Gu’ må man da irettesætte sit barn offentligt!

16x9
Charlotte Højlund med sine børn. Foto: Line Thit Klein / TV 2

Faktisk burde langt flere gøre det.

Problemet med ’umulige’ børn er jo netop, at forældre ikke tør skælde ud offentligt, så både de og alle andre terroriseres af børn, der ikke opfører sig rimeligt, fordi de lynhurtigt lærer at udnytte forældrenes svagheder.

"Kan du råbe lidt højere ad dit barn?! Når du råber ad ham her, så udstiller du ham, og det er dårlig opdragelse!" Ordene kommer fra en meget ung kvinde, der på ingen måde ligner en, der selv har fået barn endnu.

Jeg er i IKEA med fire børn, da der skal købes stort ind til de pavilloner/skurvogne, der de næste mange måneder skal være vores midlertidige bolig efter vores husbrand. Skurvognene er egentlig fine nok som bolig, men de kommer umøbleret på nær et par køjesenge, så vi mangler bogstaveligt talt alt: borde, stole, senge, skabe, kommoder og reoler for slet ikke at snakke om køkkengrej, gryder, pander, kopper, glas, tallerkner og bestik.

Inden har vi også været i både JYSK og Elgiganten, da vi også skulle have håndklæder, viskestykker og klude samt fjernsyn, brødrister, mikroovn, elkeddel, hårtørrer og så videre.

Vores hus er blevet tømt for alt, så derfor mangler vi A.L.T.

Han har testet alle min grænser

Der er gået tre uger siden branden, hvor vi i mellemtiden har boet hos familie, venner og bekendte. Tre uger, hvor jeg dagligt, også i weekenderne, har skullet tale med 10-20 mennesker for at få styr på situationen lige nu og her, men især vores fremtidige midlertidige bolig, der skal være vores hjem i otte til tolv måneder - måske længere.

Så jeg er træt og stresset. Jeg er også voldsomt irriteret. For da vi når til sidste stop på turen, IKEA, har netop han allerede testet mine grænser voldsomt i de to andre butikker ved at drille sine to yngre søstre - bare fordi. Bare fordi han keder sig, selv om han ved, at vi lige om lidt sætter os ned og spiser sammen alle sammen. Puster ud og hygger ved at spise ude - noget, vi meget sjældent gør.

Så da han roder rundt med alle puderne i IKEAs tekstilafdeling for at gemme en pude allernederst, som hans søster på 5 år har forelsket sig i, bare for at genere hende, får jeg nok. Jeg står midt i IKEA-helvede og er næsten færdig, da jeg ud over tre vogne med top også står med en 5-årig, der er helt opløst af gråd på grund af hendes syv år ældre bror, der tja… keder sig.

Så jeg taler med MEGET STORE BOGSTAVER. Fortæller ham, at nu vil jeg simpelthen ikke finde mig i mere af den opførsel fra ham, og at det stopper NU.

Jeg konfronteres af en ung kvinde

Stædig som han er, bliver han ved med at påstå, at han ikke har gjort noget forkert, selv om både jeg, han og hans andre søskende udmærket er klar over, at det ikke er rigtigt. Så afslutningen bliver, at jeg fortæller ham, at vi ikke kan være sammen på denne her måde, så han må gå ud til kasserne og vente, og så ses vi lige om lidt.

Efter min opsang konfronteres jeg så af en ung kvinde, der mener, at jeg har handlet forkert. En kvinde, der ikke kender forhistorien og efter al sandsynlighed ikke selv har børn. En kvinde, der også uden at kende mig og mit barn, mener, at det er forkert og dårlig opdragelse at irettesætte sit barn offentligt.

Jeg er lodret uenig. Uanset om hun kender forhistorien eller ej, som vi alle skal huske, inden vi peger fingre, er jeg uenig i præmissen; 'du må ikke irettesætte eller skælde dit barn ud offentligt’, fordi netop dét er et af vores store problemer med opdragelse i dag. Et problem, at mange forældre ikke tør eller bryder sig om at opdrage - måske på grund af dårlig samvittighed over ikke at være sammen eller tilstedeværende nok. Og at mange pure dropper opdragelse i det offentlige rum, fordi vi er så bange for at blive dømt ’dårlig forælder’.

Man må godt sige noget i det offentlige rum

Men man er ikke en dårlig forælder, fordi man godt tør tage forælderrollen på sig - også offentligt. Tværtimod. Jeg ville til gengæld være en rigtig dårlig forælder, hvis jeg ikke turde sige noget til ham af frygt for stirrende blikke, pegende fingre eller konfrontationer med andre. En rigtig dårlig forælder, hvis jeg bare tillod, at de og han bare løb vildt rundt i alle butikker med fare for at vælte ting og som minimum til stor gene for alle de andre handlende. Og jeg ville da være en rigtig dårlig forælder over for min mindste, hvis jeg ikke turde sige noget til hendes bror, når han af ren kedsomhed får hende til at gå totalt i opløsning. Men jeg ville især være en rigtig dårlig forælder og opdrager, hvis jeg ikke turde sige noget til ham, bare fordi vi er i det offentlige rum.

Det skulle bare ske to gange, og så var han godt klar over, at han kunne gøre stort set hvad som helst, hvis bare der var andre mennesker til stede, fordi jeg så ikke ville ’turde’ sige noget. Ikke ’turde’ tage konfrontationen. Det ville han udnytte max.

Han gik aldrig ud til kasserne, men holdt sig ti meter foran os, hvor han kunne holde øje med os. Da vi skulle købe sengetøj, spurgte min ældste datter, om ikke han måtte komme over og selv vælge?

Og jo, det måtte han godt. Lige som han gerne måtte blive, hvis han kunne opføre sig ordentligt nu. Så han blev. Og få minutter efter kyssede og krammede vi.