GO'

Familevejleder: Ny legetøjsdille skal ikke med i skolen

Allerede nu er engelske skoler begyndt at forbyde børnenes nye favoritlegetøj.

En ny modedille har ramt Danmark.

De såkaldte fidget spinners er blevet et hit blandt børn og unge – også i skolegården, hvor børnene viser de tricks, de kan.

Men legetøjet skal ikke med i skole. Det siger familievejleder Lola Jensen i Go’ morgen Danmark.

- Det er bare en ny forstyrrende ting, som forstyrrer undervisningen og giver grobund for konflikter, siger hun.

Det populære legetøj, som oprindeligt blev opfundet for at hjælpe børn med ADHD, er allerede blevet bandlyst i flere engelske skoler – netop fordi det forstyrrer, når børnene sidder med dem i timen. Og den danske familievejleder mener, at de danske forældre bør komme skolerne i forkøbet.

Det, der er særligt forstyrrende ved de nye fidget spinners, er, at de nemt og ubemærket kan tages frem, når eleverne begynder at kede sig i timerne, og de stjæler fokus, mener Lola Jensen.

Hvem har den sejeste gadget med i dag?

Helt generelt er familievejlederen imod legetøj i skolen. Det hører til derhjemme, lyder det.

- Jeg ønsker mig de gamle dage tilbage, hvor man ikke tager ting med. Jeg kan godt se, at det i enkelte tilfælde kan give god leg, men i det store hele er der mere på tabskontoen. I forhold til det at skabe gode relationer og være imødekommende er det synd, at børnene skal øve sig gennem kunstige elementer i stedet for at være sig selv, siger Lola Jensen.

Som Lola Jensen ser det, så fylder det mere i dag, hvem der har det dyreste og mest spændende legetøj med, end det gjorde før i tiden.

- I gamle dage handlede det bare om at spørge, om man måtte være med, og så fik man et ja eller et nej, og så kunne de voksne lære børnene fiduser til at komme med, siger hun.

Udover at legetøjet kan skabe en kunstig indgang til leg, kan det også give anledning til mobning og bekymringer og udmatte børnene.

- Børnene bliver trætte og triste, fordi de skal bruge så mange kræfter på at navigere i alt det her. De skal spekulere over, hvem der skal leges med, og hvad der skal plejes i frikvartererne. De skal simpelthen bruge alt for mange kræfter på at blive en del af et fællesskab, som kan være svært at komme ind i, hvis man ikke selv har det samme legetøj med, siger Lola Jensen.

Derfor bør man sige nej, når barnet vil have legetøjet med i skoletasken.

Aftal det med de andre forældre

Hvis man som forælder alligevel oplever, at barnet gerne vil have sit nye legetøj med i skolen, fordi de andre børn har det med, er det noget, man bør tage op med resten af forældrene i klassen.

- Det er hårdt at være det eneste barn og de eneste forældre i gruppen, som står med det her. Man skal sige til de andre forældre, at man skal holde et møde, hvor man kan blive enige om, at man ikke skal tage ting med i skole. Og så kan man forhåbentlig som forældre blive enige om nogle gode retningslinjer, som kan hjælpe både børnene og lærerne, siger Lola Jensen.

Og så skal man hjælpe sine børn med at tømme tasken. Det kan være, at der er skrig og skrål, men det kan sagtens lade sig gøre, hvis de andre forældre er enige i, at legetøjet ikke skal med.

- Børnene glemmer det hurtigt, hvis de andre ikke har noget med, siger Lola Jensen.

Det kan være svært

Tager de andre børn alligevel deres legetøj med i skolen, må man selv vurdere, om ens barn kan håndtere at være uden for dét fællesskab, lyder det fra familievejlederen.

- Hvis barnet ligger højt i hierarkiet, så vil det være nemmere for dem, og de kan måske være med til at gøre det fedt ikke at tage legetøj med. Hvis barnet ligger lavt i hierarkiet, så vil det være svært at komme med i gruppen, og det bliver endnu hårdere og sværere, hvis man ikke er med i det der legetøjs-fællesskab, siger Lola Jensen.

Dog fastholder hun, at legetøj såsom fidget spinners ikke skal med i tasken.

Hvis barnet virkelig har brug for at tage et stykke legetøj med for at være en del af legen, kan man tillade, at barnet tager nogle mindre ting med som for eksempel glansbilleder eller kort.

- Det behøver ikke at være en hinkesten fra 1990'erne, men mere derhen af end for eksempel de her fidget spinners, siger Lola Jensen.

Dog skal forældrene respektere, hvis lærerne synes, det er forstyrrende, slutter hun.