Jeg orker ikke arrangementerne i børnenes institutioner

16x9
Er familiehyggen også det vigtigste for dig i julen? Foto: Henning Bagger / Scanpix

Det er efterhånden svært at mønstre tid og energi til familiehygge i stearinlysets skær, når vi også skal stille op til gløgg og æbleskiver alle andre

Som barn elskede jeg julen. Elskede, når min mor begyndte at pynte op, og vi lavede juledekorationer sammen. Elskede at se, hvordan adventskransen så ud i år og se det første lys blive tændt. Jeg nød alle forberedelserne, duftene og hyggen. For alt det repræsenterede familie. Familiehygge. I vores familie.

Som voksen har jeg videreført mange af min barndoms traditioner samt tilført nogle nye. Børnenes fædre er jo kommet ind i mit liv med deres traditioner og ønsker, så dem skal der også være plads til - og det er helt fint. Bare det er vores traditioner og vores familie, så betyder det mindre, om det er præcis som, da jeg var barn. Faktisk betyder det ikke ret meget. Det eneste, der virkelig betyder noget for mig, er, at vi laver noget sammen som familie til jul, og at flere af tingene er nogle, vi gentager år for år, så der er noget, vi kan huske tilbage på som traditioner og minder fra vores og deres barndom.

Gud hjælpe mig, om vi nu ikke også er inviteret til jule-tamtam på teenagerens fritidsjob?

Charlotte Højlund

Blandt andet bager vi i stor stil i vores hjem. Der står vist ti forskellige slags småkager på programmet, og der fyldes den ene kagedåse efter den anden i løbet af den weekend, vi har afsat til ’Store julekage-bagedag’. I flere år har jeg også lavet et kagehus til ungerne, som pyntes med glasur, chokoladeknapper, flormelis-sne, en masse nisser og lys. Men de senere år har jeg ikke bagt kagehus. Jeg har simpelthen ikke orket det.

Det er bare for meget

For ud over alle de ting, vi gerne vil lave sammen som familie, bliver der bare trukket virkelig mange veksler på os for, at vi også skal lave mere eller mindre det samme i klubben, SFO’en, børnehaven, fodboldklubben og Gud hjælpe mig, om vi nu ikke også er inviteret til jule-tamtam på teenagerens fritidsjob?

Men hvor pokker skal jeg finde tiden, lysten, glæden og energien til alt det? Og hvordan skal mine unger blive ved med at synes, det er er sjovt at bage kager og lave dekorationer sammen med mig og deres søskende, når de næsten har fået nok, allerede inden vi har set det første afsnit af dette års julekalender på tv?

Det er simpelthen bare for meget. Det er voldsomt misforstået. Og vi bliver om muligt endnu mere pressede af alt det, der nu også forventes af os udefra. Af skoler, institutioner, sportsklubber og andre fritidsaktiviteter, der mener, at vi som forældre i årets travleste måned også skal finde tid og energi til at klippe-klistre sammen med dem, sælge juletræer på torvet eller gå fra dør til dør med julekort, -hjerter og -kalendere i forsøget på at skrabe nogle penge ind til foreningen.

Det er svært at sige nej til de frivillige

Selvfølgelig er idéen god. Selvfølgelig skal vi støtte op omkring klubberne, der drives af frivillige. Men skal det ske i december? Og skal vi klippe og flette vores (jule)hjerter sammen med folk, vi ikke har mere til fælles med, end at vores børn går i samme klasse, SFO, børnehave, fodboldklub eller arbejder samme sted?

Det har jeg faktisk ikke lyst til. Ikke lyst til at bruge min sparsomme tid på. Ikke fordi jeg ikke kan lide de andre forældre. Det kan jeg virkelig godt. Men det er ikke dem, jeg er tættest på. Det er mine børn. Min familie. Og det er dem, jeg vil være sammen med og gøre de her ting sammen med i julemåneden.

Sådan, tror jeg faktisk, rigtig mange andre forældre også har det. Men det er bare så skide svært at sige nej. For hvis jeg gør det, hvis vi gør det, støtter vi jo ikke op. Om vores børn. Deres sociale liv. Deres fritidsaktiviteter. Og de frivillige, der tilsyneladende har et uudtømmeligt overskud, vi ikke selv kan mønstre.

Og måske det er der, den ligger? At al dette ekstra julehalløj er blevet et udstillingsvindue for de overskudsagtige? Men det bliver så også et udstillingsvindue for alle de, der ikke har overskuddet. Eller tiden. Lysten. Muligheden.

Arrangementerne udstiller os som forældre

Jeg husker tydeligt en bestemt pige for år tilbage, hvis mor aldrig kom til morgenmadsarrangementerne, fordi hun var alene og arbejdede på det tidspunkt. Jeg havde så pokkers ondt af hende. Pigen. For altid sad hun der alene uden at have familie med. Det er nemlig det, den slags arrangementer også gør. Udstiller hvor skide ’overskudsagtige’ og ’rigtige’, vi er, os der kan tage fri eller selv bestemme vores arbejdstid og flexe.

Men de får også helt uretfærdigt stemplet andre som det modsatte. Men måske denne mor faktisk bagte, lavede hjemmelavede æbleskiver og konfekt med sine børn, når hun havde fri, fordi hun dér havde overskuddet i stedet for at føle sig tvunget til at sidde med en halv balle på en alt for lille stol i et overfyldt klasseværelse sammen med alle os andre, der heller ikke havde lyst til at være der?

Det håber jeg. Håber at hun havde det overskud, der skulle til for at sige nej og dermed kunne bruge sin tid på at jule og hygge med de vigtigste mennesker i sit liv. Børnene. Det overskud gad jeg gerne have. Overskuddet til at sige nej. Men jeg må nok erkende, at jeg også i år kommer til at troppe op til langt de fleste arrangementer, fordi jeg ikke har overskuddet til at sige nej.

Og at min stille protest kommer til at bestå i, at der i år bliver bagt kagehus. Om jeg så skal stå og gøre det midt om natten… For jeg vil have julen tilbage!