Samliv

Flere nye tip om forsvunden DSB-chef - særligt ét gjorde indtryk

Siden dokumentaren blev vist sidste år, har journalist Jesper Elming fået talrige tips fra folk, der mener at have set den forsvundne Søren Baisgaard.

Dokumentaren om den tidligere DSB-erhvervsrejsechef Søren Baisgaard, der bedrog sin arbejdsgiver for et millionbeløb og fra den ene dag til den anden forlod børn og samlever i Herlev for – måske – at starte en ny tilværelse op i Thailand, vakte stor opmærksomhed, da den første gang blev vist på TV 2 i juni 2016.

Nu, hvor der er gået præcis et år siden tv-premieren, kan journalisten bag ’Som sunket i jorden’, Jesper Elming, da også berette om en imponerende interesse fra danskere både herhjemme og i udlandet.

- Vi har fået masser af henvendelser på baggrund af dokumentaren og den artikel, jeg skrev om mit to år lange arbejde med sagen. Henvendelserne er primært fra folk, der har været i Thailand og mener, at de har set Søren Baisgaard på en bar eller på gaden, siger Jesper Elming til TV 2.

Selv om alle henvendelser bliver gransket nøje af medarbejderne i Dokumentarkompagniet i Aarhus, skal der dog meget håndfaste beviser til, før Jesper Elming begiver sig ud i lufthavnen for at sætte kursen mod Thailand igen.

- Det er jo noget af et sats at skulle rejse på folks fornemmelser. Vi er nødt til at have noget mere konkret end nogle formodninger, før vi går videre med det. Ellers kan det hurtigt blive dyrt i flybilletter, konstaterer Jesper Elming med et grin.

Det gav et kæmpe gip i os!

Der er dog især én henvendelse, som for alvor har gjort indtryk på Jesper Elming og hans kolleger i Dokumentarkompagniet.

For noget tid siden modtog vi en super mystisk mail fra en, der kaldte sig Søren Baisgaard

Journalist Jesper Elming fra Dokumentarkompagniet

- For noget tid siden modtog vi en super mystisk mail fra en, der kaldte sig Søren Baisgaard, og som kort og godt skrev: ”Jeg kommer til Harlev på den og den dato klokken 13.00”. Det gav et kæmpe gip i os, for Søren Baisgaard kom jo fra Herlev, så enten var det en slåfejl, eller også var der måske tale om en by uden for Aarhus, der faktisk hedder Harlev, siger Jesper Elming.

Forklaringen på mailen viste sig dog at være langt mere jordnær, for gennem research på det noget særprægede navn, der indgik i gmail-adressen, fandt Elming og kollegerne frem til, at afsenderen formentlig var en ung knægt fra en mindre jysk by.

- Vi gik ud fra, at det måtte være en moderne form for ”telefonfis”. Men for at dobbelttjekke det, besluttede vi os for at kontakte hans mor, som vi opsporede via Facebook. Da vi ringede hende op, blev der helt stille i telefonen, og hun var tydeligvis nervøs. Så vi beroligede hende med, at det var helt okay, og at vi bare gerne vil have afklaret, om mailen var ”fake” eller ej, fortæller Jesper Elming og fortsætter.

- Et par timer efter ringede hun så tilbage og sagde, at hun havde talt med sin søn, og at den var god nok. Han havde meget røde ører, lyder det fra Jesper Elming.

Kommunikation med Interpol er envejs

I forbindelse med sit langvarige eftersøgningsarbejde i Thailand tog Jesper Elming også kontakt til chefen for Interpol i Bangkok, Sinard Ajhanwong, som lovede, at han efterfølgende ville gå aktivt ind i sagen om Søren Baisgaard.

Oplysningen om, at Søren Baisgaard formentlig havde foretaget et telefonopkald fra Thailand og hjem til Danmark i 2012, gav politichefen blod på tanden.

- Han var helt overbevist om, at Søren Baisgaard stadig er i live og befinder sig i Thailand på falsk pas, udtalte Jesper Elming dengang til TV 2 om sin samtale med interpol-chefen.

Men siden har Sinard Ajhanwong og hans medarbejdere ikke givet meget lyd fra sig.

