7-årig er en af Danmarks største Youtube-stjerner: Hvornår er dine børn klar?
Hvad gør man, når ens 8-årige datter gerne vil have sin egen Youtube-kanal? Jonas Pröschold ringede til en Youtube-stjernes mor.
Nogle børn drømmer om at blive piloter, andre om at blive dyrlæger, og så er der dem, der drømmer om at blive stjerner på Youtube.
Én af dem, der drømmer om at blive et kendt ansigt på de sociale medier, er Jonas Pröscholds 8-årige datter, Lou.
For ganske nyligt siden stillede hun sin far et spørgsmål, han havde svært ved at svare på:
”Far, må jeg gerne få min egen kanal på Youtube?”
- Jeg vil sige, at det kom lidt uventet. Jeg stod og lavede mad, og så kom det lige pludseligt, fortæller Jonas Pröschold i Go' morgen Danmark.
160.000 følger med i 7-årige Najas liv
Inspirationen havde datteren Lou fået fra en anden pige, som har fået stor succes på de sociale medier: Naja Münster fra Vojens.
Naja Münster, som kun er syv år gammel, har flere end 160.000 følgere på Youtube og med næsten 25 millioner videoafspilninger, kan hun med rette kalde sig for en af Danmarks yngste Youtube-stjerner.
I 2016 blev hun kåret som 'Årets youtuber', og når hun med sin mor i supermarkedet, bliver hun bedt om at skrive autografer og få taget et billede.
Og Jonas Pröscholds datter, Lou, ville være det samme. Hun ville lave videoer, der bliver set af mange, fortæller han i Go’ morgen Danmark.
- Hun begyndte at vise mig nogle af de her videoer, og det virker jo helt vildt at se sådan en 7-årig stå og snakke med sine fans og åbne fanmails. Så jeg må indrømme, at jeg var lidt overrasket over den verden, hun lige pludseligt gerne ville være en del af, siger han.
Journalisten ringede til Najas mor
Datteren Lous ønske var at få sin egen Youtube-kanal, hvor hun kunne læse højt af en bog, hun havde fået, med de norske popstjerner Marcus og Martinus.
I begyndelsen var Jonas Pröschold dog tilbageholdende med bare at give sin datter lov, inden han havde undersøgt, hvad det var, han faktisk gav lov til, fortæller han.
For hvad vil det sige at have 160.000 seere, når man går i 1. klasse, og hvordan forklarer man en 8-årig, hvilke konsekvenser det kan få?
Derfor ringede Jonas Pröschold til Naja Münsters mor, Hanne Münster, for at høre, hvordan familien og især Naja Münster håndterede succesen. Og Jonas Pröschold fik en snak med en familie, hvor der er tænkt nøje over især forældrenes rolle i barnets liv på Youtube.
Forældrene skal stå bag
Ifølge Hanne Münster er datterens Youtube-kanal blevet en slags hobby for hende – ligesom fodbold eller gymnastik er for andre jævnaldrende.
- Det er gået rigtig godt. Hun synes, det er det sjoveste i verden at lave videoer. For hende er det en kæmpe lyst og simpelthen bare sjovt. Så hun nyder, når der skal laves videoer. For hende er det blevet en hobby, fortæller Hanne Münster.
For familien Münster er kanalen blevet en ting, de alle deler.
Både børn og voksne involverer sig, når Naja Münster skal lave en video til sine godt og vel 160.000 følgere. Det bør gøre man som forælder, hvis børnene vil udgive videoer på de sociale medier, lyder rådet fra Hanne Münster.
- Hvis der står nogle forældre bag og støtter op og kontrollerer, hvad der bliver lagt ud – og kontrollerer, at det bliver ordentligt, det, der bliver lagt ud – så synes jeg helt klart, at man godt kan lade sine små børn komme på Youtube, siger hun.
Efter samtalen med familien Münster skrev Jonas Pröschold en klumme i Politiken med overskriften:
”7-årige Naja deler sit liv med resten af Danmark - så hvorfor må min datter ikke?”.
- Man ender lidt i en diskussion om, man gerne vil have, at ens barn bliver en barnestjerne, hvis det kommer så langt. Det er en ældgammel diskussion om, hvad det gør ved børn at blive så kendte. Naja er sindssygt god til at håndtere det, og det siger Hanne også. Når de er ude at handle, så er hun god til at skrive autografer og få taget billeder, siger Jonas Pröschold.
Han nåede dog frem til, at han og datteren ikke var klar til, at hun bliver en stjerne. Ikke endnu. For internettet glemmer ikke de ting, der bliver lagt op.
Så svaret på datterens spørgsmål endte med et: "Nej, ikke endnu".
Familien fandt en anden vej
I sidste ende var det ikke datteren, Lou, der fik lov til at bestemme. For som 8-årig kan man ikke overskue, hvilke konsekvenser tingene kan få, forklarer Jonas Pröschold.
Derfor har familien fundet en anden vej, hvor Lou kan øve sig i at lave videoer - uden de bliver delt og gemt af fremmede.
- Vi er kommet dertil, at der er noget, der hedder ’Skoletube’, hvor man kan uploade videoer, som kun klassen kan se. Dét, synes jeg, er en god idé. Hvis man har en bussemand i næsen, kan man sige til sine klassekammerater: ”Hov, kan vi ikke lige glemme denne her video?”, siger Jonas Pröschold.
Alternativt kan man lave en Youtube-kanal med en privat gruppe, hvor det kun er folk, man har godkendt, der kan se videoerne.
- På den måde kan man sagtens komme på Youtube, uden at man behøver at komme ud til flere millioner mennesker, slutter Jonas Pröschold.