Jørgen fik bank af konen, men så fik vennerne en ide
Det anslås, at op mod 13.000 mænd bliver fysisk misbrugt hvert år. Alligevel er emnet enormt tabubelagt, da "mænd jo bare kan tage sig lidt sammen".
Jørgen (hans efternavn kendt af redaktionen, red.) var gift med sin kone i syv år. Da parret skulle gå fra hinanden, blev han skydeskive for sin kommende ekskones mishandling, der både var fysisk og psykisk.
Det hele startede med, at de ikke kunne blive enige om samvær for deres datter.
- Vi var ikke enige, og så blev hun kraftigt udadreagerende, hvor hun fysisk slog mig og så var der en nat, hvor hun overfaldt mig, siger Jørgen i 'Go' Morgen Danmark' torsdag morgen.
Han er en del af en svær statistik, hvor mænd bliver slået af deres hustru. Man anslår, at op mod 13.000 mænd årligt bliver fysisk og psykisk misbrugt hvert år, men det er et "mørketal", da man samtidigt mener, at rigtig mange mænd ikke anmelder de voldelige episoder.
- Ved siden af den fysiske vold var der også psykisk vold med trusler og anklager, som var en stor belastning, fortæller Jørgen.
Dybt nede i krisen
Efter de mange mishandlinger var Jørgen dybt påvirket af situationen. Han forsøgte at finde hjælp på nettet, og overvejede at finde en advokat, men det blev nogle af hans venners idé, der ændrede det hele. De sendte ham et link til et mandekrisecenter.
- Mandekrisecentret kunne hjælpe og rådgive mig med rigtig mange ting. Både de mentale ting, som jeg kæmpede meget med, men også rådgivning om alt det praktiske i en skilsmisse. Det er to år siden nu, men jeg bruger dem stadigvæk, da der af og til dukker nye elementer i vores skilsmisse op, siger han.
- Jeg tror, at mænd og kvinder oplever vold mod mænd på en anden måde. Hvis en mand giver en kvinde en lussing, så føler vi en trang til at beskytte hende. Men hvis det er en mand, som får en lussing, så trækker vi lidt på smilebåndet over det. Det har jo noget at gøre med vores kønsroller, og nogle får beskeden "du er jo stor og stærk" af politiet, når de retter en henvendelse, siger Jan Lindell, der er seniorrådgiver på Mandecentret i København.
Han fortæller, at alle de henvendelser, som de får, er unikke, men der er elementer, der ofte går igen. Rådgiverne opdager ofte hen ad vejen, at der også har været vold indblandet.
Han medgiver også, at der er mere kraft i et slag fra en mand, men ofte starter volden mod mænd i det psykiske. Det er forhånelser, krænkelser og at blive ramt på selvværet. Hos nogle udvikler det sig så til fysisk vold med at kradse, spark, bid og slag.
- Det er en situation, som man må gøre noget ved, siger han.
En ren bagatel
Jørgen har heldigvis oplevet, at de nærmeste omgivelser har været forstående for ham, men han kan sagtens genkende billedet af, at vold mod mænd bliver bagataliseret.
- For cirka 10 dage siden havde jeg en episode, hvor jeg nævnte for en bekendt, at jeg skulle til et seminar om vold mod mænd. Og så sagde hun til mig, at "det kunne hun godt nok ikke tage alvorligt". Det er første gang, jeg har mødt det så markant. Jeg sagde til hende, at jeg synes, det var synd, at hun ikke kunne sætte sig i min situation og spurgte, om hvad forskellen var på, om det var en kvinde eller mand, der blev slået, siger Jørgen.
Han prøvede også at anmelde ekskonens voldelige overfald om natten til politiet.
- Men de sagde bare til mig, at "jeg kunne bare flytte". Da jeg senere ville følge op på min anmeldelse, så viste det sig, at de slet ikke har registreret den.
Skal man(d) give igen?
Jørgen erkender, at han har overvejet at slå igen. Men det ligger så langt fra hans person, at han ikke kunne få sig selv til det.
- Jeg har forsvaret mig og skubbet hende væk. Man skal ikke udøve vold mod nogen - hverken mand eller kvinde, siger han.
Det er som sagt to år siden, at han blev skilt fra sin kone, og de har et okay forhold i dag, hvor næsten al kontakt foregår over telefonen og sms. Han har det i dag godt.