Hvor sidder mandigheden?

16x9
Charlotte Højlund tror, hun 'skræmmer' mange mænd. Foto: Line Thit Klein / TV 2

Kan det virkelig passe, at såkaldt ’stærke’ kvinder skræmmer mænd, fordi de truer deres mandighed og gør det svært for dem at føle sig som mænd?

Da jeg for nylig fortalte en mandlig ven om et nyt projekt, jeg har gang i, misforstod vi hinanden en del. Jeg var voldsomt snottet, så min udtale blev nok lidt mere sløret end normalt ved brug af headset, så da jeg skulle forsøge at forklare konceptet, hørte han noget helt andet, end det jeg sagde.

Da han så svarede: "Ja, den havde jeg regnet ud, for en mand tager ikke imod gode råd fra en kvinde!", blev jeg helt forvirret.

"Hvordan kom du frem til det? Jeg sagde bare, at det er en stille ting. S.T.I.L.L.E…"

"Nåeh, jeg troede, du sagde, det var en kvinde-ting…"

Bagefter sad jeg tilbage med en følelse af nærmest chok. For kan det virkelig passe? Passe, at vi i 2016 stadig er der, hvor en mand vil føle det som et nederlag at skulle tage imod gode råd fra en kvinde?

Kvinder skal bevise deres værd

Jeg fortalte historien videre til en veninde, der arbejder som karriererådgiver og derfor hjælper mange forskellige mennesker (og mænd) videre i deres karriereforløb. Så jeg spurgte hende, om det kunne passe: "Ja!", sagde hun. "Man skal i hvert fald, som kvinde, virkelig bevise sit værd først."

Helt fejlagtigt troede jeg, at mange mænd ville sætte pris på - også i en datingverden - at jeg ikke søger en mand, fordi jeg har brug for hjælp til at få bygget et hønsehus, lappet cyklerne, hængt billeder og hylder op eller til at spæde til min økonomi.

Charlotte Højlund

Hendes oplevelse er, at det er mere op ad bakke at rådgive mændene end kvinder, fordi hun som udgangspunkt mødes med skepsis fra mændene, indtil hun får vist, at hun faktisk ved, hvad hun taler om. tager de imod.

Måske noget af det samme gælder dating? At det er svært at være en selvstændig kvinde, der kan selv, fordi man så ikke har ’behov’ for en mand? Jeg tror det. Tror, at klichéen om mænd, der er ’bange’ for stærke kvinder, faktisk har lidt på sig.

Er vi virkelig så gammeldags?

I hvert fald blev jeg meget overrasket, da flere mænd til en privat fest åbent sagde til mig, at mænd var ’bange’ for mig. Jeg ved godt, at de på ingen måde fysisk er bange for mig. Og bange er måske også er et forkert ord. Men jeg tror, det, de er bange for, er, at kvinder, der kan for meget selv og udstråler selvsikkerhed, frarøver dem deres mandighed. Lidt lige som en af deltagerne i ’Lykken er en asiatisk kone’ får sagt i traileren til programmet: "I et forhold til en dansk kvinde, kan man let føle sig lidt kastreret."

WTF?! (hvad fanden, red.)

Er vi stadig der? Er vi virkelig stadig så gammeldags, at vi hænger i ældgamle kønsroller, hvor der er ’kvinde’- og ’mande’-ting, der hver især hører til vores køn? Og at det er nødvendigt at holde fast i de stereotyper, så vi stadig kan føle os som henholdsvis kvinder og mænd?

Hvad skal manden så i dit liv?

Jeg føler mig da ikke som mindre kvinde, fordi jeg kan det hele selv. Og helt fejlagtigt (tilsyneladende) troede jeg, at mange mænd ville sætte pris på - også i en datingverden - at jeg ikke søger en mand, fordi jeg har brug for hjælp til at få bygget et hønsehus, lappet cyklerne, hængt billeder og hylder op eller til at spæde til min økonomi.

Som jeg skrev til en anden mandlig ven for nylig i min evige klagesang over ikke at kunne finde kærligheden: "Jeg forstår det ikke, for jeg synes sgu, jeg er et catch. Jeg er kvik, ser godt ud, mit arbejde fungerer, har eget hus, kan det hele selv og er rigtig glad for sex... Men alligevel vil ingen rigtig have mig..."

Sekundet efter svarede han: "Men hvad skal manden i dit liv så for dig?"

Enkelt, tænkte jeg: "Det skal jo være følelserne - det er det, jeg savner. At føle noget for en, der også føler noget for mig."

Og så måtte jeg igen spørge ’eksperten’ i mænd: "Hvorfor skal man nærmest være en kvinde, der skal 'reddes' eller en, en mand kan gøre 'noget’ for for at være interessant?"

Det var der også et prompte svar på: ’Fordi det gør mænd trygge..."

Og hvor lidt jeg end har lyst til at indrømme det, må jeg nok give ham ret. I hvert fald give ham ret i, at der er rigtig mange mænd, der har det sådan.

For en helt tredje mand sagde noget i samme retning, da han fandt ud af, at jeg er meget praktisk: "Du gør det jo bare ikke særlig nemt for en mand at være mand. Selv om du kan selv, vil vi jo bare gerne føle, at vi kan gøre noget for dig som kvinde. Føle os som mand, når man lige har fixet noget."

Jeg forstår ikke situationen

Men er det virkelig dér, mandigheden stadig sidder i dag? I de praktiske gøremål? Så man som kvinde helst ikke skal kunne noget selv, fordi det så bliver for svært for en mand at ’føle’ sig som mand?

Og hvis det er, så har mange af os jo et kæmpe problem. De fleste af os - kvinder som mænd - lever i dag en stor del af vores liv som singler, og hvis vi som kvinder skulle gå og vente på, at der dukkede en mand op og fixede ting for os, fordi vi ikke selv kunne, ville vores liv jo i årevis være en værre rodebutik, eller det ville blive voldsomt dyrt i håndværkerregninger.

Derfor har kvinder i massevis lært at klare sig selv. Som man siger: Nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Mest af alt forstår jeg ikke diskussionen. Forstår ikke, at vi bliver ved med at diskutere, hvad en ’rigtig’ kvinde eller mand er. Mandigheden sidder jo ikke i de håndværksmæssige færdigheder, lige så lidt som kvindeligheden sidder i evnen til at amme et barn.

Men hvor sidder den så? Ærligt talt så ved jeg det virkelig ikke. Og jeg tror heller ikke, det er så vigtigt, som mange gør det til.