BLOG: Gad du være gift med BS?
BLOG: Uanset køn er sandsynligheden for, at du svarer ’Ja!’, ret stor. Men er det overhovedet det rigtige spørgsmål at stille?
I en efterhånden uendelig række af dating-, kærligheds-, ægteskabs- og skilsmisseprogrammer er turen nu kommet til BS. Og hvorfor ikke? Kvinder elsker den tidligere jægersoldat for at være den ’rigtige’ mand, som de hellere havde derhjemme i stedet for bløddyret i sofaen. Og mænd elsker ham for det samme – dog ønsker de sig formentlig ikke skiftet ud, men ville gerne have været denne ’He-man’, hvis de ellers havde haft modet og styrken til jægerkorpset…
Det store spørgsmål fra BS er om du gerne vil være gift med dig selv? Og hvis du ikke kan svare ’Ja!’, så er der vel heller ingen andre, der kan, eller?
Men er det virkelig det rigtige spørgsmål at stille? Og hvis man selv kan svare bekræftende, kan man så gå ud fra, at ens partner vil gøre det samme? Sidstnævnte tvivler jeg en hel del på.
Jeg har desværre selv to forliste ægteskaber bag mig. Måske kunne et eller begge have været reddet med den rette tilgang, selv om jeg tvivler på, at det (den rette tilgang) havde været et kanindræberkursus i kuperet terræn sammen med husbonden i vandrestøvler, stor rygsæk og en kanotur, hvor vi glade vinker farvel til en jægersoldat inde på bredden.
Det, jeg til gengæld ikke tvivler på, er, at vi begge havde svaret bekræftende på BS’ spørgsmål – både i mit første og andet ægteskab. I begge tilfælde, hvor vi havde små børn og et stramt skema, der lagde pres på forholdet, er jeg også overbevist om, at vi hver især følte, at vi virkelig arbejde for forholdet. Forsøgte at støtte hinanden, kommunikerede (også om andet end praktik) og i det hele taget arbejdede på at skabe et forhold og en familie, som vi alle kunne være i. Så hvorfor lykkedes det ikke? Hvorfor kunne jeg hverken første eller anden gang få det til at fungere med min mand, når vi nu begge mente, at vi faktisk godt gad være gift med os selv?
Min tese er, at det handler meget mere om, at vi giver det, vi selv har brug for. Giver det, vi selv kunne tænke os at få. Og derfor gad vi godt være gift med os selv. Det er bare ikke sikkert, at vores partner sætter samme pris på de ting, vi gerne vil have, som vi selv gør, vel? Og måske mere derfor går det galt.
For uanset hvor gode vi er til at kommunikere, er vi alt for ofte ikke gode nok til at kommunikere ud, hvad vi gerne vil have. Nok mest af alt, fordi vi faktisk ikke en gang selv ved det. Jeg læste en gang en bog, der hedder ’De 5 kærlighedssprog’, der netop er en guide til at finde ud af, hvad man har brug for i et forhold og dermed fra sin partner. I al sin amerikanske tilgang er den alligevel god til at blive klogere på både sig selv og sin partner, og derfor bliver langt bedre til at give sin partner, det, han/hun vil have, og ikke mindst at bede om det, man selv har brug for.
Den har jeg lært meget af, så jeg ved, hvad jeg har bug for. Jeg ved også, at jeg kan svare bekræftende på BS’ spørgsmål. Og jeg ved også, hvad jeg vil svare på det, der står allerøverst…