Sandheden klæder os ikke til julefrokosten med kollegaerne

Når alkoholen går ind, går fornuften ud - eller også kommer sandheden måske frem? Måske vi burde vise den i det daglige i stedet.

Fredag er det ’Store julefrokost’-dag. Den første fredag i december, hvor langt de fleste firmaer vælger at afholde deres årlige julefrokost. Det er en skøn lejlighed til at fejre året, der gik, og se hinanden på lidt mere slap line end ellers. Men alt for ofte bliver linen lige lovlig slap.

Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, siger vi. Men til en julefrokost er det en virkelig dårlig ide. For når ånden begynder at lugte mistænkeligt meget af snaps, sker der gerne noget med forstanden - og libidoen. Førstnævnte mindskes og sidstnævnte forstørres.

Det starter ellers gerne så godt. De fleste har set frem til netop denne dag længe. Nu skal der virkelig hygges igennem. Og ofte med et tema. Det er ikke længere nok med flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og pænt tøj. I rigtig mange firmaer har julefrokosten også udviklet sig til de voksnes fastelavn med temaer a la James Bond, Titanic og Moulin Rouge. Men efter få timer med sne-bajere og snaps i alle afskygninger er det ’pæne’ forsvundet, og Bond og Babes forvandlet til Bros and Hoes. Og det er for det meste ikke særlig kønt.

Når cheferne skejer ud

Jeg har hørt chefer råbe højlydt: "I er fyret! Hele bundtet!" i en ordentlig ’koger’. En chef, der år efter år kastede sin kærlighed på en tilfældig kvindelig ansat, og der i ugerne op til blev oprettet en ’pool’ med gæt på, hvem det ville ramme denne gang. Men det var alt andet end sjovt. Og det år, den ramte mig, havde jeg den værste og mest rædselsfulde julefrokost nogensinde, for man kunne ikke vinde - der var kun ’Loose-Loose’. Uanset om man gik med på legen eller ej, ville regningen være en fyreseddel kort efter eller næste gang, der skulle skæres ned. For ingen bryder sig om at blive mindet om deres egen dumhed - heller ikke chefer.

Hvorfor bliver det kølige folkefærd fra nord pludselig så passionerede, liderlige og ærlige?

Charlotte Højlund

Og jeg har set en chef, der altid kom ud fra dametoilettet med den samme kvinde hvert år, til hun et år blev gravid, og han ikke længere var velkommen hjemme. For liderlighed, fuldskab og dumhed går desværre hånd i hånd med - tja, julefrokost.

Men de ansatte er heller ikke for gode. Alt det, man ikke får sagt til MUS-samtalen, kan man få en pludselig trang til at buse ud med til julefrokosten. For alkohol, snaps, giver mod. Overmod. Og dumhed.

Lad det vilde dyr komme ud i kantinen

Derfor er det heller ikke underligt, at det er til julefrokosten, vi altid snakker om utroskab. Om de tidligere røv-billeder fra kopirummet, der i dag er erstattet af de langt farligere ’dick-pix’, der kan spredes som en steppebrand i alle retninger, så de ikke er til at stoppe igen. For nettet glemmer aldrig.

Men hvorfor gør vi det? Hvorfor bliver det kølige folkefærd fra nord pludselig så passionerede, liderlige og ærlige? Os, der normalt holder os tilbage fra for store følelsesmæssige udfald, medmindre vi sidder godt skjult bag en skærm og føler os helt anonyme? Måske netop derfor. Fordi vi ikke sørger for at have passionen, liderligheden og evnen til at sige til og fra ude i det åbne til daglig.

Jeg tror på, at hvis vi sørgede for at få den ærlige snak på jobbet til hverdag, og nærheden, skænderiet, passionen og knaldet derhjemme, så ville vi også få nogle mere afdæmpede julefrokoster. Så ville vi ikke have behov for at slå så fandens meget til Søren denne ene dag om ret. Ikke have behov for at skeje ud og lade en djævel ryge i os, når snapsen gør det samme. Hvis vi lod det vilde dyr komme lidt mere ud både i kantinen og derhjemme på køkkenbordet.

Så ville vi ikke have samme behov for sandhed i nissehue og rød tud. Og det ville klæde både os og sandheden…

Videoen øverst i artiklen er baseret på råd fra Gitte Hornshøj, der skriver bøger om takt og tone, og Flemming Dreesen, der er ekspert i ansættelsesret hos Dansk Arbejdsgiverforening.