Samliv

Den dag jeg blev gammel - rigtig gammel!

At en far fra børnehaven skulle få mig til at føle mig som Egtved-pigen, havde jeg ikke lige set komme.

For lidt tid siden afholdt Lykkes (5) udflytterbørnehave den årlige Ridderfest. Som altid før stod pædagogerne klar ved bussen i udklædning og med gammeldags hilsner a la "vær hilset skønjomfru" klædt ud som riddere, væbnere, prinsesser, jomfruer, konge og dronning.

Det er en fest, som alle glæder sig meget til hvert eneste år. Og det er virkelig en fest. En fest, der i ugerne op til byder på en masse middelalderaktiviteter med gammeldags lege, undervisning i urter og mad lavet over bål. Et par ugers leg, der afsluttes med en fest, hvor børnene leger de gamle lege, synger gamle sange, fægter og har turneringer, hvor ridderne til sidst skal slå dragen ihjel for at befri prinsesserne, som de derefter byder op med en blomst. Det er smukt, fint, gammeldags, romantisk, enormt kønsrollebaseret dog med det aber dabei, at børnene selv må vælge at være prinsesse eller ridder uafhængig af køn.

Jeg griner lidt indvendig og tænker, at det var godt, at jeg ikke fortalte ham om den hjemmelavede sylte, jeg stadig får fra min mor.

Charlotte Højlund

Men det er også meget gennemført. Så denne dag er der ikke madpakke, for det hele afsluttes med et festmåltid bestående af stegeben - noget ikke mange kender i dag. Og selv dette ret "eksotiske" måltid glæder de sig til, selv om de ikke helt ved, hvad det er, hvis de ikke har været med tidligere.

Faren kigger undrende på mig

Da jeg afleverer Lykke, er det netop stegebenene, der bliver talt om, da en far afleverer sin datter. Og også hun glæder sig, men forstår ikke helt konceptet.

"Jamen, det er fordi, det var sådan noget, man spiste i Middelalderen…," forklarer han datteren.

Jeg kan godt se, at han nok er de første ti år yngre end mig, men undrer mig alligevel lidt over forklaringen og kan ikke lade være med at kommentere:

"Det gjorde man altså også, da jeg var barn…"

Faren kigger meget undrende på mig. Måske i et forsøg på at gætte min alder - jeg ved det ikke. Jeg kigger på den kvindelige pædagog, der står ved siden af mig og stemmer i:

"Det gjorde man også, da jeg var barn," og så følte jeg mig ikke helt så alene.

I det hele taget spiste vi meget indmad

Og pludselig dukker alle de andre ting op i hukommelsen, som man også spiste dengang:

"Ja, og grisetæer, oksehaler, tunge og hjerter i flødesovs. Det er faktisk den bedste sovs, man kan få," siger jeg henvendt til faren, der ser fuldstændig chokeret ud og slet ikke svarer.

Jeg griner lidt indvendig og tænker, at det var godt, at jeg ikke fortalte ham om den hjemmelavede sylte, jeg stadig får fra min mor kogt på et helt grisehoved inklusiv ører.

I det hele taget spiste vi meget indmad og slagterester den gang. Fordi det var billigt. Og godt. Men af en eller anden årsag er det forsvundet ud af handelen.

Efter Ridderfesten fik jeg nemlig en voldsom lyst til "gnaveben" (andre kalder det stegeben, nøgleben eller gode ben, og der findes sikkert andre betegnelser afhængig af, hvor i landet man er fra), som man sidder og spiser med fingrene og en "gammeldags" kartoffelkniv i hånden, så man også kan få margen ud, men det viste sig umuligt at skaffe.

Er vores mad aldersbestemt?

Hos den lokale slagter kunne jeg kun få hundeben uden kød på eller ribben (til spareribs) til en alt for høj kilopris. Skulle jeg købe ribben ind til hele familien, ville den samlede pris komme op på noget, der lignede oksefillet - men det her er jo billig-mad, bondemad, jævn mad?!

Og hvornår blev man aldersbestemt ud fra, hvad man spiser? Og hvornår forsvandt alt det her? Hvornår holdt vi op med at spise indmad og rester fra slagtningen? Hvor blev det af? Hvor bliver det af? Bliver det virkelig til hundefoder i dag?

En ting ved jeg dog, og det er, at vi skal ikke helt tilbage til Middelalderen for at finde mennesker, der spiste gnaveben, for det gjorde man som sagt også i min barndom. Og der er masser af mennesker, der stadig spiser den slags i dag. Men de er generelt nok ældre end start 30erne og/eller bor uden for København.

Men historieløsheden chokerede mig. Og ja, ja, jeg ved godt, at Egtvedpigen er langt før Middelalderen…