Samliv

Vi er godt tilfredse i vores parforhold - alligevel bliver hver anden skilt

90 procent føler sig glade og tilfredse i deres parforhold, viser en ny måling fra Megafon.

Halvdelen af alle ægteskaber ender i opløsning, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Derfor er det også overraskende for eksperter, at danskerne er tilfredse i deres parforhold.

I en undersøgelse, som Megafon har foretaget for TV 2, har 90 procent af de adspurgte svaret, at de føler sig glade og tilfredse i deres parforhold.

- Det er overraskende, fordi vi har den høje skilsmisserate. Men skilsmisseraten er nok et udtryk for, at vi tager konsekvensen af det, hvis parforholdet ikke fungerer - vi gider ikke at blive i et ægteskab, der ikke er godt. Så når vi er i et parforhold, er det fordi, vi er glade i det, forklarer Ingrid Ann Watson, parterapeut og foredragsholder.

90 procent er glade og tilfredse i deres parforhold

Megafon-måling

Ifølge parterapeut Katrine Axholm er det velfærdssamfundets skyld, at vi oftere bryder ud af parforholdet, hvis vi ikke er tilfredse i det.

- Vi har et arbejdsmarked, der er indstillet på, at der skal være plads til familie og parforhold. Samtidig er både manden og kvinden på arbejdsmarkedet, så de kan klare sig selv, så vi er ikke længere nødt til at blive sammen af økonomiske eller kulturelle årsager. Det betyder, at vi stiller højere krav til parforholdet - vi vil stimuleres og kræver meget af forholdet, fortæller Katrine Axholm.

Stiller høje krav til forholdet

I Megafon-undersøgelsen er de adspurgte også blevet spurgt til nogle mere specifikke ting i deres parforhold, som for mange er vigtige faktorer for at være glade i deres parforhold. De er blevet spurgt til, om de får tilstrækkelig opmærksomhed fra partneren, om partneren er kærlig, og om partneren er hjælpsom. Her var langt størstedelen - over 80 procent - også helt eller overvejende enige i udsagnene.

Afstemning

Jeg føler mig generelt set glad og tilfreds i mit parforhold

Begge parterapeuter, som TV 2 har været i kontakt med, oplever, at mange par opsøger hjælp, hvis der er noget i forholdet, der lige pludselig ikke længere fungerer tilfredsstillende.

86 procent føler, at deres partner er kærlig over for dem.

Megafon-måling

Det har Megafon spurgt om

  • Jeg føler mig generelt set glad og tilfreds i mit parforhold
  • Jeg synes, min partner giver mig tilstrækkelig opmærksomhed.
  • Jeg føler, min partner er kærlig over for mig.
  • Jeg føler, min partner er hjælpsom over for mig.

- Jeg oplever også et øget fokus på, at man helst ikke vil havne der, hvor man skilles, så der er meget fokus på at få parforholdet til at fungere. For otte år siden kom folk som sidste udvej og talte om skilsmisse, hvor de i dag kommer, fordi de gerne vil redde forholdet. De kan begge huske de gode tider. Og det er et helt andet udgangspunkt. Vi vil gerne have, at parforholdet skal fungere, fordi det betyder meget for dem, at genfinde lykken og glæden i parforholdet, fortæller Ingrid Ann Watson.

Kvinderne vil have følelser og passion

Katrine Axholm oplever i sin praksis, at det ofte er kvinderne, der tager parforholdet op til revision, hvilket da også hænger godt sammen med, at det i to ud af tre tilfælde er kvinderne, der vælger skilsmissen til.

- Mange kvinder vil gerne have store følelser og passion i forholdet, hvorimod de fleste mænd er glade, hvis konen er glad. Men fælles for dem er, at man søger hurtigere hjælp i dag og ikke bare lever med problemerne - enten løser man dem, eller også går man fra forholdet, fortæller Katrine Axholm.

Er du utilfreds i parforholdet? Så stil dig selv disse spørgsmål

  1. Er der stadig kærlighed i forholdet?

    Hvis man kan kigge på sin partner, hvor der dukker de samme følelser op som dengang, man fandt sammen, så er der motivation for at arbejde med forholdet og for eksempel søge parterapi.

  2. Hvad skaber frustrationen?

    Hvis der stadig er kærlighed tilbage i parforholdet, så skal man finde ud af, hvad der gør en vred, skuffet eller krænket. Det handler sjældent om de ting, man diskuterer, men det der ligger nedenunder. De små hverdagsdiskussioner er ofte udtryk for en mere grundlæggende forandring.

  3. Hvad er du selv ansvarlig for?

    Mange går fra et ægteskab, fordi de siger, at de er vokset fra hinanden. Vi har en romantisk forestilling om, at den anden skal opfylde vores behov og være ansvarlig for vores lykke. Men vi skal i stedet kigge på, om vi selv er skyldige i vores frustration frem for at gøre vores partner ansvarlig for vores lykke.

Kilder: Ingrid Ann Watson og Katrine Axholm