Livsstil

Nicky valgte Danmark af kærlighed: Folk spørger om jeg blev købt af min mand

Thailandske Nicky Phongpan Lankhum Døssing er blevet udsat for en del ubehagelige tilråb og fordomsfulde holdninger, siden hun kom til Danmark i 2009.

Thailandske Nicky Phongpan Lankhum Døssing har nu skabt sig en god og stabil tilværelse i Silkeborg sammen med sin danske mand, den 52-årige økonomidirektør Hans-Henrik Døssing.

Men vejen til lykken har været lang for 34-årige Nicky, som har kæmpet en hård kamp for at blive integreret i Danmark, siden hun kom hertil i 2009 sammen med sin eksmand.

- Det var meget svært i de første år. Jeg kunne ikke finde arbejde i Danmark, fordi min uddannelse ikke kunne bruges til noget som helst, og jeg ikke kunne tale dansk. Mit liv var helt afhængigt af min eksmand dengang. Så jeg sad og græd mange gange, fortæller Nicky Phongpan Lankhum Døssing til TV 2.

- Mand råbte "luder" efter mig

Selv om Nicky havde et velbetalt job, firmabil og egen housekeeper hjemme i Thailand, valgte hun at tage til Danmark af kærlighed.

Her blev tilværelsen dog langt fra, som hun havde drømt om. For hun mærkede hurtigt, at en del danskere har meget forudindtagede holdninger til thaikvinder.

- Der er flere, der har spurgt mig, om jeg kommer fra Pattaya, og om jeg er blevet "købt" af min mand. Det gør mig ked af det, for de kender mig ikke, så de kan da ikke bare antage, at jeg er prostitueret, siger Nicky, der har en universitetsuddannelse i hotelmanagement bag sig, og hun fortsætter.

- Det værste, jeg har været udsat for, var engang jeg kom gående sammen med nogle thailandske veninder på gaden, og en ung mand råbte "luder" efter mig. Jeg smilede bare venligt, for jeg vidste ikke, hvad ordet betød. Men da jeg kom hjem til min mand, og han forklarede mig det, blev jeg da noget chokeret!, konstaterer hun.

Har gjort alt for at integrere sig

Lige fra det øjeblik, Nicky Phongpan Lankhum fik tilkendt midlertid opholdstilladelse i Danmark første gang for syv år siden, har hun gjort alt, hvad hun kunne for at integrere sig, ved at tage det arbejde, hun kunne få.

Jeg kom til alle timerne, fordi jeg gerne ville lære at tale dansk, mens flygtningene, som får støtte af staten, kun mødte op indimellem

Nicky Phongpan Lankhum Døssing, indehaver af cateringfirma

- Jeg har haft mange forskellige job. Blandt andet har jeg gjort rent, været serviceassistent, arbejdet som tolk og undervist på AOF i thailandsk kultur, sprog og mad, fortæller NIcky, som i dag taler næsten flydende dansk efter tre år på sprogskole, hvor hun også har ydet en ekstra indsats.

- Jeg kom til alle timerne, fordi jeg gerne ville lære at tale dansk, mens flygtningene, som får støtte af staten, kun mødte op indimellem. Jeg syntes, det var uretfærdigt for os andre, der gerne vil integrere os, siger hun.

Men efter at hendes første ægteskab med en dansk mand endte med en skilsmisse i 2012, mistede Nicky Phongpan Lankhum ifølge Udlændingestyrelsen sin tilknytning til Danmark, og hun måtte nu søge opholdstilladelse igen og begynde forfra i "integrationskarusellen".

Nicky har nu endelig fundet lykken i Silkeborg sammen med 52-årige Hans-Henrik, som har to voksne sønner på 20 og 22 år fra et tidligere forhold.

Var træt af Danmark

På grund af sin usikre situation i Danmark var Nicky i foråret 2012 indstillet på at rejse tilbage til Thailand og sin familie i fødelandet.

- Jeg var træt af at være i Danmark. Jeg syntes her var koldt, og at folk var meget lukkede. Så jeg tænkte, at tre år i Danmark måtte være nok, lyder det fra Nicky.

Men kort før hun købte returbilletten til Thailand, stødte hun i maj 2012 på sin kommende mand, Hans-Henrik Døssing, som hun mødte tilfældigt, da hun var ude at høre musik på en bar i Silkeborg.

- Han kom hen og spurgte mig: Are you here all by yourself?, og jeg svarede: Ja, jeg er her alene. Han blev overrasket over, at jeg svarede på dansk, og det blev starten på en lang og livlig samtale, husker hun med et lille grin. Se videoklip fra 'Lykken er en asiatisk kone' nedenfor.

For fire år siden mødte danske Hans Henrik Døssing helt tilfældigt thailandske Nicky ude i byen i Silkeborg, hvor hun sad alene og lyttede til musikken på en bar.

Fem måneder senere flyttede parret sammen, og i december 2013 blev de gift. Herefter påbegyndte de en ny kamp for at skaffe permanent opholdstilladelse til Nicky - hvilket her snart tre år senere endnu ikke er lykkedes.

Har eget catering-firma

I dag har Nicky Phongpan Lankhum Døssing sit eget cateringfirma "Little Mermaid Service", som leverer mad til selskaber i Silkeborg, Aarhus, Viborg og Herning. Desuden er hun i gang med at uddanne sig til kok, så hun også har papir på sin madkunst.

- Vi har en stor drøm om at få vores egen restaurant og så køre catering ved siden af. Når min mand på et tidspunkt er træt af sit job, vil vi arbejde sammen. Lige nu står han for bogholderiet og for at skaffe kunder, og så har vi ansat en freelance-medarbejder på deltid til at hjælpe med maden, siger hun.

Nicky Phongpan Lankhum Døssing kan nu udfolde sin madkunst i sit eget catering-firma

Ud over at bruge meget tid på at hjælpe andre thaikvinder, der er kommet til Danmark og har svært ved at integrere sig, er Nicky Phongpan Lankhum Døssing aktiv i lokalområdet, blandt andet i  grundejerforeningen, og hun er respekteret af alle, der kender hende.

- Indimellem møder jeg stadig folk, der kigger på mig på dén der mærkelige måde, og så må jeg forklare dem om thailandsk kultur, og at Thailand er meget andet end barmiljøet og diskotekerne i Pattaya. Lige så snart de finder ud af, hvad jeg står for, er der ingen problemer, understreger hun.

Mød Nicky og Hans-Henrik i tredje afsnit af 'Lykken er en asiatisk kone' mandag kl. 20.50 på TV 2 - eller se snigpremieren lige nu på TV 2 Play