Jeg er ikke en super-mor, selvom jeg har syv børn

Normalt har jeg det rigtig skidt med at blive kaldt super-mor, overskuds-mor eller andet i den dur. For jeg er ikke noget særligt, alene fordi jeg har syv børn. Jeg er hverken en bedre eller dårligere mor/forælder end andre. Jeg har bare mange børn.

Men netop det faktum får mange til at kalde eller opleve mig som en slags super-mor. For hvis de synes, det kan være svært med et eller to børn, må jeg da være lavet af noget særligt stof? Det er jeg ikke. Jeg tror ikke på det. Så derfor har jeg altid haft det lidt skidt med de - godt nok - positive labels, der er blevet sat på mig.

Men forleden så jeg pludselig på mig selv med andre øjne. En måned efter vores husbrand, hvor vi stadig står med kaos, ting der ikke fungerer, utallige møder og telefonopkald dagligt og selvfølgelig vores helt almindelige liv med indkøb, aftensmad, madpakker, fødselsdagsfester, fritidsaktiviteter, omdelingsruter og og og, stod jeg alligevel en aften og spurgte ungerne: "Skal vi ikke bage en kage?".

Overskud til at lave kage midt i kaos

Det var der selvfølgelig bred enighed om, at vi skulle. Lige som de også havde sagt "ja tak" til æbleskiver til eftermiddagshygge, se en film sammen en anden aften, at blive kørt frem og tilbage til legeaftaler og så videre. Og alt det her imens jeg står i min nok mest stressede situation nogensinde. Imens min lunte er alt for kort, og trætheden nærmer sig kroniske tilstande.

Så ja, den dag følte jeg mig pludselig lidt som en super-mor. Bare en lille smule. Gav mig selv et klap på skulderen for ’job well done’. For når man står i så umulig en situation, som jeg gør lige nu, så er det langt fra en selvfølge også at have tid og overskud til at være lidt ekstra for sine børn. Men jeg finder det alligevel. Overskuddet. Nogle dage. Men langt fra alle. Og det er vi mange forældre, der gør hver dag. Finder det overskud, der skal til, selv om vi måske ikke helt har det. Og derfor føler jeg mig normalt heller ikke som en super-mor. Heller ikke i dag.

Se også

Gu’ må man da irettesætte sit barn offentligt!

For det jeg gør som mor og forælder, gør så mange af os hver eneste dag. Hver dag er der forældre, der står i langt sværere situationer end min, hvor de alligevel formår ikke blot at få tingene til at fungere for deres familie, men giver den det ekstra lille nyk, der gør børnene glade og trygge. For forældre med overskud giver tryghed. Det viser børnene, at vi er ovenpå, selv om verden lige nu er os imod. Viser dem, at vi tror på, at det nok skal gå, og at vi kommer igennem det, selvom det hele ser meget sort. Lige nu.

For det bedste, der er at sige om dårlige tider, er, at det går over. Det gør det her også for mig. For os. Og for alle andre.

Klap dig selv på skulderen

Men når vi gør den ekstra indsats, skal vi huske os selv på, at det rent faktisk er det, vi gør. Giver den en ekstra indsats og gør noget, der ligger udover, hvad man kan forvente i den givne situation. Huske at give os selv det mentale skulderklap. Og måske nogle dage også gøre noget helt særligt for os selv. Forkæle os selv, så vi bibeholder det overskud, som vi har så meget brug for for at tage os godt af familien. Gøre dem glade og give dem tryghed.

Det skulderklap giver jeg mig selv nogle stykker af i disse dage. Og jeg tager imod komplimenterne for at være dygtig, sej, kompetent og overskudsagtig. For det er jeg. Lige som så mange andre forældre, der forhåbentlig også giver sig selv credit og skulderklap for deres gode arbejde.