- Jeg har forsøgt at ringe til dem flere gange, men kommunikationen er altid envejs. Jeg har ikke fået noget at vide fra dem – og de vil heller ikke hverken be- eller afkræfte noget af det, jeg spørger om, forklarer Jesper Elming og tilføjer.

- Men det var nu også en del af aftalen, som jeg indgik med chefen dengang. Altså, at jeg ikke ville blive opdateret på deres efterforskning, men at jeg gerne måtte tippe dem. Så sådan er det bare, erkender han.

Har stadig kontakt til ananaskvinder

Til sidst i optagelserne til dokumentaren ’Som sunket i jorden’ opsøgte Jesper Elming og tv-holdet et marked på Phuket, hvor de blandt andre talte med to kvinder i en ananasbod, som var overbeviste om, at de havde set Søren Baisgaard, og at han kom flere gange om ugen klokken 17 og købte ananas.

På et marked i Phuket, Thailand, fortæller et par af kvindeme, at de har set den forsvundne Søren Baisgaard, som angiveligt kommer et par gange om ugen ved 17-tiden og køber frisk ananas.

- Vi har stadig kontakt til de to ananaskvinder, som vi kalder dem. Gregers (en dansk kontakt, som er bosat i Bangkok og taler flydende thai, red.) har været på Phuket for at snakke med dem. Men de har ikke set den person, som de tror, er Søren, siden vi var der, konstaterer Jesper Elming, der mener, at det har en helt naturlig forklaring.

- Det passer jo meget godt ind i vores konspirationsteori om, at den person – hvem han så end er – som kvinderne har set, har fået nys om, at han er efterlyst og derfor holder sig væk.

Heller ikke de flyers, som det danske tv-hold delte ud under besøget i Thailand, med efterlysning af Søren Baisgaard, har givet respons. I hvert fald har Gregers i Bangkok endnu ikke fået nogen henvendelser, selv om hans telefonnummer er angivet som kontakt.

Stor ”hype” om sagen

Selv om det nu er 17 år siden, at Søren Baisgaard forlod Danmark i stor hast, har den efterladte familie stadig svært ved at leve med uvisheden og det faktum, at der aldrig er blevet sat et punktum i sagaen om Sørens mærkelige forsvinden.

Malene Jensen (t.v.) var 11 år, da hendes far, Søren Baisgaard, forsvandt i 1999. Her sidder hun sammen med sin mor, Lone Jensen.

Af samme grund er det en kæmpe skuffelse for Jesper Elming, at hans to år lange research i forbindelse med dokumentaren ikke har båret frugt. Og han har samtidig været bekymret for, hvordan publikum ville reagere.

- Da programmet skulle vises på tv sidste år, var vi meget spændte på, hvordan folk ville tage imod det, når der ikke var nogen opklaring til sidst. Men i virkeligheden er det nok den uafklarede slutning, der har været med til at skabe så stor ”hype” om sagen. For det betyder, at folk kan digte videre på historien og spørge hinanden: "Tror du, han lever eller er død?" For det er jo helt op til fantasien.

- Folk synes, det er spændende, at en person kan forsvinde fra jordens overflade. Det er spektakulært og Hollywood-agtigt – så det her stof kan virkelig noget. Det fascinerer folk, at en mand, der er glad for sine børn og har et godt job, stikker af fra den ene dag til den anden på grund af noget svindel. Og så er der jo også det her mystiske telefonopkald 13 år efter..., siger Jesper Elming.

Hvad der er sket Søren Baisgaard, er således stadig uvist. Er han rejst til en anden verdensdel? Bor han i nærheden af markedet på Phuket? Eller lever han måske under jorden et sted i Danmark?

Ifølge Jesper Elming er én ting dog sikkert:

- Hvis der dukker nye og konkrete spor op i sagen, skal jeg være den første, der sætter mig på et fly og tager afsted - uanset hvorhen, lyder det fra journalisten, der fylder 42 år dagen efter genudsendelsen af dokumentaren.

Se genudsendelsen af 'Som sunket i jorden' mandag den 12. juni kl. 20.35 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play. Læs også hele historien om forsvundne Søren HER.