv-programmet 'Fra Thailand til Thy', så er kritikken forventelig.

- Mange thailandske kvinder er trætte af den fremstilling. For statistisk set tilhører de en af de indvandrergrupper, som er allermest repræsenteret på arbejdsmarkedet. De tjener selv penge, og en del af dem sender penge til familien i hjemlandet, siger Sine Plambech.

Hun pointerer desuden, at mændene i programserien rent holdningsmæssigt kun repræsenterer en lille gruppe af de vestlige mænd, der finder sammen med asiatiske kvinder.

- Al forskning viser, at der er mange forskellige grunde til, at mænd i den vestlige verden bliver gift med asiatiske kvinder, og omvendt. Først og fremmest lever vi i en globaliseret verden, hvor man gifter sig på tværs af grænser. Mange arbejder i udlandet og møder deres partnere gennem jobbet. Det sker også på rejser, via dating og netværk. Så det er en global tendens, fastslår hun.

Se første afsnit af 'Lykken er en asiatisk kone' mandag kl. 20.50 på TV 2 - eller se den GRATIS snigpremiere lige nu på TV 2 Play