Samliv

Mor har været single i otte år - men så kom datteren til undsætning

Tena Lorentzen besluttede sig for at hjælpe sin mor med at finde kærligheden og efterlyste 'en dejlig mand' på Facebook. Det gav mange reaktioner.

'Min kære mor mangler en dejlig mand at dele hverdagen med, så nu tager jeg sagen i egen hånd'.

Sådan begynder et - måske lidt utraditionelt - opslag, som 27-årige Tena Lorentzen har delt på Facebook for halvanden måned siden.

Efter utallige datingsider, byture og koncertoplevelser var det stadig ikke lykkedes Tenas mor, 45-årige Bianca Lorentzen fra Esbjerg, at finde kærligheden. Derfor besluttede datteren sig for at komme sin mor til undsætning og efterlyse 'en dejlig mand' på Facebook. 

Siden da har opslaget fået en hel del opmærksomhed, og fredag aften var mor og datter i Go' aften Danmark på TV 2 for at berette seerne om kærlighedsmissionen.

Single i otte år

Her lagde Tena Lorentzen, som selv er lykkeligt gift, ud med at fortælle om grundlaget for, at hun valgte at blande sig i sin mors kærlighedsliv. 

- Hun har tit snakket om, at hun godt kunne tænke sig en kæreste, og så tænkte jeg: Hvor svært kan det være? siger Tena Lorentzen om sin mor, som har været single i otte år, og fortsætter:

Rulletrappen: Må dit barn søge efter en kæreste til dig på Facebook?

- Hun har været under uddannelse, og hun har haft fokus på en masse andre ting. De datingsider, hun har været inde på, har ikke lige fanget hende.

At Bianca Lorentzen allerede havde prøvet kræfter med diverse datingsider blev afgørende for, at datteren tænkte i mere kreative baner og skrev opslaget på Facebook. Et initativ, som er blevet taget rigtig godt imod, mener hun: 

- I 99 procent af tilfældene har det været meget, meget positivt. Folk synes, det har været friskt og anderledes. Et eller andet sted har jeg satset på at finde en anden målgruppe end den, der vælger at gå ind på datingsider.

Har allerede været på date

Bianca Lorentzen selv er kun glad for at få hjælp af sin datter:

- Jeg synes bare, det var dejligt, at hun kunne være kreativ. Datingsider er efterhånden bare en masseproduktion, siger hun og kalder Facebook for et 'samfundsmedie', som mange danskere bruger. Derfor er det sociale medie også et oplagt sted at søge efter kærligheden, mener hun.

Den 45-årige esbjergenser har da også fået en hel del henvendelser fra folk, som er interesserede i at møde hende.

Tena Lorentzens dating-opslag på Facebook

- Jeg har allerede været på en date, og det gik fint, siger en smilende Bianca Lorentzen og bedyrer, at hun drak kaffe hjemme hos din date, som havde bagt æblekage i dagens anledning:

- Og det giver helt sikkert point, siger hun og griner.

Bianca har dog i sinde at dykke lidt længere ned i den nyvundne opmærksomhed på Facebook, inden hun lægger sig fast på én person.

- Jeg skal på endnu en date her i weekenden. Jeg er 45 år, og jeg vil gerne finde den rette. Og fordi man har mødt én, betyder det jo ikke, at det skal være ham, siger hun.